Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Jernbane sightseeing i London (Generelt)

af Leif Jørgensen, København Ø., 28/6 2016, 15:36 (2859 dage siden) @ Tommy Nilsson

London Transport Museum har et pænt udvalg af sporvogne, busser, undergrundstog mv. og forskellige udstillinger, men du må nok regne med at dele pladsen omkring dem med mange børnefamilier. Til gengæld har museet en velforsynet museumsbutik i to etager. Den nederste i stueplan er for almindelige besøgende og turister med alskens souvenirs, mens den øverste er for entusiaster med bøger, dvd'er og modeller.

Den førerløse Docklands Light Railway er også et besøg værd. Her er trekantsporet Delta Junction ved West India Quay og Poplar lidt af en oplevelse med spor i flere niveauer. Derudover kan en tur kombineres med et besøg i Greenwich eller en tur med svævebanen Emirates Air Line.

Derudover har London selvfølgelig også sine allestedsnærværende dobbeltdækkerbusser, der trafikerer en lang række linier i de centrale bydele. Nogle af de klassiske Routemastere kører på en afkortet udgave af linie 15 mellem Trafalgar Square og Tower Hill i dagtimerne.

Med venlige hilsner og ønske om en god rejse
Leif Jørgensen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak