Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Skive-Vestsalling Jernbane - M 5 (5 fotos)

af Niels Munch, 10/2 2011, 06:06 (4824 dage siden)

Kære alle,

I min cykelferie 1961 indgik bl.a. en uges ophold hos familien i Møldrup i Vesthimmerland. Med base her og en daglig cykeldistance (i det omskiftelige danske sommervejr) på max. 120-130 km kunne jeg nå Viborg-Silkeborg i syd, Randers og Hobro-Mariager-Hadsund i øst og Skive-Salling i vest.

På foranledning af Ulrik (UTJ) følger her nogle fotos af SVJ M 5, som var en af de store "Bedstefar-modeller":

[image]

[image]

[image]
SVJ M 5 klar med godstog til Spøttrup, Skive H. 20.07.1961 (nm).

Vognen lige efter lokomotivet var i øvrigt en tidligere bænkevogn, kendelig på de store lemme og den gennemgående håndliste, hvorimod trinbrætterne var kortet af:

[image]
SVJ H 45, Skive H. 20.07.1961 (nm).

På Skive H. mødte jeg tilfældigt frimærkehandleren, som også gjorde egnen på cykel (i plusfours og støvfrakke), og vi aftalte at mødes i Spøttrup:

[image]
SVJ M 5 ved remiserne i Spøttrup, 20.07.1961 (nm).

Den flinke værkmester og jeg ventede næsten til fyraften på Peer Thomassen, der imidlertid ikke nåede frem. Da jeg 20 år senere korresponderede med Thomassen om KSB-bøgerne, mindedes vi "gamle dage", og han skrev bl.a.:

"Ja, det er jo efterhånden en snes år siden, vi et par gange rendte på hinanden. Først i Hillerød [1960], hvor du noget undrende betragtede HFHJ D 74 (ex LNJ). Senere i Salling [1961], hvor vi begge på cykel skulle husere på SVJ. Du var snedig at tage direkte til Spøttrup og fik værkmesteren til at hive en masse ud fra remiserne, medens jeg snuste langs banen og fik billeder af samtlige holdepladser. Undervejs slog lynet ned ret nær foran mig, og ved indkørslen til Spøttrup punkterede cyklen, så da jeg endelig kom til remiserne, havde man sat alt det spændende i hus igen. - Senere fik jeg taget halvdelen af Glyngørebanen, inden jeg skulle tage tilbage til Randers (dog med toget)."

Så tilsammen fik vi vist dokumenteret SVJ, inden det var for sent. Banen nedlagdes pr. 31.03.1966.

Bedste hilsener
Niels

Avatar

Skive-Vestsalling Jernbane - M 5 (5 fotos)

af Per Hauberg, 10/2 2011, 07:48 (4824 dage siden) @ Niels Munch

De fem billeder, du her viser, er ihvertfald meget vellykket dokumentation.
Tak for synet !

vh

Per

Skive-Vestsalling Jernbane - M 5 (5 fotos)

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 10/2 2011, 09:16 (4824 dage siden) @ Per Hauberg

Ved en lynhurtig "1.-behandling", er det aftalt at prøve med endnu en bane;

Skive - Vestsalling Jernbane

som den næste fællesside.

Derfor "blæses der fanfare" for indsendelse af fotos af rull.materiel til Tommy´s Forum, og denne gang kunne det -helt ærligt- være rart med nogle fotos også fra jyske fotografer, ingen nævnt, ingen glemt.

Stations fotos / faste anlæg m.v, bedes venligst -for ikke at belaste Forum- tilsendt direkte til undertegnede: erikvpedersen[snabel a]mail.dk

Størrelse: 800 pix i bredden eller større. Se iøvrigt hj.sidens indledningstekst, der "kommer på" snarest.

Belønning: Æren og navns nævnelse.


Hilsen
Erik V. Pedersen ("m. fl.")
http://evp.dk/index.php?page=skive---vestsalling-jernbane---svj

Skive-Vestsalling Jernbane - M 5 (5 fotos)

af KimC, 10/2 2011, 08:53 (4824 dage siden) @ Niels Munch

M5 er en spøjs fætter med sin "halve" tagrytter. RØHJ M1 og M2 havde også kun en halv tagrytter, dog har jeg altid troet at det var pga af man ikke havde genopbygget tagrytteren da de to var impliceret i et voldsomt sammentstød.
Tak for kigget og fortællingen.

Skive-Vestsalling Jernbane - no 1

af togfyr, 10/2 2011, 09:36 (4824 dage siden) @ KimC

hvad med nogle billeder af SVJ No 1

Skive-Vestsalling Jernbane - no 1

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 10/2 2011, 10:07 (4824 dage siden) @ togfyr

Hej "togfyr".

Ja-tak, --du kan bare sende ind.

Hilsen,
Erik V. Pedersen.
www.evp.dk

Skive-Vestsalling Jernbane - no 1

af togfyr, 10/2 2011, 12:38 (4823 dage siden) @ Erik V. Pedersen

har i billeder

Skive-Vestsalling Jernbane - M 5 (5 fotos)

af Daniel Zøllner @, Valby, 10/2 2011, 11:30 (4823 dage siden) @ Niels Munch

Hej Niels,

Herlige billeder du har fundet frem fra gemmerne:)
har du også billeder af SVJ´s Scandia Skinnebusser.?
hvis du har (og har lyst til at vise dem) så ville det være alletiders

De Bedste Hilsner Daniel Zøllner

Skive-Vestsalling Jernbane - No. 1 og B 1 (3 fotos)

af Niels Munch, 10/2 2011, 12:46 (4823 dage siden) @ Niels Munch

TAK til Erik V.P. for opstart af Skive-Vestsalling Jernbane!

"togfyren" skrev: "hvad med nogle billeder af SVJ No 1" og "har i billeder".

Disse charmerende indlæg er svære at modstå, og medens "togfyren" læner sig tilbage og lader de stegte duer flyve ind gennem sin mund ..... :-D :-D :-D :

[image]

[image]
SVJ No. 1 i Spøttrup, 20.07.1961 (nm).

Den megen udstødningsfims, der er omkring No. 1 på 2. foto skyldes, at man er ved at trække damplok Nr. 1 ud til ære for fotografen (= mig :-P ). Motorvogn No. 1 var oprindelig forsynet med centralkoblinger, der bagtil blev udskiftet med sidepuffer, hvilket ses. Fortil beholdt den sin centralkobling, og den gode Vkm. hentede en bastardkobling for at kunne trække damploket ud!

[image]
SVJ B 1, Spøttrup 20.07.1961 (nm).

Udenfor remisen stod motorbivognen SVJ B 1, som også oprindeligt var født med centralkoblinger.

Den sommer var jeg særlig omhyggelig med at nedtegne indretningsplaner for vogne, der ikke bare havde en banal 2 + 3 sædeopstilling og med lokum i det ene hjørne. Indretningsplanerne er ikke i skala, men dog nogenlunde retvisende for sædeopstilling m.v.:

[image]

Skitsen blev udført på fætter Valdemars værelse i Møldrup med min nye fyldepen og blot arkiveret ved hjemkomst. Det er s'gu' snart 50 år siden (!). Og selvfølgelig er No. 1 ikke bygget af Scandia, men af DfA!

Bedste hilsener
Niels

Skive-Vestsalling Jernbane - M 5 (5 fotos)

af UTJ, 10/2 2011, 17:15 (4823 dage siden) @ Niels Munch

Tusind tak for billeder - og det er en fornøjelse at se, at jeg ikke er den eneste der kan juble over at se billeder af en trædiesel.

Tommy gengiver i øvrigt akselafstanden på M 5 efter 1949 som den er skrevet i motormaterielbøgerne og det er forkert. Den blev efter ombygningen som MFVJ M 4 med en bogie med akselafstand 2,0 m og den anden med 2,33 m.

Min interesse i netop dette køretøj skyldes min trang til at gengive den i 87 gange mindre størrelse og hvis ellers nogle vidste hvordan sådan et teakmøbel lyder, så er den rigelig stor til at putte lyd i. Men hvilken nulevende diesel lyder omtrent som denne?

SVJ havde nu to "nummer 1" og mon ikke der dukker mange billeder op af "damp 1" hen ad vejen, for ikke at tænke på den fine G 40 som jo var en dejlig pakvogn med masser af plads.

Sidst men ikke mindst er det en fornøjelse at se at evige EVP tager bolden op og forsyner os med endnu en samleside - godt initiativ.

Skive-Vestsalling Jernbane - M 5 (5 fotos)

af OJK37, 10/2 2011, 17:40 (4823 dage siden) @ UTJ

Nå - i mm6 er SVJ M 5 da tegnet rigtigt, ligesom mål er korrekt angivet i skema.
Ole-Jørn

Skive-Vestsalling Jernbane - M 5 (5 fotos)

af UTJ, 10/2 2011, 18:33 (4823 dage siden) @ OJK37

Nå - i mm6 er SVJ M 5 da tegnet rigtigt, ligesom mål er korrekt angivet i skema.
Ole-Jørn

Tegnet rigtigt på side 75, men målene i skemaet er forkerte (side 68). Det gælder også MFVJ M 4.

Skive-Vestsalling Jernbane - 1 trb-foto.

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 10/2 2011, 19:38 (4823 dage siden) @ UTJ

Hej.

Tak til UTJ for de pæne ord, --- nu mangler vi bare, at nogle af de "gamle jyder" også giver deres foto-bidrag (eller skal sjællænderne klare det hele :-) :-) :-) ? ? ?

[image]
SVJ - Borgen trb, trinbrættet nærmest borgen Spøttrup.

Erik V. Pedersen
http://evp.dk/index.php?page=skive---vestsalling-jernbane---svj

Skive-Vestsalling Jernbane - 1 trb-foto.

af Peter Roland Hansen @, 11/2 2011, 02:40 (4823 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Bemærk bænken, som stammer fra en bænkevogn

Avatar

Skive-Vestsalling Jernbane - M 5 (5 fotos)

af Tommy Nilsson ⌂ @, Ringsted, 11/2 2011, 04:40 (4823 dage siden) @ UTJ

Tommy gengiver i øvrigt akselafstanden på M 5 efter 1949 som den er skrevet i motormaterielbøgerne og det er forkert. Den blev efter ombygningen som MFVJ M 4 med en bogie med akselafstand 2,0 m og den anden med 2,33 m.

Det bliver rettet.

--
[image]

Skive-Vestsalling Jernbane - M 5 (5 fotos)

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 10/2 2011, 18:22 (4823 dage siden) @ Niels Munch

Hej Alle.

Til den seneste fællesside om Skive-Vestsalling Jernbane har Ole Lenarth Nielsen bidraget med en stor og flot artikel om banens liv og virke.

Stor TAK til Ole Lenarth.

Erik V. Pedersen.

Se artiklen på
http://evp.dk/index.php?page=skive---vestsalling-jernbane---svj

Der arbejdes på siden --- Sammen er vi bedst.

Skive-Vestsalling Jernbane - Nr. 1 & G 40 (3 fotos)

af Niels Munch, 11/2 2011, 08:43 (4823 dage siden) @ Niels Munch

Kære alle,

Den gode Ulrik (UTJ) skrev længere oppe i tråden bl.a.:

"SVJ havde nu to "nummer 1", og mon ikke der dukker mange billeder op af "damp 1" hen ad vejen, for ikke at tænke på den fine G 40, som jo var en dejlig pakvogn med masser af plads."

Jo, værkmesterens asen og masen med No. 1 og bastardkoblingen bar skam frugt, og efter en tordenbyge kom disse "i kassen":

[image]

[image]
SVJ Nr. 1 i Spøttrup 20.07.1961 (nm).

Den flinke værkmester havde en feriedreng på besøg, som stolt iagttog begivenhederne på "sin" bane; tænk at holde ferie på en hyggelig privatbane - omgivet af rare jyder og velholdt materiel!

Apropos G 40 - den mødte jeg i Skive:

[image]
SVJ G 40, Skive H. 20.07.1961 (nm).

@ Ulrik: Glæder mig til at se et foto af din M 5, når modellen er færdig!

Bedste hilsener
Niels

http://evp.dk/index.php?page=skive---vestsalling-jernbane---svj

Skive-Vestsalling Jernbane - M 2 (3 fotos)

af Niels Munch, 11/2 2011, 10:44 (4823 dage siden) @ Niels Munch

Kære alle,

SVJ M 2 - dette Frichs' svar på Triangelvogne - fhv. VVGJ og 3-akslet, fik jeg også taget et par billeder af:

[image]

[image]
SVJ M 2 i Spøttrup, 20.07.1961 (nm).

Her er også en indretningsskitse - som de andre "rentegnet" i Møldrup den 25.06.1961 (det må have været regnvejr hele den dag):

[image]

..... ikke en skalategning, men dog anvendelig som indretningsplan.

Daniel Zøllner skrev tidligere i tråden: "har du også billeder af SVJ´s Scandia Skinnebusser.?"

Desværre ikke - lommepenge og dermed film var hårdt rationeret og prioriteret til "de spændende sager", skinnebusser "var jo overalt".

Men af en god bekendt har jeg fået dette - desværre lidt uskarpe - foto:

[image]
SVJ Sm 6 og Sp 7, Skive H. juli 1959 (foto: SvK, arkiv: nm).

Bemærk, at påskrifterne på skinnebusserne ikke er de sædvanlige "skinnebus-typer", men vel nærmest "godsvogns-typer".

Så Erik - og alle øvrige - har jeg skudt magasinet tomt f.s.v.a. SVJ. Året efter var jeg gennem Skive på knallert på vej til eller fra TFJ. På den nye banegård holdt M 2 med et lille godstog. Jeg må have fundet stedet mindre charmerende, for noget foto tog jeg ikke .....

Bedste hilsener
Niels

http://evp.dk/index.php?page=skive---vestsalling-jernbane---svj

Skive-Vestsalling Jernbane - M 2 (3 fotos)

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 11/2 2011, 12:02 (4822 dage siden) @ Niels Munch

Hej.

Der er på Forum både spurgt efter mere (i almindelighed) og efter fotos af skinnebusser. De kommer, skinnebusserne, efterhånden som jeg får scannet mine fotos i de kommende dage, --men jeg har lige en rund fødselsdag (ikke min), der skal klares.

Det er dog ikke det samme, som at alle andre skal holde sig "høfligt tilbage": E-mailforbindelsen er åben hele døgnet. -- Kom frit frem, --der er masser af fotos i skrivebordsskufferne i de små hjem.

Erik V. Pedersen.
www.evp.dk

Skive-Vestsalling Jernbane - M 2 (3 fotos)

af UTJ, 11/2 2011, 18:11 (4822 dage siden) @ Niels Munch

He, he - før eller siden ender vi på TFJ................

TFJ - ikke endnu

af UTJ, 12/2 2011, 05:49 (4822 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Hva´ sku´ vi på TFJ, når der er nye fotos (enkelte) på SVJ :-)

Der skal vi netop ikke op endnu - vi skal vente. Og i mellemtiden har vi jo dine fine sider at kigge på ;-)

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane(12 fotos)

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 14/2 2011, 05:44 (4820 dage siden) @ Niels Munch

Yderligere 12 farvefotos er kommet på Skive-Vestsalling Jernbane-siden:

[image]
"Al indkørsel forbudt" - SVJ - Brøndum. 25. september 1965.


Erik V. Pedersen
http://evp.dk/index.php?page=svj---stationer

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane(12 fotos)

af UTJ, 14/2 2011, 05:53 (4820 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Yderligere 12 farvefotos er kommet på Skive-Vestsalling Jernbane-siden:

[image]
"Al indkørsel forbudt" - SVJ - Brøndum. 25. september 1965.


Erik V. Pedersen
http://evp.dk/index.php?page=svj---stationer


Du overgår dig selv - sikke vidunderlige billeder. Håber senere at se remisen i Spøttrup i farver, da det er en ganske fin bygning.

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane(10 fotos)

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 15/2 2011, 17:10 (4818 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Yderligere 10 farvefotos er kommet på Skive-Vestsalling Jernbane-siden:

[image]
"Al indkørsel forbudt" - SVJ - Brøndum. 25. september 1965.


Erik V. Pedersen
http://evp.dk/index.php?page=svj---stationer

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane(10 fotos)

af Steen Larsen, Søborg, 15/2 2011, 19:23 (4818 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Hej Erik

Fantastisk flotte farve billeder - 46 aar gamle!
Jeg glaeder mig til at se mere! :-P

Mvh
Steen

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 15/2 2011, 20:04 (4818 dage siden) @ Steen Larsen

Hej Steen.

Tak for tidligere "beskedder"/mails. Jeg må prøve at huske det hele, selvom det kan være svært lige nu ! ! ! Jeg prøver at samle Sm-billederne, og evt. lave en side med den aktuelle overskrift "Danmarks flotteste skinnebus" (pudsigt: Der vises rød bølgelinie under ordet "flotteste", men det er OK iht. retskrivningsordbogen). Endnu en gang mangler vi mange af "de store gamle jernbanefotografer", der må sidde og "putte" med deres fotos ! ! !

Tak for "roserne", --der er desværre ikke så meget igen: 7 SVJ-fotos + 1-2 fra borgen "Spøttrup". Herefter er det sort/hvid optagelser fra dagen efter, d. 26. september ´65 med et DMJK-særtog. Næppe alle fotos vil blive lagt ud (motivmæssigt magen til farvefotografierne), men nogle er vel interessante end andre ! ! !

Erik V. Pedersen.
http://evp.dk/index.php?page=svj---stationer

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 17/2 2011, 04:01 (4817 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Så blev Spøttrup nået, og alle SVJ-stationer og de fleste trinbrætter er nu at se på siden:

http://evp.dk/index.php?page=svj---stationer

Nu mangler der så bare -undtaget Niels Munchs fotos- nogle andre bidrag, så det kan kaldes en "fællesside".


Erik V. Pedersen
www.evp.dk

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane - godstog

af Søndenfjords, 17/2 2011, 04:41 (4817 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Kære EVP
Det er et herligt lille godstog, du har indfanget på Tolstrup trinbrædt. Eller blandettog, måske.
Kender du oprangeringen?
Er det M2, der trækker?
Og er det bænkevognen, der følger lige efter?
Er godsvognene i det hele taget SVJ's egne? De havde ikke så mange tilbage på det tidspunkt.
mvh
Søndenfjords

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane - godstog

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 17/2 2011, 05:58 (4817 dage siden) @ Søndenfjords

Hej "Søndenfjords" (hvorfor egentlig "dæknavn")

Tak for spørgsmålet: Desværre nej, --jeg har ikke noteret oprangeringen.

Det er dog M 2, der er trækkende, og at den efterfølges af H 45, er der næppe tvivl om, men den sidste vogn ??? Af en kraftig forstørrelse af originalfoto´et i bedre opløsning ses, at det er en SVJ-vogn, og herefter er mulighederne jo begrænsede. L 50, 65 eller 66. Da billedet er taget "en almindelig lørdag", må det formodes at være det daglige, ordinære godstog.

Når jeg de kommende dage får scannet de to sort/hvide film, der blev taget dagen efter, på en DMJK-særtogstur, vil man måske kunne finde en løsning. Ved en sådan lejlighed, kunne der være tale om "arrangerede togstammer", men næppe lørdag.

Jeg vil gerne undgå yderligere negativstudier i dag, på noget, som måske kommer af sig selv om et par dage.

Til gengæld kan jeg se, at jeg på turen drak kaffe på Skive H, ved ankomsten lørdag, kr. 2,30 og købte nogle postkort i stationskiosken, kr. 6,-. Herefter gik jeg op i byen og lejede den cykel (kr. 3,-), som skulle fragte mig rundt lørdag eftermiddag (farvebillederne). Aftensmaden kostede kr 11,10 og fire "vand" kr. 4.70. (Man bliver tørstig af at "drøne rundt" på en cykel, Skive-Spøttrup og retur).

Overnatning kr: 19,15 og morgenmad (som dengang betaltes særskilt) kr: 5,50.

Særtogstur søndag kr: 15,-. Tre film: 13,50. Alt i alt kostede turen mig kr: 85,50, og det er jo rørende billigt set med vore dages øjne, indtil man en dag får gravet kopien af Selvangivelsen for 1965 frem fra "skuffen", og ser, hvor lidt man tilsvarende fik i løn ! ! !

...........

Og nu videre til dagens gøremål, --herunder scanneng af sort/hvid-fotos.

Erik V. Pedersen.
http://evp.dk/index.php?page=svj---stationer

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 20/2 2011, 18:06 (4813 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Weekendens opdateringer:

Opdateringer med de første, mindre, sporplaner over strækningen, men også enkelte andre fotos.

En "parallel" side med sort/hvide fotos er på vej, og åbnes en af de første dage.

Erik V. Pedersen.
http://evp.dk/index.php?page=skive---vestsalling-jernbane---svj


PS. "Kassen er stadig åben" for fotos fra Vestsallingbanen, hvis nogle af de "gamle fotografer" skulle have lyst til at medvirke. Som man kan se, har der indtil videre ikke ligefrem været "telefonstorm", til trods for, at det gerne skulle være en "fællesside" ! ! ! ! ! ! !

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 22/2 2011, 11:34 (4811 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Endnu en opdatering med nogle ældre fotos m.v og de første to stations-sporplaner.

. . . og "kassen" er stadig åben for tilsendelse af fotos, hvis nogen skulle få lyst. De fleste vil gerne se nyt på Forum / hjemmesiderne, men hvad med selv at yde et bidrag ! ! !

Det er herligt med beskedenhed, men så beskedne behøver man da heller ikke at være ! ! !

Erik V. Pedersen.
http://evp.dk/index.php?page=svj---stationer

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Søndenfjords, 22/2 2011, 13:29 (4811 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Jeg holder meget af dine sporplaner, både af din streg og din farvelægning. Sådan hører det sig til på dit site.
Og det får mig så til at komme med et stort ønske:
Er du i stand til at berige os med en sporplan over Skive gamle banegård?
Ja-ja, jeg ved godt at SVJ kun spillede en lille birolle der, men alligevel ... Der er sikkert mange andre end mig, der vil glæde sig over at se den ...
mvh
Søndenfjords

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 23/2 2011, 08:50 (4811 dage siden) @ Søndenfjords

Jeg holder meget af dine sporplaner, både af din streg og din farvelægning. Sådan hører det sig til på dit site.
Og det får mig så til at komme med et stort ønske:
Er du i stand til at berige os med en sporplan over Skive gamle banegård?
Ja-ja, jeg ved godt at SVJ kun spillede en lille birolle der, men alligevel ... Der er sikkert mange andre end mig, der vil glæde sig over at se den ...
mvh
Søndenfjords


Hej Søndenfjords (hvorfor denne uskik med dæknavn ???)

Tak for "roserne", desværre har jeg ikke oplysninger om/til den ønskede sporplan, men "lur mig" om ikke der er nogle / flere af www.jernbanen.dk ´s læsere der har oplysningerne, men som desværre "sidder lidt på hænderne".

Indtil videre må Du nok -lige som jeg- gætte ud fra tilgængelige fotos -- og her er der, for kun få minutter siden, kommet en stribe herlige gamle SVJ-fotos på Forum.

Måske de kan være til hjælp ???

Hilsen,

Erik V. Pedersen ( med fuldt navn :-) )
http://evp.dk/index.php?page=skive---vestsalling-jernbane---svj

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Ole M. Nielsen ⌂, 23/2 2011, 09:58 (4811 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Indtil videre må Du nok -lige som jeg- gætte ud fra tilgængelige fotos -- og her er der, for kun få minutter siden, kommet en stribe herlige gamle SVJ-fotos på Forum.


Må gerne bruges på din SVJ-side, Erik.

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Ole M. Nielsen ⌂, 23/2 2011, 09:53 (4811 dage siden) @ Søndenfjords

Jeg holder meget af dine sporplaner, både af din streg og din farvelægning. Sådan hører det sig til på dit site.
Og det får mig så til at komme med et stort ønske:
Er du i stand til at berige os med en sporplan over Skive gamle banegård?
Ja-ja, jeg ved godt at SVJ kun spillede en lille birolle der, men alligevel ... Der er sikkert mange andre end mig, der vil glæde sig over at se den ...
mvh
Søndenfjords

I Mogens Duus's flotte bog "med toget til Glyngøre og Nykøbing Mors" er der en sporplan over både den nye og gamle Skive H (side 130). Desværre er SVJ's sporareal på den gamle banegård ikke indtegnet, men et billede på side 131 sammenholdt med de nyligt uploadede fotos giver et indtryk af sporene.

Avatar

Sporplan gammel Skive H

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 23/2 2011, 10:00 (4811 dage siden) @ Ole M. Nielsen

Hvis jeg husker rigtig: I et af numrene af Vingehjulet fra 1962 er der en "fantom-sporplan", hvor ny Skive H's sporplan er indtegnet med fuld streg og hvor gl. Skive H's sporplan er indtegnet med stiplet streg, således at man på én og samme tegning kan danne sig et samlet overblik over de to sporplaner.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

Avatar

Sporplan gammel Skive H

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 23/2 2011, 11:24 (4810 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Omtalte sporplan er gengivet i Vingehjulet, 19. årgang nr. 3, 10. februar 1962, side 33 nederst.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

Avatar

Sporplan gammel Skive H

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 23/2 2011, 13:19 (4810 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Sporplanen i "Vingehjulet" er identisk med sporplanen på side 130 i Mogens Duus' bog.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Søndenfjords, 23/2 2011, 14:51 (4810 dage siden) @ Ole M. Nielsen

I Mogens Duus's flotte bog "med toget til Glyngøre og Nykøbing Mors" er der en sporplan over både den nye og gamle Skive H (side 130). Desværre er SVJ's sporareal på den gamle banegård ikke indtegnet, men et billede på side 131 sammenholdt med de nyligt uploadede fotos giver et indtryk af sporene.

Tak, jeg tager omgående fat i Mogens Duus' bog!

Sporplan gl. Skive H. - SVJ-delen

af Niels Munch, 24/2 2011, 04:03 (4810 dage siden) @ Ole M. Nielsen
redigeret af Niels Munch, 24/2 2011, 04:44

I Mogens Duus's flotte bog "med toget til Glyngøre og Nykøbing Mors" er der en sporplan over både den nye og gamle Skive H (side 130). Desværre er SVJ's sporareal på den gamle banegård ikke indtegnet .....


Det kommer her:

[image]
SVJ-delel af gl. Skive H. (arkiv nm).


M.v.h.
Niels

Sporplan gl. Skive H. - SVJ-delen

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 24/2 2011, 05:02 (4810 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Erik V. Pedersen, 24/2 2011, 05:22

Ja, --og denne samt sporplan over Balling, Spøttrup og en "simpel"/meget skematisk sporplan over ny Skive H findes i det gamle SIGNALPOSTEN-40-års jubilæumsskrift fra 1964, men jeg fandt de to af dem (Gl. og ny Skive H) for simple, medens selve SVJ-strækningens sporplaner er på vej.

[image] [image]
SIGNALPOSTEN´s 40 års jubilæumsskrift fra 1964.
Bemærk bagsidens reklame for de nye tog, vi hugger op nu ! ! !

Erik V. Pedersen
http://evp.dk/index.php?page=skive---vestsalling-jernbane---svj

Tak for sporplan gl. Skive H. - SVJ-delen

af Søndenfjords, 25/2 2011, 03:45 (4809 dage siden) @ Niels Munch

I Mogens Duus's flotte bog "med toget til Glyngøre og Nykøbing Mors" er der en sporplan over både den nye og gamle Skive H (side 130). Desværre er SVJ's sporareal på den gamle banegård ikke indtegnet .....

Det kommer her:

[image]
SVJ-delel af gl. Skive H. (arkiv nm).


M.v.h.
Niels

Efterhånden er tråden her havnet helt nede i bunden af side 4, så den kan være svær at finde.
Men jeg fandt din sporplan, mange tak!
mvh
Søndenfjords

Tak for sporplan gl. Skive H. - SVJ-delen

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 25/2 2011, 05:17 (4809 dage siden) @ Søndenfjords

Hej Søndenfjords.

Ikke eet ondt ord om Tommys Forum, men en fejl er netop, at "langtidsholdbart", er det ikke (Tommy har selv været inde på det). Her har hjemmesiderne nok en fordel, hvor det er betydelig nemmere at finde de enkelte ting, --hvis/når der er en "side" om emnet. Det er der jo så her: Skive Vestsalling Jernbane.

Sporplanen for Skive Nord har jeg ikke medtaget på min side, fordi der er god sandsynlighed for, at "den rigtige" snart finder vej til "siden" (har den nu været savnet i 87 år, går det vel også med et par dage til :-) )

Om alt går vel, kommer de resterende, egentlige SVJ-planer på i dag, sammen med endnu nogle fotos fra strækningen.

Apropos:

HUSK undersiderne. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der er nogle, der ikke har / havde opdaget undersiderne ! ! !


Erik V. Pedersen
http://evp.dk/index.php?page=skive---vestsalling-jernbane---svj

Avatar

Tak for sporplan gl. Skive H. - SVJ-delen

af Tommy Nilsson ⌂ @, Ringsted, 25/2 2011, 05:26 (4809 dage siden) @ Søndenfjords

Efterhånden er tråden her havnet helt nede i bunden af side 4, så den kan være svær at finde.

Hvis du sorterer forummet efter seneste indlæg, så er tråden øverst på side 1. ;-)

--
[image]

Tak for sporplan gl. Skive H. - SVJ-delen

af Søndenfjords, 25/2 2011, 07:25 (4809 dage siden) @ Tommy Nilsson

Jeps ... men når det nu ikke er seneste indlæg, man leder efter ... ;-)

Sporplan gl. Skive H. - SVJ-delen - Sporplan 1944

af h087 ⌂, køge, 14/8 2013, 00:16 (3908 dage siden) @ Niels Munch

:-)

Hej

en gammel tråd jeg faldt over i søgen om noget Glyngøre

men her udsnit DSB sporplan 1944 med SVJ delen indtegnet med rødt

[image]

mvh
henning h087

--
med venlig hilsen
henning orlowicz h087- h087@hotmail.dk

Avatar

Sporplan gl. Skive H 23. marts 1944

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 11/11 2013, 19:13 (3818 dage siden) @ Søndenfjords

Og det får mig så til at komme med et stort ønske:
Er du i stand til at berige os med en sporplan over Skive gamle banegård?

Klik på billederne for højere opløsning.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

[image]

[image]

[image]

[image]
Sporplan gl. Skive H 23. marts 1944. Sporplanen er sandsynligvis lidt ældre end som så, idet man sandsynligvis blot har taget nyeste sporplan og tegnet gasledningprojektet ind herpå. Klik på billederne for højere opløsning. Arkiv: Landsarkivet for Nørrejylland TTDSB-100A BB-412.

Sporplan gl. Skive H 23. marts 1944

af h087 ⌂, køge, 11/11 2013, 19:39 (3818 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

:-)

der ligger en sporplan her af Skive H 1944 i jpeg 2000 pixel og i PDF/tiff
http://rundremisen.dk/forum/index.php?topic=375.0
betinger log ind

endvidere en sporplan af Havnen også og stationerne på strækningen Skive H - Glyngøre
http://rundremisen.dk/forum/index.php?board=31.0

mvh
henning h087

ps - såfrem man er interesseret i Tiff filer - så kan jeg kontaktes via kuverten foroven eller via Email ved underskriften
hvis man ønsker tiff filer - så skal jeg jo bruge en Emailadresse for at kunne vedhæfte og sende dem

[image]

[image]

--
med venlig hilsen
henning orlowicz h087- h087@hotmail.dk

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane (m. 10 fotos)

af Ole M. Nielsen ⌂, 23/2 2011, 08:32 (4811 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Endnu en opdatering med nogle ældre fotos m.v og de første to stations-sporplaner.

. . . og "kassen" er stadig åben for tilsendelse af fotos, hvis nogen skulle få lyst. De fleste vil gerne se nyt på Forum / hjemmesiderne, men hvad med selv at yde et bidrag ! ! !

Det er herligt med beskedenhed, men så beskedne behøver man da heller ikke at være ! ! !

Erik V. Pedersen.
http://evp.dk/index.php?page=svj---stationer

Så må jeg jo hellere give et bidrag.

[image]
SVJ L 50, Skive H 30/5-1961 (udsnitsforstørrelse, deraf kvaliteten).


[image]
SVJ's drejeskive og sporareal på Skive H, set fra øst 30/5-1961.


[image]
SVJ remise og kulgård, DSB-sneplov og MFVJ's ukrudtssprøjtevogn (tender fra MFVJ 5), 30/5-1961.


[image]
SVJ sporareal på Skive H, set mod øst 30/5-1961.


[image]
SVJ drejeskive på ny Skive H 18/9-1964. SM-skinnebus er ved at løbe om på den anden ende af SP-bivognen (nærmest).


[image]
Skive Nord, set fra syd 30/5-1961.


[image]
Skive Nord, set fra syd 30/5-1961.


[image]
Udkørsel fra Skive Nord mod Skive H 30/5-1961.


[image]
Skive Nord, set fra nord-øst 18/9-1964.


[image]
Skive Nord, set fra syd 18/9-1964.

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane (m. 10 fotos)

af Søndenfjords, 23/2 2011, 09:01 (4811 dage siden) @ Ole M. Nielsen

Så må jeg jo hellere give et bidrag.

Og hvilket bidrag! Herligt at se så mange historiske billeder fra Skive gamle banegård og fra Skive Nord, tak for det!

Avatar

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane (m. 10 fotos)

af Per Hauberg, 25/2 2011, 18:00 (4808 dage siden) @ Søndenfjords

Dether er simpelthen spændende.
Jeg nåede ikke at besøge SVJ, før det var for sent, så måske nyder jeg i endnu højere grad, at nogen har fået gjort "så meget ved det" som tilfældet er.
Gamle Skive H er også et førstegangsmøde gennem disse billeder, som vidner om en provinsidyl af de allerskønneste --set herfra og nu. Det har næppe været så romantisk at arbejde der...
Tak for synet !

vh

Per

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 23/2 2011, 18:00 (4810 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Endnu en opdatering af "Fællessiden om SVJ -- denne gang med ca. 25 materiel-fotos fra d. 26. september 1965. -- OK, --SVJ havde ikke meget rull. materiel på det sidste, så nogle er naturligvis gengangere, omend med nogle år imellem optagelsestidspunkterne, men der er da også nye (gamle :-) ) fotos mellem dem.

Erik V. Pedersen.


Erik V. Pedersen.
http://evp.dk/index.php?page=svj---rullende-materiel

Avatar

Tak for billederne

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 24/2 2011, 06:18 (4810 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Hej Erik

Flotte billeder - som sædvanligt. Vi må alle prise os lykkelige, at I var nogle, der kunne se skriften på væggen og brugte tid, kræfter og penge på at få fotograferet, hvad der var at fotografere, mens tid var.

Den dag, der ikke mere er nogle af din "kaliber" til at forsyne os andre (jeg er årgang 1958) med kvalitetsbilleder, bliver jernbanelitteraturen og jernbanen.dk/forum meget, meget fattigere.

Jeg har selv nogle tusinde sort/hvide negativer fra midten af 1970'erne til starten af 1980'erne. De er næppe af en kvalitet, der vil kunne bære en selvstændig bogudgivelse endsige en egen hjemmeside; men jeg vil "dryppe" dem her i Forum, efterhånden som jeg får dem skannet og i det omfang de "passer" til de emner, som behandles her i Forum.

Offentliggørelse af fotos eller ej ("uden vederlag"), er en interessant diskussion, som aldrig slutter. Som jeg har læst mig frem til eksisterer der samlinger, som nok er bevaret for eftertiden, men som - i hvert fald i øjeblikket - er vanskeligt tilgængelige. Det er synd for os alle. Så derfor endnu engang tak til dig og også til f.eks. Gunnar W. Christensen samt alle mulige andre kendte og ukendte bidragydere her i Forum, på jernbanen.dk generelt og på internettet generelt.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 25/2 2011, 09:19 (4809 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Endnu en opdatering af "Fællessiden om SVJ" -- denne gang med yderligere 25 materiel- og stations-fotos fra d. 26. september 1965.

Billederne fordelers sig jævnt over hele strækningen, og dækker egentlig hjemturen fra Spøttrup til Skive.


[image]
"Jeg vil også komme til at savne Vestsallingbanen"

(M2-L66+H45 ved viadukten trb. 26. september 1965.)


Erik V. Pedersen.
http://evp.dk/index.php?page=svj---stationer-sort-hvid

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Søndenfjords, 25/2 2011, 11:42 (4808 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Endnu en opdatering af "Fællessiden om SVJ" -- denne gang med yderligere 25 materiel- og stations-fotos fra d. 26. september 1965.

Herligt!
Men EVP dog - hvor er postbilen ???

>>Opdatering<< Skive-Vestsalling Jernbane.

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 25/2 2011, 16:27 (4808 dage siden) @ Søndenfjords

Hej Søndenfjords.

Desværre, --den var lige kørt :-) man kan ikke få alt, hvad man vil ha´. Den skal nok komme igen ved en anden bane, --måske.

Indtil da, må Du nøjes med den sidste sporplan på selve SVJ, --Spøttrup.

Erik V. Pedersen.
http://evp.dk/index.php?page=svj---stationer

Indsend billeder
Siemens Desiro / DSB litra MQ indsættes i drift
Siemens Desiro / DSB litra MQ indsættes i drift

Læs i denne artikel om forhistorien, bygningen, godkendelsen og ibrugtagningen af nye Siemens Desiro togsæt til DSB i 2002. Tekst og billeder er af DSB´s projektleder for litra MQ Hans Werner Hansen.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak