Assensbanen, lidt fakta.

af Poul Andersen, 17/3 2017, 09:38 (2600 dage siden) @ Hans-Henrik Landsvig

Jernbanekyndig læsning af Lars Viinholt-Nielsens Assensbanen 1884-1984 afslører hurtigt, at banen havde et meget svagt spor, som først blev ordentligt forstærket mellem 1949 og 1953 - men kun til Ebberup. Et lokomotiv af R-maskinestørrelse fik først lov at køre helt til Assens efter persontrafikkens ophør i 1966 - og så med max. 30 km/t.

Ifølge Lars Viinholt-Nielsens bog, som museet altså har orienteret sig i med glæde og stor respekt, var det af damplokomotiver især litra J, G, Df og D, som tog det rå slid i 1900-tallet.

Jeg tilføjer for egen regning, at de har et visuelt udtryk, som adskiller sig særdeles væsentligt fra R-maskinen, som i øvrigt måler 16,35 meter over akslerne, og derfor slet ikke kunne vendes på 12,7 meter drejeskiven i Assens.

Nu er det vel meget naturligt at vælge et damplokomotiv til museumsplakaten, og jeg synes, at Lars Viinholt-Nielsen har fundet mange plakategnede billeder til sin bog (om end de er ringe gengivet), og der er da forhåbentlig mange flere gode billeder i arkivet i Assens. Sågar en MP-motorvogn ville passe bedre i sammenhængen end R-maskinen.

Og så for god ordens skyld: Jeg har generelt intet mod R-maskiner på plakater. Min yndlingsplakat er sjovt nok netop denne:

http://permild-rosengreen.dk/shop/168-retro-plakater/5854-rasmussen-10-dsb-1950/

Mange hilsner

Hans-Henrik Landsvig

Plakaten viser R 946, som var trækkraft på DJK´s afskedstur på Assensbanen den 19. maj 1966, - få dage før ophøret af persontrafikken.
Der blev kørt som særtog med tenderen forrest Tommerup - Assens, og retvendt som arbejdstog Assens - Tommerup.
Akseltrykket på Assensbanen var, Tommerup - Ebberup, 20 tons og Ebberup - Assens 16 tons. Hastigheden var 75 km./t. (R 946 havde 16,4 tons akseltryk !).
I tiden efter den 21. maj, 1966, som Godsbane, blev akseltrykket Ebberup - Assens hævet til 19 tons, dog med 30 km/t., mens der måtte køres med 45 km/t. Tommerup - Ebberup (normal hastighed på de fleste Godsbaner).
Grunden til det mindre akseltryk Ebberup - Assens skyldes, at der ved en tidligere påbegyndt spormodernisering var anvendt 37 kg/m. skinner mellem Assens og Kærum, samt på Ebberup st., mens Tommerup - Ebberup fik 45 kg/m. skinner.
De nævnte 37 kg/m. skinner, blev sidst i 80´erne erstattet af 45 kg/m. skinner, og akseltrykket hævet til 20 tons på hele strækningen.
Dog måtte rangértræk fremført af MY og MZ lokomotiver kun køre 30 km/t. mellem Ebberup og Assens ( et gæt, - begrænsning for broen over den tidligere roebane ved Kærum).

Mvh.
Poul.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak