Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Postvogn i Hvalsø...

af Jens Bruun-Petersen, 8/4 2011, 19:27 (4775 dage siden) @ UTJ

DL 5505 (vognkassen fra Rungsted) er bragt ind i diskussionen om den brændte DO 5607. De to vogne ligner ikke hinanden, men er dog på en måde beslægtede, og ikke bare fordi de begge er toakslede postvogne:

DL 5505 blev bygget i 1901 og havde ved leveringen samme udseende som den brændte DL 5502, der som én af de første af den type var bygget i 1877. Karakteristisk var den firkantede tagrytter, dobbelt fløjdør og ret store vinduer. De to nyeste blev i 1916 ombygget med anden indretning, 1½ dør, lidt mindre vinduer og tagrytter af mere moderne nedrundet udseende. Indretningen svasrede i store træk til DO-vognenes, hvoraf de første 6 blev leveret i 1917. Måske har de ombyggede DL 5504-5505 været en art prototyper? De havde arvet de buede vognsider fra de oprindelige vogne. De første DO-vogne fik også buede, pladebeklædte sider. Først de næste 29 voge, bygget 1926-1932, fik de lige trælisteklædte vognsider.

Tre af de første DO med buede sider blev ombygget til pakkepostvogne DQ 5808-5810 i 1939. De tre andre blev udrangeret 1955-56, hvorimod de senere træklædte vogne først blev udrangeret fra 1960.

DL 5504-5505 og DO-vognene har samme ydre dimensioner, d.v.s totallængde 9,00 m. DL har akselafstand 4,2 m, DO har akselafstand 5,0 m og kunne dermed indsættes i tog med hastighed over 80 km/h, hvorimod vogne med akselafstand under 4,5 m kun måtte løbe i tog med højst 75 km/h. DO-vognene fik et lidt mindre postrum end DL-vognene, da der i den ene ende blev indrettet en bremsekupé.

De tre postvogne viste tilsammen en udvikling: DL 5502 fra 1877 var en jysk-fynsk type fra 1877, hvoraf to blev ombygget og moderniseret i 1916, og af den moderniserede udgave opstod DSB's sidste og talrigeste toakslede postvogn.

Jeg ved godt, at alle de nævnte vogne hed noget andet før 1941!

Venlig hilsen
Jens Bruun-Petersen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak