DSB damplokomotiver
DSB Litra H (I)
789 - 800
(Retur til oversigt)De 100 D-maskiner var i mange år de største godstogsmaskiner ved DSB, men der var efterhånden i Jylland-Fyn blevet behov for større maskiner til godstogene på hovedlinierne. Lokomotivfabrikken Borsig i Berlin leverede i 1923 de første 2 maskiner af en ny type, litra H, som havde 4 sæt kobbelhjul. Mens D-maskinerne havde en adhæsionsvægt på 39 tons, havde de nye H-maskiner 68 tons, altså en forøgelse på næsten 75%.
De nye maskiner havde 3 cylindre af samme dimensioner som R (II) maskinernes, men driv- og kobbelhjulene var af samme størrelse som D-maskinernes. Den indvendige cylinder skrånede væsentlig mere end på R-maskinerne for at drivstangen kunne gå fri af det forreste kobbelhjulssæts aksel. Alle 3 cylindre trak på det andet kobbelhjulssæt, mens det tredie kobbelhjulssæt havde excentrikkrankene for alle 3 cylindres styringer. Dette var nøjagtig samme arrangement som på den preussiske 1D1-koblede P 10-maskine. Denne var i øvrigt konstrueret af Borsig i 1919.
De 2 Borsig-maskiner havde samme kedeldimensioner som R-maskinernes. I 1926 leverede Frichs de 10 næste H-maskiner, og nu havde man flyttet røgkammerrørvæggen 30 cm længere frem med deraf følgende forøgelse af hede- og overhede-fladerne. De 2 kedelfødeventiler var anbragt øverst oppe på kedlen foran domen. Fødevandet førtes herfra gennem 2 kanaler af pladejern indvendig i kedlen helt til bunden. Her var der anbragt en slamsamler med en hane nederst, gennem hvilken man kunne udblæse eventuelle ansamlinger af kedelsten.
De 2 Borsig-maskiner havde oprindelig dampbremse på maskinen og vakuumbremse på tenderen. Der var også en Knorr-fødevandsforvarmer på disse 2 maskiner. De 10 Frichs-maskiner havde derimod som de første i Danmark straks fra begyndelsen trykluftbremse på maskinen og tenderen foruden naturligvis vakuumejektor og -ledning til togbremsen. Disse 10 maskiner havde Worthington-fødevandsforvarmere af blandingstypen ligesom P-maskinerne. Alle forvarmerne fjernedes i 1940erne, mens nr 799 og 800 fik trykluftudrustning og -bremse i 1940. Der var oprindelig olielamper i frontlanternerne men i 1930erne fik maskinerne gasbelysning. Endelig i 1950erne fik de turbodynamo med elektrisk lys i lanternerne. Alle disse 12 H-maskiner har altid gjort tjeneste i Jylland-Fyn. De 21. oktober 1946 kørte H 795 ind i stationsbygningen i Tommerup, hvorved 3 mennesker blev dræbt.
(BAY)
Længde:
19,465 m.
Tjenestevægt:
80,5 tons
Tomvægt:
72,5 tons
Tendervægt:
48,4 tons
Kedeltryk:
12 atm
Drivhjulsdiam.:
1,404 m.
Kul:
6 tons
Vand:
21 m³
Hastighed:
70 km/h
Antal:
12 stk.
Tegning | Nummer | Fabrikat | År | Noter |
H 789 | Frichs | 1926 | 2 distrikt 1926-40. Padborg 1930. Århus 1935. Påkørte 28/9-40 løse heste ved Hansted. Fra 1941 frontlanterne med gasbelysning. Århus 1941-54.Elektrisk turbinebelysning fra 1953. Aalborg 1955. Århus 1956. Hensat 1957 i Langå. Langå 1959-61 (hensat). Udrangeret 1961. Ophugget 1961 i Randers. | |
H 790 | Frichs | 1926 | 2 distrikt 1926-40. Padborg 1930. Århus 1935. Frontlanterne med gasbelysning fra 1941. Århus 1941-46. Aalborg 1947-56. Elektrisk turbinebelysning fra 1953. Anordning for fremføring af skinneslibetog fra 1957. Århus 1959-62. Århus 1962-70 (hensat). Udrangeret 22/12-68. Solgt 19/5-69 uden tender til ophugning til J. Løgstrup. Ophugget 1970 på Kragholmen i Frederikshavn. Tender ombygget 1971 af Cvk Kh til Sneplov 112. | |
H 791 | Frichs | 1926 | 2 distrikt 1926-40. Padborg 1930. Århus 1935. Frontlanterne med gasbelysning fra 1941. Århus 1941-56. Elektrisk turbinebelysning fra 1952. Anordning for fremføring af skinneslibetog fra 1958. Århus 1959-60. Skanderborg 1960 (hensat). Århus/Langå 1961 (hensat). Udrangeret 1961. Ophugget 1961 i Randers. Tender i Langå 1964-84. | |
H 792 | Frichs | 1926 | 2 distrikt 1926-40. Padborg 1930. Århus 1935. S-rep 28/2-15/5 1940 på Cvk Ar. Frontlanterne med gasbelysning fra 1941. Århus 1941-54. Elektrisk turbinebelysning fra 1953. Cvk Ar 1955. Lunderskov 1956 (hensat efter S-rep). Århus 1959-61 og 63-64. Århus 1965 (hensat). Frederikshavn 1965-67 (hensat). Udrangeret 1968. | |
H 793 | Frichs | 1926 | 2 distrikt 1926-40. Fredericia 1930. Århus 1935. Frontlanterne med gasbelysning fra 1941. Århus 1941-42. Fredericia 1943-56. Hensat 1956 i Fredericia. Elektrisk turbinebelysning fra 1955. Fredericia 1959-61 (hensat). Udrangeret 1961. Ophugget 1962 af H. I. Hansen, Odense. | |
H 794 | Frichs | 1926 | 2 distrikt 1926-40. Padborg 1930. Århus 1935. Cvk Ar 1941. Fra 1941 frontlanterne med gasbelysning. Århus 1942. Fredericia 1943-55. Hensat 1957 i Fredericia. Fredericia 1959-61 (hensat). Udrangeret 1961. Ophugget 1962 af H. I. Hansen, Odense. | |
H 795 | Frichs | 1926 | 2 distrikt 1926-40. Århus 1930-35. Fra 1943 frontlanterne med gasbelysning. Kørte 21/10 1946 ind i Tommerup stationsbygning - 3 dræbt. Fredericia 1942-56. Hensat 1957 i Fredericia. Fredericia 1959-61 (hensat). Udrangeret 1961. Ophugget 1962 af H. I. Hansen, Odense. | |
H 796 | Frichs | 1926 | 2 distrikt 1926-40. Århus 1930-35. Frontlanterne med gasbelysning fra 1941. Århus 1941. Fredericia 1942-56. Elektrisk turbinebelysning fra 1952. Struer 1958. Fredericia 1959-61. Hensat 31/12-61 i Fredericia. Tinglev 1962-67 (hensat). Fredericia 1967-68 (hensat). Udrangeret 12/12-68. Lunderskov 1972 (hensat). Tender ombygget 1971 af Cvk Kh til Sneplov 113. | |
H 797 | Frichs | 1926 | 2 distrikt 1926-40. Århus 1930-35. Frontlanterne med gasbelysning fra 1941. Århus 1941. Fredericia 1942-56. Elektrisk turbinebelysning fra 1955. Fredericia 1959-61. Langå 1962-64 (hensat). Udrangeret 1964. Ophugget 1964 i Randers. Tender hensat 1964 i Langå. Tender ombygget 1971 af Cvk Kh til Sneplov 114. | |
H 798 | Frichs | 1926 | I drift 17/9-26. 2 distrikt 1926-74. Århus 1930-35. S-rep 30/12-40 - 20/2-41 på Cvk Ar. Frontlanterne med gasbelysning fra 1941. Århus 1941. Fredericia 1942-56. Elektrisk turbinebelysning fra 1952. Hensat 1/1-58 i Fredericia. Cvk Ar 1959. Bramming 1960-61 (hensat efter S-rep). Fredericia/Århus 1961. Frederikshavn 1962-63 (hensat). Frederikshavn 1964-66. Kørte 4/5-67 særtog for DJK Fredericia-Vejle-Brande-Silkeborg-Skanderborg-Århus. Fredericia 1966-70. Udrangeret 26/11-70. Lunderskov 1970-73 (hensat). Solgt 1974 uden tender til ophugning. 1974 til Odense. Ophugget 1975 af H. I. Hansen, Odense. | |
H 799 | Borsig | 1923 | 2 distrikt 1923-40. Århus 1923. Århus 1930-35. Trykluftbremse fra 1939. Frontlanterne med gasbelysning fra 1941. Århus 1941. Cvk Ar 1942-43. Fredericia 1944-56 og 59-60. Hensat 1960. Skanderborg 1961 (hensat). Udrangeret 1961. Ophugget 1961 i Odense. | |
H 800 | Borsig | 1923 | Kostede 251.440,- kr. 2 distrikt 1923-40. Århus 1923. Århus 1930-35. Trykluftbremse fra 1939. Cvk Ar 1941. Frontlanterne med gasbelysning fra 1941. Fredericia 1942-56. Elektrisk turbinebelysning fra 1956. Fredericia 1959. Varde 1960-61 (hensat efter S-rep). I drift oktober 1961. Hensat 1963 i Frederikshavn. Frederikshavn 1964-66 og 68. Kørte 1970 særtog. Tinglev 1971. Malet 1972 og udstillet på Århus Festuge. Udrangeret 1976 og overdraget til Jernbanemuseet. Tinglev 1982 og 90. Randers 1992-2024. Marslev 2024. |