Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Hvorfor interesserer DU dig for jernbane? (Generelt)

af Thomas J. Wiltrup @, 11/2 2013, 15:18 (4124 dage siden) @ Hans Christian Davidsen

Ja, det er et interessant spørgsmål, som kvinderne i mit liv ofte har stillet mig:
Er der for lidt sex i vort ægteskab?
Er du pervers?
- og ofte andre spørgsmål, der mest har haft noget at gøre med, at der må være en eller anden afsporing (!) i sexlivet.

Nu kan vi mænd have mere end en interesse ad gangen. Jernbaner og sporvogne kan godt være nogle af dem - uden at de af den grund (nødvendigvis) truer forholdet til en kæreste eller kone eller mand.

Min oldefar var lokomotivfører - og futtede rundt med små Hs-maskiner i Frihavnen og andre steder i København, men har var pensioneret, da jeg kom til verden. Men han fortalte historier.
Og min mor fortalte, at hun som barn ferierede ovre i Jylland hos en onkel (vel noget af min oldefars familie?) der var stationsforstander i Skelhøje ved Viborg.
Og hun fortalte historier fra dengang.

Som barn boede jeg i Taarbæk, og ofte gik turen langs banelinien - og jeg kan huske helt tilbage til dengang, jeg sad i klapvogn - og det var altid spændende, om der kom et tog.
Jeg husker navnlig en dag, det var en af de nye "cowboy-lokomotiver", som min far kaldte dem, fordi MY-erne var bygget efter amerikansk læst og med GM-motorer. "General Motors" sagde min far - med dansk udtale, selvom han talte flydende engelsk (såvel som tysk, han havde studeret i begge lande) "-General Motors, lissom min bil" (Opel Olympia Rekord 1953, som stod i hans garage i Hørsholm endnu, da han døde i 2003).

Måske fascinationen for jernbaner blev grundlagt dengang.

Og ja, det var mormor og morfar, der boede på hjørnet af Øster Farimagsgade (73 st.th) og Zinnsgade, jeg ofte var hos - og sad i vinduet og talte sporvogne og skrev numrene på vognene ned på linie 14 og 15 - og en dag kom der pludselig en rød Düsseldorf'er forbi!

Så blev vi voksne, og barndommens interesser for det skinnebårne blev aldrig glemt. Så nu futter vi gerne igen rundt med jernbaner, sporvogne, lorer og skinnecykler. Men sutteflasken er skiftet ud med en god whisky :-)

Hilsen til min gode ven HC, som startede denne tråd - og til andre nørder indenfor det med metalhjul.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak