Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Gåden i gaden (Generelt)

af Aleman, 19/9 2011, 22:49 (4604 dage siden)
redigeret af Aleman, 19/9 2011, 23:45

Forleden gik jeg og kiggede ned i asfalten - eller astfalten, som det hed på dialekten i min barndoms by. Så er der nok nogle, der har regnet ud, hvor det er. Og her lå der min sandten stadigvæk sporvognsskinner - ret så mange år efter, at den sidste sporvogn var kørt (og pigen forsvundet).

[image]

Men nu kommer vi til det finurlige, vel nærmest ondsindet nederdrægtige spørgsmål: Hvad kendetegner denne strækning, hvorpå der kørte sporvogne indtil 1969? Indrømmet, der kan nok gives mange svar, men jeg er ude efter et bestemt svar, som kun kan gives for lige præcis denne strækning og et par tilstødende gader. Den havde ikke sin mage i resten af byen. Det går hverken på navnet, beliggenheden, færdslens art eller andet banalt. Og vi er hverken i mineral-, plante- eller dyreriget.

[image]

Det er blot et billede mere fra samme strækning, men samme spørgsmål: Hvad var det specielle ved denne strækning, sporvejsmæssigt set? Et lignende fænomen kunne iagttages i Besættelsens sidste tid på en anden strækning - men nu er det næsten blevet for let!

Venlig hilsen,

Aleman

Gåden i gaden

af MR, Frederiksberg, 20/9 2011, 09:04 (4604 dage siden) @ Aleman

Det må være Jernbanegade i København. Du har ryggen til nr. 6.

vh Michael

Gåden i gaden

af Aleman, 20/9 2011, 10:12 (4604 dage siden) @ MR

Det er ganske rigtigt, at det er Jernbanegade, cirka over for det hedengangne varehus Anva. Men det er ikke det svar, jeg er ude efter - svarmulighederne blæser stadig i vinden.

Venlig hilsen,

Aleman

Gåden i gaden

af Leif Jørgensen, København Ø., 20/9 2011, 12:55 (4604 dage siden) @ Aleman

I besættelsens sidste måneder var Jernbanegade spærret, og linie 11, 14, 15 og 16 omlagt ad Vesterbrogade. Tyskerne ønskede nemlig ikke sporvogne forbi Dagmarhus, som de var rykket ind efter bombardementet af Shellhuset.

I 1965 forsvandt sporvognene så permanent fra Jernbanegade, da linie 14 blev omstillet til busdrift (linie 11 og 15 blev nedlagt i hhv. 1958 og 1963). Linie 16 blev atter en gang omlagt ad Vesterbrogade, indtil den også blev omstillet til busdrift i 1970. Denne gang skyldtes ændringen det lidt mere prosaiske forhold, at man etablerede en busterminal i Jernbanegades forlængelse ved Utrecht-bygningen - forgængeren for den terminal der nu er veget for metrobyggeriet.

Så svaret må vel være: spor, men ingen sporvogne.

Med venlige sporvogn-hilsner
Leif Jørgensen

Gåden i gaden

af Aleman, 20/9 2011, 15:18 (4604 dage siden) @ Leif Jørgensen

I besættelsens sidste måneder var Jernbanegade spærret, og linie 11, 14, 15 og 16 omlagt ad Vesterbrogade. Tyskerne ønskede nemlig ikke sporvogne forbi Dagmarhus, som de var rykket ind efter bombardementet af Shellhuset.

I 1965 forsvandt sporvognene så permanent fra Jernbanegade, da linie 14 blev omstillet til busdrift (linie 11 og 15 blev nedlagt i hhv. 1958 og 1963). Linie 16 blev atter en gang omlagt ad Vesterbrogade, indtil den også blev omstillet til busdrift i 1970. Denne gang skyldtes ændringen det lidt mere prosaiske forhold, at man etablerede en busterminal i Jernbanegades forlængelse ved Utrecht-bygningen - forgængeren for den terminal der nu er veget for metrobyggeriet.

Så svaret må vel være: spor, men ingen sporvogne.

Tak for svaret. Det er ikke helt dækkende, men jeg må også erkende, at jeg har lavet en graverende fejl - for perioden for mit spørgsmål indskrænker sig til 1965, hvor linje 16 ganske rigtigt blev forlagt på Røjelsblæsen, som en buschauffær engang udtalte navnet.

Det er også ganske korrekt med omlægningen af sporvognslinjerne ad Nørregade, og her begynder tampen at brænde. Lad mig afsløre så meget, at det drejer sig om numerologi, altså noget for nummermænd (m/k).

Venlig hilsen,

Aleman

Gåden i gaden

af Leif Jørgensen, København Ø., 20/9 2011, 23:36 (4603 dage siden) @ Aleman

Det eneste specielle med numre jeg lige kan komme på er, at strækningen fra Frederiksborggade/Nørre Farimagsgade til Jernbanegade/Axeltorv var den eneste, hvor hele tre linier havde numre i forlængelse af hinanden: 14-15-16. De blev så omlagt sammen under krigen, hvorved bla.a. Nørregade også kortvarigt oplevede dette fænomen.

Med venlige nummer-hilsner
Leif Jørgensen

Gåden i gaden

af Carsten Weye @, Holstebro, 21/9 2011, 07:44 (4603 dage siden) @ Leif Jørgensen

Det så måske være noget med, at ved omlægningen af linie 16 i 1965, kom denne til at køre i nye spor ad Vester Voldgade frem til de spor som benyttedes af linie 1 og 6, og derfra videre frem ad Vesterbrogade.

Nummerologien må så bestå i at linie 16 kommer til at køre sammen med linie 1 og 6:-)

Gåden i gaden

af Aleman, 21/9 2011, 09:01 (4603 dage siden) @ Carsten Weye

Tak for et originalt svar - jeg havde slet ikke tænkt på denne mulighed! Det var noget helt andet, jeg havde i tankerne - se også svaret til Leif Jørgensen. Men tak for interessen.

Venlig hilsen,

Aleman

Gåden i gaden

af Aleman, 21/9 2011, 08:59 (4603 dage siden) @ Leif Jørgensen

Bravo! Tillykke! Det var svaret - nemlig at denne strækning (fra Frederiksborggadekrydset til Axeltorv) var det eneste sted, hvor vi havde hele tre linjer i direkte nummerfølge: 14 - 15 - 16. Jeg må med det samme beklage endnu en fejl, jeg har lavet, for linje 15 holdt jo op med at eksistere allerede i 1963, hvorfor spørgsmålet også indskrænker sig til at gælde til dette år.

Der var mange steder i København, hvor der kørte endnu flere linjer på samme strækning - f.eks. Trianglen - Lille Triangel (1, 4, 6, 14, 15) eller Stormgadekrydset (1, 2, 5, 6, 8, 10, 19), men ingen andre steder med så mange i direkte nummerfølge.

To linjer i nummerrækkefølge så man nogle steder, men ikke så mange, som man skulle tro: Stormgade (1, 2 og 5, 6), Frederikssundvej (7, 8), Knippelsbro/Christianshavn (8, 9), Kgs. Nytorv-kvarteret (9, 10), Trianglen-Axeltorv (14, 15), Frederiksborggade-Vesterbros Torv (15, 16) og endelig Ndr. Fasanvej (19, 20). Om en matematiker kan få indpasset linje 19X i denne numerologi, skal jeg lave være usagt, ellers kunne denne sidste kombination måske gouteres: 19 - 19X - 20 (men hvilket helt, naturligt tal står '19X' så for?).

Tja, sådan kan et tilfældigt kig ned i 'astfalten' afstedkomme nogle nostalgiske tanker. Det morsomme er, at selvom Københavns sporveje forsvandt for så mange år siden, kan man til stadighed finde nye aspekter af dette vidunderlige system. Tak til alle deltagere i denne lille spørgerunde.

Venlig hilsen,

Aleman

Gåden i gaden

af Frederik N., 24/9 2011, 18:07 (4600 dage siden) @ Aleman

sidste kombination måske gouteres: 19 - 19X - 20 (men hvilket helt, naturligt tal står '19X' så for?).

Med min sparsomme viden om sporvogne vil jeg sige at 19, betyder 19 Ekstra;-)

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak