Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Fleksibel holdning til overkørsler? (Jernbanen i dag)

af Casper (ikke indlogget) @, 31/1 2013, 16:20 (4105 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Jeg forstår i grunden ikke at BDK gør sagen om sådan en bette sti-overgang til en stor ting.

De burde graduere sagen lidt, se på om der er god oversigt, om der har været tidligere uheld og næsten-uheld.

Desuden kan en manglende overgang jo betyde, at man bare krydser alligevel. Fordelt i hele skoven. En officiel overgang betyder at man kan lede de gående over på et sted med god oversigt, og at lokoføreren er forberedt, evt. med regel om brug af tyfon.

Man skal også huske at en vej er en del af infratrukturen og transportnettet, lige så vel som jernbanen er det. Og lokale sociale og økonomiske relationer kræver faktisk også veje. Så det er en afvejning om det ene skal lukke det andet.

Det vigtige er at få lukket de farligste overkørsler. Man kunne med fordel dele sagen op i to dele, så man lader den sidste håndfuld overkørsler, som borgerne vil beholde, få en overgangstid, hvor man så kan vurdere sagen igen.

Jeg forstår heller ikke at man ikke vil overveje nogle simple signaler, som de finske. En enkelt diodelampe mod hver retning, som blinker. Jeg mener de koster 20.000 euro.

De er ret billige at etablere i forhold til de 3 mio. (så vidt jeg husker) som en sikret bom-overkørsel koster.

Sverige og Finland er store lande med et vidtstrakt jernbanenet og nogle ekstremt øde områder og skovveje. Det er helt urealistisk at fjerne alle ubevogtede overkørsler. I stedet laver man kampagner og har fundet på billigere elektronisk sikring.

Når man ikke har sådanne kampagner her i landet, er det sikkert fordi overkørsler primært findes i "udkantsdanmark", hvor folk finder sig i tingene (dødsulykker) og politikerne er ikke så obs på det.

Jeg har været til møde med COWI om overkørsler på thybanen (en lidt nørdet interesse - men jeg er thybo og har altid interesseret mig for det). Det virkede dog som om de havde 100 pct. styr på det hele, og borgerhøringerne har været vældig godt gennemført.

Jeg har også snakket med en BDK-mand i telefonen og foreslået forskellige alternative løsninger, men han mente alt var prøvet.

Det mener jeg nu ikke - der er mange løsninger som kunne bruges i Danmark. Man kender kun to ekstremer: en totalt sikret overkørsel til 3 mio. eller mere - eller en lukning.

Hvorfor har man aldrig lavet kampagner, bedre skilte osv?

Her er f.eks. en hollandsk overkørsel:

[image]

og en ubevogtet:

[image]

Holland har et andet problem end det svensk/finske. I Holland er det nok snarere problemet, at landet er så fladt, så det ville være meget kostbart at bygge niveaufri skæringer alle steder, især i byerne. Man har en del overkørsler med mange spor lige ved stationer, og de er sikrede med kameraer, sensorer og andet godt. Alligevel er det selvfølgelig ikke optimalt.

Bedre, større og anderledes skilte er ikke forsøgt i Danmark. En sikret overkørsel har faktisk samme design som i 1930'erne. Færdselstavlerne er selvfølgelig af bedre materiale i dag, og reflekterende, men farver og størrelse er det samme, så vidt jeg kan se.

Hvorfor gør man ikke alt udstyr ved jernbaneoverkørsler rødt/gult eller sort/gult i stedet for rødt/hvidt? Det kunne også signalere at man skal være særlig forsigtig. Og sætter rektangulære skilte op ved siden af overskæringen, ligesom de hollandske. Man kunne gøre meget for små penge.

På Thybanen har en del dødsulykker simpelt hen skyldtes for meget bevoksning. Det ansvar må BDK tage på sig. Det er ikke altid bilistens skyld. Hvis man standser ved en ubevogtet overkørsel og følger alle færdselsregler, men alligevel ikke kan se toget, er der noget galt.

BDK har også indrømmet noget, for de har da genindført "Giv agt" i det vestlige Thisted. Her er der flere meget dårlige overkørsler, med alt for stor hældning + bevoksning, som gør at bilisten har travlt med at manøvrere bilen og ikke gå i stå, men samtidig skal passe på toget. Det går ikke. Jeg frygter lidt at BDK kun ser på antalle af overkørsler, ikke på deres farlighedsgrad. Og at man laver for meget skrivebordsarbejde ud fra et kort.

Jeg er selvfølgelig godt klar over at det er bedre at nedlægge end at forbedre overkørslerne. Og nu er der endelig kommet penge til det. Men det kunne virke som om man har droppet alle forbedringsmuligheder gennem årene, fordi man bare ville have dem nedlagt. Og så kunne det jo ikke gå, at statistikken kunne forbedres på andre måder. Det er lidt synd for de kvæstede og dræbte at man ikke har gjort løbende forbedringer hele tiden.

Men vi glæder os da til at Thybanen nu bliver civiliseret. Og især hvis hastigheden engang kan sættes op.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Svenska-lok
ContecRail

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak