Nedtælling til ny operatør på Øresund (Jernbanen i dag)
Sakset fra DSB:
Om fem dage skifter Øresundstrafikken togselskab. Franske Veolia Transport overtager trafikken i Sverige efter DSBFirst Sverige. DSBFirst fortsætter med at servicere den danske del af Øresundstrafikken - under nyt navn, DSB Øresund.
Fra søndag den 11. december hedder togoperatøren på Kystbanen DSB Øresund. Navneskiftet sker for at markere en ny start, men ellers forventer Gert Frost, konstitueret administrerende direktør i DSBFirst, ikke, at kunderne vil mærke nogen forskel i servicen.
Øresundstogene fortsætter med Öresundstågs logo, og personalet fortsætter i de samme uniformer, dog med et nyt DSB Øresund navneskilt på jakken.
Den nye 2012 køreplan, der træder i kraft samme dag, forventes dog at betyde forbedringer i rettidigheden på Kystbanen, fordi den er gjort mere robust for at sikre, at eventuelle forsinkelser fra svensk side ikke spreder sig til Danmark.
»Når DSBFirst Sverige stopper i december, og First Group trækker sig fra DSB Väst, er der ikke længere grund til at fastholde First-navnet, så derfor har vi valgt, at selskabet fremover skal hedde DSB Øresund,« siger Gert Frost.
Navneskiftet betyder dog ikke, at First Group dermed er ude af selskabet. Den aftale, der blev indgået mellem DSB og First Group i starten af august, var afgørende for at sikre både overgangen til en ny operatør i Sverige og en stabil drift for kunderne. Og som led i aftalen genindtrådte First Group i bestyrelsen for det fælles holdingselskab for Øresundstrafikken, nu DSB Øresund Holding A/S.
Samarbejdsaftale
I den samarbejdsaftale, der indgås mellem parterne onsdag den 7. december, er der fokus på, at trafikken over Øresund fortsætter til gavn for de mange pendlere mellem de to lande. Alle togsæt vil, som i dag, indgå i en samlet pulje og indsættes, så de udnyttes bedst muligt over sundet. DSB Øresund får operatøransvaret for alle togsæt, der kører i Danmark, og Veolia i Sverige.
»Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med både Veolia og Öresundståg. Det har været intensivt, fordi vi reelt kun har haft fem måneder til at gennemføre overdragelsen, hvor det normale er 12-24 måneder. Nu er vi klar til at underskrive den endelige aftale på onsdag,« siger Gert Frost.
Her kører DSB i Sverige fra 2012:
DSB Väst (Göteborg)
DSB Småland (Jönköping)
DSB Uppland (Nord for Stockholm)
Roslagståg (Stockholm)
DSB's selskaber hedder nu:
DSB Øresund A/S, tidligere DSBFirst Danmark A/S
DSB Øresund Holding ApS, tidligere DSBFirst ApS
DSB Väst AB, tidligere DSBFirst Väst AB