Tilfældigvis sad jeg så sent som mandag aften og læste om dette emne i Slaggeposten.

Jeg citerer fra nummer 35, november 2008:

Ovenfor er nævnt beredskabslagre af kul og briketter.
Benzin var også vigtig, og 1. distrikt havde allerede
i oktober måned undersøgt, om der nogle
steder kunne etableres benzinlagre, jf. også et tidligere
indlæg. Noget helt konkret ses i en skrivelse
fra Generaldirektoratet d. 29. november 1939 til 1.
distrikt, hvor det bl.a. hedder: ”Efter Ordre har
Statsbanerne for Regeringens Regning foretaget
Indkøb i Beredskabsøjemed af et Parti Benzin i
Tromler, hvorhos Statsbanerne er anmodet om at
sørge for Modtagelse og Oplagring af Benzinen.
En Del af Benzinen er ønsket oplagt i Svebølle paa
Areal tilhørende Statsbanerne, og man har derfor
dirigeret dette Parti til Kalundborg. Partiet vil blive
overført med M/S ”Slesvig”, der forventes at
kunne laste ca. 26.000 Tromler eller ca. 4300
Tons. Ladningen kan ventes at ankomme mellem
20. og 30. December. (..)”. I en anden skrivelse fra
samme dag bemærker man om lagrene, at ”der
maa ikke aftages af dem uden efter Finansministeriets
nærmere Bestemmelser.”. Svebølle fik altså
”flydende beredskab”, og det samme skete i Langå
(ca. 10.000 tromler), Brande (ca. 10.000 tromler)
og Munkebjergby grusgrav (5.000 tromler). Sidstnævnte
sted var sidesporet fjernet i 1938. D. 15. februar
1940 bemærker en skrivelse, at oplaget i
Svebølle skulle flyttes til Døjringe – selvom der
omtales blot 500 eller 900 tromler. Opholdet i Døjringe
blev dog af kort varighed, for i anden forbindelse
nævnes i en skrivelse fra 30. maj 1940 at de
500 tromler (som det åbenbart drejede sig om) nu
var sendt i jernbanevogne til Østerport station
(”Det forenede Oliekompagni”, benzinhavnen),
hvilket uden tvivl hang sammen med, at kørslen på
Vedde-banen nu skulle ske med damplokomotiver,
og benzinoplaget lå for tæt på sporet. Det ses ikke
af hverken Statsbanernes årsberetning eller tilgængeligt
materiale for finansloven 1939-40, hvad disse
udgifter beløb sig til. Endelig bemærker generaldirektør
Knutzen i sine erindringer, at Statsbanerne
ved kapitulationen havde gemt ca. 100.000 l
benzin, som frihedsbevægelsen så kunne få gavn
af.

M/S Slesvig tilhørte Det Dansk-Franske Dampskibselskab, var bygget i Helsingør i 1938, kunne laste i alt 6000 tons, var i udeflåden under krigen, og kom tilbage i 1946. (Ole Stig Johannesen: Dansk-Fransk).

Billedet af lageret giver mig kuldegysninger. Tønderne er end ikke delt op i grupper, så man kan holde øje med, om der er gået hul på noget midt inde i flokken.

Skrænten kan vel tage lidt af for den værste trykbølge, men en eksplosion vil formentlig kyle mange tønder højt op i luften sammen med deres brændende indhold, hvorefter de vil falde ned over et større område.

Hvad pressen angår, mindes jeg den officielle kommentar til fyrværkerifabrikkens tilstedeværelse i Seest, da en lokal tv-station begyndte at stille spørgsmål:

-I får mig ikke til at sige, at det er farligt.

Det var så før, det hele røg i luften.

I tilfældet Svebølle, har Nationaltidende og andre formentlig hurtigt fået mundkurv på.

Diverse myndigheder så problemerne nærme sig og hamstrede både brændstof og korn i store mængder, og der har i sagens natur ikke været mulighed for at opbevare det alt sammen forsvarligt.

Og samme myndigheder har selvfølgelig ikke ønsket, at der blev skrevet for meget om mængder og placering.

Det ville interessere mig, hvis Morten har flere udklip.

Med venlig hilsen

Hans-Henrik Landsvig

Tak for info, Hans-Henrik. M/S SLESVIG ankom til Kalundborg den 21. december 1939 fra et lager i St. Rose ved New Orleans. Det er en meget omfattende og ikke specielt jernbanerelateret historie, der ligger bag mit spørgsmål, som jeg desværre ikke kan uddybe nærmere her. Dog kan jeg fortælle, at tromlebenzinen ikke blev indkøbt af DSB men af Alexander Fløtkjær på vegne af forsvarsminister Alsing-Andersen, hvilket skete under meget dilettantiske omstændigheder og hvad jeg vil betegne som værende på grænsen af kontrabande: Flere af den sandsynlige (amerikanske) leverandørs olielaster var allerede i begyndelsen af september 1939 taget i prise af englænderne på vej til leverandørens lagre i Tyskland men undervejs omdirigeret til Malmø. Regeringen advarede primo september danske importører imod at købe såkaldte "svømmende" olielaster fra bl.a. den pågældende leverandør, men desuagtet ser det ud til, at den alligevel gerne handlede med leverandøren, når blot det gik lovformeligt for sig. At leverandøren, en amerikansk olieoutsider, var en af tidens største olieleverandører til Tyskland betød ikke så meget. Både USA og DK var jo neutrale.