Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Højtalerudkald. Mere og mere forenklede? (Generelt)

af Niels, Aarhus, 27/9 2011, 15:20 (4601 dage siden) @ UTJ

Kære alle

Sproget er en levende og dynamisk Størrelse. Det er skabt af Mennesker, og derfor kan det ændres af Mennesker.
Det, som Dansk Sprognævn betegner som korrekt Skriftsprog er altid bagudrettet. Det er så at sige en Ophøjelse af en given Praksis til, hvad der fremover skal betragtes som den gældende Norm i forbindelse med Undervisning og offentlige Myndigheders skriftlige Materialer.
Når Sproget ændrer sig, er det fordi de mennesker, der bruger sproget til daglig udtrykker sig på en ny måde under påvirkning fra andre sprog og kulturer - sådan har det altid været, og sådan vil det altid forblive. Derfor er det blandt andet i dag at regne som korrekt sprog at skrive "toge", når man omtaler et tog i flertal - man har valgmuligheden mellem den gamle form "tog" og den nye form "toge".
Hvis vi mødte H.C.Andersen i dag, så ville de fleste af os have rigtig svært ved at forstå, både hvad han sagde og skrev. Prøv blot at gå på biblioteket og lån en avis fra før Besættelsen, så ville I se Navneord skrevet med stort og "kunne" og "ville" skrevet: "kunde" og "vilde".
Sproget er først og fremmest kommunikation, og det er det indholdsmæssige budskab, der er det vigtigste - ikke formen eller hvorvidt navneordene er skrevet med stort eller lille - er der forresten nogle, der bemærkede, hvornår jeg i denne tekst holdt op med at skrive navneord med stort...:-D

Fortsat god læsefornøjelse

Niels

--
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak