Forord af Jan Geugjes
Den første jernbane i kongeriget Danmark åbnede i 1847 mellem København og Roskilde. Den 27. april 1856 åbnede strækningen fra Roskilde til Korsør og dermed var toget det hurtigste transportmiddel på tværs af Sjælland.
Præcis 5 måneder efter åbningen - den 27. september 1856 - foretog to unge fynboer (Morten Nielsen og Hans Kam) en rejse til København med den nye jernbane. De mødtes i Odense, tog derfra med dilligencen til Nyborg, hvorfra de lidt over kl 4 om morgenen sejlede med dampskibet Skirner til Korsør. Den ene af dem, Morten Nielsen (1825-1910), skrev nogen tid efter hele 80 sider om turen i sin dagbog. Her bringer vi de sider, der omhandler rejsen fra Odense til København.
Undertegnede Jan Geugjes er i øvrigt oldebarn til Morten Nielsen.

---

Efter at Reisen lykkelig og vel er tilendebragt, vil jeg efter de Optegnelser, jeg kunde faae Tid til at gjøre, nedskrive nogle faa Linier som Minde om 10 mærkelige Dage.

26. september 1856
Endnu imorges tegnede det ikke godt. Det var Regnvejr og saae heelt forstyrret ud i Luften. Peder Hansen, med hvem jeg skulde kjøre, tøvede længe, ja havde endog opgivet Odense-Reisen. Jeg var alt fra Morgenstunden af paaklædt, alle mine Reisesager ordnede, og jeg ventede med Længsel, da jeg nødig vilde beslutte mit til at gaae. Omsider klarede det op, Vognen kom, og med Glæde hilste jeg af og kom saa hertil Odense Kl.1. Min Ven og Reisekammerad, Hans Kam, kom ikke før Aften; men da Deligencen ikke gaaer før Kl 12 inat, var det jo god tid. Hos Brygger Rasmussen, som bestandig er utrættelig i at hjælpe os til rette, har vi ordnet vore øvrige Sager, faaet vort Reisetøj sammenpakket og forsynet med diverse Skildter, faaet Billetter til Nyborg (9 Mark 6 Skilling pr. Hoved) og allerede i Aftningen vare vi reisefærdige. Jeg fik hos Milos en ny udkommen Bog: "Kjøbenhavns Adressebog" at laane, der giver en heel Deel interessante Oplysninger, og som vil være en rar Haandbog.

Den øvrige Ventetid gik snart. Hans Kam var budt ned til Webers og Rasmussen og jeg gik over til Kjøbmand Johan Clausens, hvor der var endeel af hans Familie samlet, navnlig hans Olkels fra Slesvig, der har været herinde for idag at følge Niels Clausen paa Rikkelsminde hen. Kl. 9 vare vi atter samlede hos Rasmussen; en pudsig Fætter, en Herr Wappenhaus, var ogsaa kommet. Ved et Glas Punsch fik vi en lille Whist. Tiden gled snart og vi brøde op. Jeg var i en stemning som sjelden før.

27. september 1856
Efter at have spist en god aftensmad i aftes hos Brygger Rasmussen i Odense, brød vi op og fulgtes ad alle fire ind til Postgården, hvor vi fik et glas Punsch til afsked, hvorpå Hans Kam og jeg vel indpakkede, gik i dilligencen. Der var noget mudder ved sædet, som ej skal være så usædvanligt under Hett postmester Lausens spirituøse bestyrelse. Vi fik dog plads midt i kassen. I midnatsstunden rullede vi af sted. Vort håb var, at vi skulle få en god lur, inden vi nåede Nyborg for ikke at blive alt for rustne den øvrige del af rejsen. Skønt et par herrer, som gjorde os selskab, var så overordentlig galante ikke at mæle et ord, var det ikke muligt at sove. Først i Nyborg fik den ene af vore rejsefæller munden lidt på gang, og jeg erfarede da, at han var officer og stod ved 12. Bataillon og kendte meget godt min gamle kaptajn Bruns, som han sagde for øjeblikket var i Korsør. Det var blot et par ord, han ville tale med os, nogen egentlig samtale blev det ikke, så det var en mat tur og ville under andre omstændigheder have været såre kedelig. Kl. 3 nåede vi Nyborg, hvor vi tids nok fik at vide, at en kop kaffe kostede 20 skilling hos herr Schalburg. Jeg har ikke været i Nyborg i hen imod 8 år, ikke siden vi marcherede derfra den 1. marts 1849... Hos Schalburgs måtte vi vente en times tid, inden dampskibet gik. Vi gik betids derned, og det kunne nok gøres behov da der, hvor Strandporten har stået, var et næsten bundløst søle, som vedkommende godt kunne fortjene en lille reprimande for.

Maleri af Hjuldamperen Skirner (Post- og Telegrafmuseet).

Kl. 4 kom vi ombord i dampskibet Skirner, der straks derpå gled af sted med 10 á 11 miles fart. Så det omtrent var dag, nåede vi Korsør. Jeg satte for første gang foden på Sjællands grund. Få øjeblikke har været mig så glædelige, som da jeg slendrende med mit tøj forlod dampskibet og gik op til banegården, der ligger lidt nord for byen, som jeg så ikke var inde i. Der var vist heller ikke meget at efterse, navnlig var kirken meget uanselig, ja tårnet det grimmeste, jeg har set i nogen købstad. Staden vil ellers vist komme i flor, da nu næsten al farten til København fra vest og syd går herover. I havnen lå efter Skirners ankomst ikke mindre end 7 dampere: Sylfiden, Zephyr, Flora, Diana, Hermod, Kronprinsen. Det forekommer mig at Jylland lå der også, men jeg kan dog ej bestemt huske det.

Reise- og Veilængde-Kort [over Danmark] til C. G. Iversens Adressebog for 1856.

Således kunne toget have set ud, da det forlod Korsør banegård med kurs mod København.

Jernbanetoget skulle først afgaae Kl. 7, saa der var ikke saa lidt Ophold. Vi havde taget Billetter til tredie Plads (2 Rd. 12 Sk.) og kom til at sidde i den forreste Vogn, næstefter Godsvognen og Locomotivet. Toget gik. Mine Tanker gik ogsaa, ligesaa mine Øjne. Nu var der Noget at see. Jernbanen, de uhyre Jordarbejder, Arbejdsmateriale osv. Jeg vidste næppe, hvad jeg skulde see paa. Alt i flere Aar har det været mit Ønske at kjøre paa Jernbane, idag naaede det sig. Jeg var ubeskrivelig lykkelig og glad.

Den første køreplan for København-Korsør jernbanen, 1856. Det var også Mortens køreplan (afgang kl. 7:00h).

Vejret var godt. Solen skinnede blankt, og man kunde ret see omkring paa Sjelland. Den ene Bye, den ene Kirke gled os forbi efter den anden, uden at vi vidste andet, end det er en Bye og en Kirke. Jeg saae paa Hans og han på mig, vi smilte ad pure Glæde, og vi kunde ret af Hjertet sige: denne er dog den første Tur, vi har gjort, dette er dog det Morsomste, vi har oplevet. Kl. 7.39" vare vi ved Slagelse Station.

Slagelse ligger lidt syd for, hvoraf ikke stort kunde sees. Der er to Kirker i Byen. Fem minutter standsede Toget. Med en Møller nede fra Skjelskør-Kanten kom vi ret i Samtale, og han forhøiede Reisen ikke lidt, da han var kjendt lige ind til Kjøbenhavn og kunde sige os, hvad Kirkerne hed, Byerne osv., som morede mig grumme meget, da jeg iforveien kjendte Navnene. Imellem Slagelse og Sorøe gik toget stærkere end i begyndelsen, da det efter Sigende ikke kan gaae i sin fulde Kraft over den store Mose. Kl. 8.6" naaede vi Sorøe Station, der er omtrent en Fjerdingvei Syd for denne Bye. Man kunne see Sorøe Akademie, en stolt Bygning, der ligger saare yndigt ved Sorøe Søe.

Atter gik Toget og det med en endnu langt stærkere Fart. Vi kom igjennem adskillige Skove, hvor det var morsomt at see Træerne, thi vi kunde ret see, at det var en ordentlig Fart, vi var i. Kl. 8½ standsede vi ved Ringsted Station, lidt Syd for Byen. Her blev et godt Kvarters Ophold, da man skulle vente toget fra Kjøbenhavn. Det kom, og det kan nok være, at det var et stolt Syn at see disse to Tog staae lige ved Siden af hinanden. For 100 Aar siden ville det have været næsten som Hexerie, hvis det blev sagt, at man skulde gaae med Jernbane og Damp. Ja allerede i min korte Levetid er der gjort store Fremskridt.

Det er et nemt Befordringsmiddel og tillige saa behageligt i alle Maader, at Ingen kan ønske det Bedre. Min Jernbanetur idag har været noget af det Morsomste, jeg har oplevet. Kl. 9.3" ved Borup Station. 5 Minutters Ophold og atter videre til Roeskilde. Imellem disse Steder var det Skjønt, blandet Andet saae man mod Nord Herresædet Lethraborg, hvor ikke langt fra det gamle berømte Leire laae. Lidt nord for Banen laae Syv, hvor Kjæmpevisernes Udgiver, Peder Syv, er født. Snart saae vi Roeskilde med den berømte Domkirkes tvende Spiire, Roeskilde fjord og langt ind efter Frederiksborg. 9½ standsedes ved Roeskilde, og her blev Ophold igjen et Kvarteer. Det fortaltes, at den franske Prinds Napoleon, som i disse Dage gjæstede Kjøbenhavn, var i Byen for at besee Domkirken og dens Mærkværdigheder, og han kom strax bagefter. Det forekom mig, som Togets Fart endnu mere forstærkedes til Kjøbenhavn, men det kan være, at det kun var en Tanke. Rask gik det.

Nu begyndte vi at see efter Kjøbenhavn, og Egnen med sine mange teglhængte Bygninger lod formode, at den ikke var langt borte. Der var sagt, at der var flere Stationer, hvor der gjordes Ophold, og det var der og ved Taastrup 9.58", ved Glostrup 10.9" og endelig ved Valdbye 10.22". Da vi der vare forbi, igjennem de bekjendte Valdbye Bakker, saa kunde man see Kjøbenhavn.

Jeg kan ikke beskrive min Henrykkelse, det var, kort at sige, som et Triumftog. Klokken halvelleve standsede Toget. I 3 timer og 1 Kvarteer var Veien, 14½ Miil, fra Korsøer tilbagelagt.

Københavns første banegård på åbningsdagen i 1847.

Målet var nået, og ganske uventet skulle vi i det sidste øjeblik erfare, at det var nået på en så overraskende og mageløs glædelig måde, idet vor fælles ven, den kære kandidat Thurah, stod ved banegården for at tage imod os, og vi fik ham netop at se, som toget standsede. Han hilste og smilede, og det gjorde vi også. Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da han kom og modtog os med den venlige hilsen: Velkommen til København; thi man kan da ikke tænke sig noget bedre end på et fremmed sted at træffe en god ven. Så fik vi da vores tøj og marcherede af. Men sikken en tummel der var af mennesker og sikkel en trængsel. Der var straks noget at se. Jeg så og så til alle sider og vidste knap, hvad jeg skulle tænke. Jeg var bogstavelig henrykt af glæde. Mine ønsker var nu opfyldte, og vel har jeg ved disse, der ved hvert år er steget, gjort mig store forventninger, men de blev alle overtrufne i disse henrykkelsens øjeblikke, da vi spadserede af fra banegården, ind efter det "store København", forbi runddelen med Frihedsstøtten, Vesterbros Teater, Tivoli, over broerne, igennem Vesterport, over Halmtorvet og ned ad Vestergade, hvor Thurah havde bestilt logi i gæstgivergården "Garvergården". Her standsede vi, hilste på vores vært, Hr. Hansen, en fynbo, tog vort kammer, nr. 9 på anden sal, i besiddelse, fik søvnen, eller rettere søvnløshedens kendemærke gnedet af øjnene, blev vaskede og sansede, samt forsynede med ren krave og ret anstændige flipper ved begge sider på hagen, fik tynde støvler på begge ben, og det gik alt sammen rask fra hånden; thi Thorah tog også dermed hånd i hanke, og så var vi som Københavnere og vel beredte til at "more os".

---

Herefter fortsætter dagbogen med begejstret at fortælle stort og småt om oplevelserne i København, indtil det igen var tid at rejse hjem.

---

6. oktober 1856
Skønt Hans Kam havde lovet at vække, og skønt opvartningspigen havde lovet at vække, og skønt jeg er en sovetryne om morgenen, blev det dog mig, der vågnede først. Det var ikke langt fra, at det var på høje tid. Vi fik ingen frokost, blot en kop kaffe, og så forlod vi Garvergården og halvt løb ud til banegården. Her var en mudder, der havde noget at sige. Den korte ventetid var snart forbi, og vi sad atter i en kupé. Kl 7 gik toget. Kun et øjeblik, og hovedstaden var os af syne....
Ved midnatstide kom jeg hjem. Jeg blev modtaget med glæde af mine kære forældre og søskende. Alt stod vel til... Med et glad håb tiltrådte jeg rejsen og jeg blev ikke skuffet...
Da jeg var soldat, ærgrede det mig meget, at jeg aldrig kunne komme til København... I mange år før krigen og især efter den har jeg ønsket og atter ønsket at gøre denne rejse, men min fader syntes ikke at ville gå ind derpå. Endelig gav han nu tilladelse. Jeg har fået ro. Mine ønsker er opfyldte, min videbegærlighed er nogenlunde tilfredsstillet...

---

Læs mere her om Det Sjællandske Jernbaneselskab.