DSB Desiro - Litra MQ
I december 2000 lejede DSB tre røde 2-vognssæt af typen Desiro fra Angel Trainz Contracts Ltd. De tre sæt var nybyggede af
Siemens AG i Tyskland og var identiske med den tyske type DB 642. Efter at være blevet udstyret med bl.a. kaffeautomater, blev de sat i ordinær drift på Svendborgbanen den 22. marts 2001 som MQ 4951/4971-4953/4973.
Erfaringerne med Desiro var gode, og DSB besluttede derfor i 2002 at leje 12 helt nye togsæt fra Angel Trainz Contracts Ltd. for bl.a. at kunne afvikle hele driften på Svendborgbanen med MQ. De tre oprindelige togsæt blev tilbageleveret, og de 12 nye sæt ankom i efteråret 2002 - lakeret i DSB´s nye grå/blå design.
Hver vogn er udstyret med en dieselhydraulisk 6-cylinderet motor af typen MTU 6RD183TD, der via den yderste bogie leverer 315 kW mens de to vogne deler en fælles Jacobs-bogie. Vognkassen er bygget i aluminium (med front i glasfiber) med lavtliggende gulv, store panoramavinduer, brede døre og klimaanlæg. Toget er udstyret med ATC, trykluftbremse og magnetskinnebremse samt Scharfenbergkoblinger og der kan maksimalt sammenkobles 3 togsæt.