Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

København - Toldboden (scans + ??) (Generelt)

af Niels Munch, 10/4 2012, 11:53 (4419 dage siden)

Der dukkede et gammelt postkort op:

[image]
"København - Toldboden" (postgået engang i 20'erne - arkiv nm).

Billedet viser havneleben på Sdr. Toldbod med en herlig havnekran, en absolut udenlandsk godsvogn (slutsignalholdere i tagkanten, et særpræget bremsehus, hvilken nationalitet ?), gods i træfade og en ganske pompøs bygning.

Bygningen er denne:

[image]
Frilagerbygningen ca. 1895 (Wikimedia Commons).

I Wikipedia over Toldboden beskrives bygningen således:

"I stedet for den ældre toldkammerbygning opførte Finansministeriet på hjørnet af Amaliegade og Esplanaden i 1891-94 frilagerbygningen efter tegning af arkitekt Albert Jensen på et ca. 10.000 kvadratalen stort areal (et frilager havde samme funktion som en frihavn). På en høj granitsokkel rejste bygningen sig af røde mursten med bånd, gesimser og indfatninger dels af sandsten, dels af grå mursten. Den var i fritbehandlet renæssancestil og bestod af 5 fløje, en hovedbygning, kælder og 3 stokværk ud til Esplanaden flankeret af to mangekantede tårne og to lavere fløje. De 2 stokværk, henholdsvis ud til Amaliegade og til havnen, var forbundne med hovedbygningen ved mellemliggende tværfløje. Fløjen ud til havnen havde et markant indgangsparti, hvor frontonen fra den gamle barokbygning var genbrugt. Komplekset, der kunne rummer ca. 320 udlejelokaler, kostede med terrænets ordning ca. 1 mio. kr. (1905-kroner)."

Bygningen blev nedrevet i 1973. "Størstedelen af det store areal blev solgt til A.P. Møller-Mærsk, der lod sit modernistiske hovedsæde opføre her 1974-79 ved arkitekt Ole Hagen".

Fra mit ældste KRAK-kort har jeg scannet dette udsnit:

[image]
Fra "KRAKs Kort over København og Omegn 1938" (klik på kortet for større gengivelse).

Det ses især, at havnesporet ved Sdr. Toldbod, hvor godsvognen står, er en del af Toldbodbanen, der forbandt Københavns Frihavn (indviet 1894) og Østerport Station med Toldboden. Banen var anlagt som 2-sporet, og jf. Thomas Boberg's kort fra 1897 (kilde: www.havnebaner.dk/home/frihavnen) udgår det ene spor fra Frihavnens banenet, det andet fra Østerport Station.

Sammen afskærer de 2 spor Kastellets "Prinsessens Bastion", forløber bag om "Ny Kaserne", "Kommandantgården", arrestbygningen og gennemskærer "Grevens Bastion", hvorefter de - efter passage under "Gefionsbroen" - tilsyneladende løber sammen inden Søndre Toldbod. Jf. de ældre KRAK-kort, jeg har til rådighed, forløb havnesporet videre ned forbi "Larsens Plads" (ved nuv. "Amaliehaven") og videre mod Sankt Annæ Plads, men hvor langt i virkeligheden ??

Toldbodbanen var indhegnet med samme slags støbejernsgitre som Frihavnen i øvrigt, og som værnepligtig patruljevagt i 1967 i Kastellet har jeg undertiden kigget gennem tremmerne til denne øde og forladte "dobbeltsporede" jernbane, der separerede de østlige voldværker fra resten af det gamle, smukke fæstningsværk, og som var ganske uden trafik.

Banedriften i Søndre Frihavn blev opgivet i 1985, og i 1988 forsvandt Toldbodbanen helt i f.m. restaureringen af Kastellet, hvorved volde og bastioner blev retableret og dæmningerne over voldgraven blev bortgravet etc.

Bedste hilsener
Niels

København - Toldboden (scans + ??)

af gamle ole, 10/4 2012, 17:42 (4419 dage siden) @ Niels Munch

Yderst interessant historisk redegørelse, og fine fotos. Mht til godsvognens nationalitet, KUNNE den måske være tysk? Mener at have set denne placering under taget af slutsignaler bl.a. på Mærklin modeller fra start 50erne?


hilsen Ole

København - Toldboden (scans + ??)

af Steff, 10/4 2012, 19:29 (4419 dage siden) @ Niels Munch

Hej Niels!

Sammen afskærer de 2 spor Kastellets "Prinsessens Bastion", forløber bag om "Ny Kaserne", "Kommandantgården", arrestbygningen og gennemskærer "Grevens Bastion", hvorefter de - efter passage under "Gefionsbroen" - tilsyneladende løber sammen inden Søndre Toldbod. Jf. de ældre KRAK-kort, jeg har til rådighed, forløb havnesporet videre ned forbi "Larsens Plads" (ved nuv. "Amaliehaven") og videre mod Sankt Annæ Plads, men hvor langt i virkeligheden ??

Jeg har nu ledt, set på kort og luftfoto med, hvor havnesporet ender. Som jeg ser det på KRAK kort ender sporet ved det nuværende Hotel Admiral. Men ser jeg på et billede i "Københavns Havn 1840 - 1940" side 94 øverst, er der spor langs "Det Østersøisk-guineisk Kompagnis Pakhus (Korntørrermagasinet)og det er det der senere blev til Hotel Amiral. Så sporet ender faktisk næsten helt nede ved Sankt Annæ Plads.
Den har været oppe før, men mærkeligt, at man ikke fik ført banen videre over Nyhavn?

--
Steffen Dresler

København - Toldboden (scans + ??)

af gamle ole, 10/4 2012, 19:32 (4419 dage siden) @ Steff

Ja, enkelt bro over nyhavn, og vi havde haft en hel havneringbane (som omtalt i tidligere tråd)

Ole

København - Toldboden (scans + ??)

af Niels Munch, 10/4 2012, 20:23 (4419 dage siden) @ Steff
redigeret af Niels Munch, 10/4 2012, 20:36

@ Steff: Tak for kommentarer! Vedr. Toldbodbanens sydlige endepunkt mener jeg, du er ganske enig med Thomas Boberg, der på http://www.havnebaner.dk/home/oesterport/sydlig netop påviser forløbet forbi Larsens Plads. Flovt, at jeg ikke tidligere var opmærksom på denne del af hans fine site www.havnebaner.dk.

@ Gamle Ole: Tak for kommentarer! At vognen på "mit" postkort er tysk, har du givetvis ret i! Jeg kunne ikke dy mig for at gurgle videre og har fundet, at det enten er en DRG G 02 Hannover/Stettin:

http://www.modellbahnfrokler.de/archiv/100/01-g/html/100-001-g02.html

eller den lignende G 02 Karlsruhe:

http://www.modellbahnfrokler.de/archiv/100/01-g/html/100-001a-g02-karlsruhe.html

der begge har bremsehuse af pgl. meget karakteristiske type.

Fleischmann har oven i købet G 02 Stettin som model:

[image]
lige til at pakke ud og sætte på havnebanedioramaet .............

Den interessante diskussion om en "havneringbane" findes *her*.

Bedste hilsener
Niels


Tante Edit har indsat link.

Avatar

København - Toldboden (scans + ??)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 11/4 2012, 11:18 (4418 dage siden) @ Niels Munch

Kære Niels

Tak for endnu to gode indlæg fra din side.

Med din tilladelse vil jeg uploade dit fine postkort af Sdr. Toldbod på havnebaner.dk

Bedste hilsner

Thomas

København - Toldboden (scans + ??)

af Niels Munch, 11/4 2012, 14:31 (4418 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Med din tilladelse vil jeg uploade dit fine postkort af Sdr. Toldbod på havnebaner.dk


Kære Thomas,

Tilladelse naturligvis givet.

I øvrigt mener jeg at have fundet den særprægede havnekran (eller én, der ligner) her:

http://images.kb.dk/present?id=dt107822&sys=0017257&bas=kbb01

http://images.kb.dk/present?id=dt107823&sys=0017257&bas=kbb01

Teksten lyder: "Kasse ankommer med Rodin skulptur. Kran / foto. Holger D. 1930".


Bedste hilsener
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak