DSB Hs 388

af Steffen Dresler, 13/3 2018, 22:11 (2237 dage siden) @ Steffen Dresler

God aften til alle

Jeg havde et spørgsmål til DSB litra Hs II nr. 388, der var fotograferet omkring 1964 på ”ophugningssporet” på Gb. Jeg kunne ikke forstå, at lokomotivet skulle være udrangeret koblet (altså drivstangen fra krydshovedet og ned til drivtappen), fabriksplader, nummerplade, skorstensbånd og lanterner. Disse var normalt aftagne ved udrangering og lokomotivet placeret på et spor og afvente salg til ophugger (beordret ved udrangeringsskrivelsen fra Maskinafdelingen).

Nr. 388 var ikke lige sådan ”at få has på” og den havde ført en lidt omskiftelig tilværelse og der KUNNE herske lidt forvirring om dets ”whereabout”. Nr. 388 var oprindelig en Sjællænder, og skiftede lidt mellem landsdelene, men forblev til sidst det meste af dets tjenestetid i Jylland. Jf. dets lokomotiv kort samt noter udført af Gregersen sendt endelig til 1. Dc. pr. 30-11-1959. Men lidt forvirring, da Kaj Mose Nielsen angiveligt har fotograferet maskinen på Gb i 1958, hvis altså hans angivelserne er korrekte. Men her var maskinen rettelig på Fyn og rangerede i Svendborg?

Lokomotivet var sidste gang til stor reparation og færdig pr. 31-7-1956 og fik skiftet hjulringe 30-7-1959 og så sendt til Sjælland jf. ovenstående.
Maskinen har efter dets overførsel til 1. Distrikt fået udskiftet dets olielanterner til AGA, der alt andet lige var noget nemmere at arbejde med i ”lygtetændingstiden”.

Kørselsmæssigt præsterede det nu ikke noget videre og har altså ”henstået” uden dog at være ”henstillet”. Det er faktisk først i 1963 det får lov til at bestille noget og det i perioden fra APR og til JUN/JUL 1963, hvor det rangerer i Hedehusene (sten og grus). I JUL 1963 kommer til så til Gb og der er herefter faktisk ikke nogen kørsel at registrere. Det henstod ubenyttet. Maskinen bliver så officielt hensat pr. 31. JAN 1964. Det blev foreslået udrangeret pr. 3. MAR 1964, men fik frist frem til 8. MAJ 1964. Dette passede også nogenlunde med de normale tidsfrister, for at dette lokomotiv skulle have været indgået til stor reparation (S-rev.). Disse blev dog på dette tidspunkt ofte skubbet, da lokomotiverne jo alligevel ikke blev slidte så meget og her med nr. 388, tilsyneladende bare havde stået.

Maskinen blev herefter klargjort til salg pr. 11. NOV 1964, det vil sige alt brugeligt fjernet og udbudt til salg pr. 13. NOV 1964. Nr. 388 blev ikke straks solgt, da Gregersen har noteret det helt frem til 1969 på Gb. Maskinen blev ophugget 1970 af Nordisk Jern og Metal (NJM) på Islands brygge, hvor pladsen normalt tilhørte Fa. Levin. Om Levin var solgt til NJM på dette tidspunkt, eller udførte arbejdet for NJM ved jeg ikke.

Så jeg kan ikke svare på mit eget spørgsmål til det første billedes mere præcise dato, men nok blot konstatere, at maskinen højst sandsynligt ER udrangeret uden der er aftaget de normale dele. Det er først sket senere.

Tak til Georg Schmidt for supplerende informationer.

Med venlig hilsen og godnat

Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Indsend billederSvenska-lok
DSB MZ1454

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak