Kære Frank Nielsen

Jeg har tilladt mig at se efter i den i henvisning nævnte bog og kan her læse, at det efterspurgte system ikke bare kunne lade sig gøre, men var en almindelighed ved banerne dengang.
Man skelnede mellem ”Nærbetjening” som kunne være op til 50 meter væk fra bommen, eller ”fjernbetjent” og benævnt som en ”Afstandsbom”. En Afstandsbom kunne betjenes op til 800 meter fra betjeningshåndtaget.
Som jeg læser det, er det ikke et vejertræk som til et signal/sporskifte, hvor der blev anvendt et ”Sporskifte- eller Signalhåndtag” og eventuelle ”Spændværker”, men et regulært drejehåndtag, men med ”indbygget slæk” der gjorde, at den første og største del af spillets drejning medgik til ”Forudringning”, hvor et tandhjul bevæger en klokkearm til advarsel for gående og andre trafikanter. Ved en Afstandsbom kunne denne ikke låses i nederste stilling og den kunne tvinges op, men ved en anordning, blev det tilbagemeldt ved en alaramringning og ledvogteren kunne herefter igen dreje bommen ned. Årsagen til at en Afstandsbom ikke kunne låses i nederste stilling var den, at ledvogteren ikke kunne se, hvorfor der kunne spærres fodgængere eller køretøjer inde.
I alle tilfælde skete betjeningen ved et håndtag og vejertræk frem til bommen.
Da beskrivelsen strækker sig over flere sider, henvises du til bogen.
Håber det gav bare lidt information, der kan bruges.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

Henvisning:
Vejledning i Banernes bygning od udstyrelse, De Danske Statsbaner 1920 side 45 – 47.