Jo, hele nationen blev i 50erne og vist også starten af 60erne dagligt tæppebombet med begrebet: ”Shell med ICA”.

Du kunne ikke åbne et dagblad eller gå i biografen uden at blive konfronteret med pågående reklamer for ICAs vidunderlighed. I dag ville disse reklamer være politisk særdeles ukorrekte.

Jeg husker en fra biografen, hvor en ung fløs i en cabriolet tanker op med mirakelmidlet, starter lakdyret, træder sømmet i bund og fræser ud over fortov og cykelssti med hjulspin og en blærerøvsfaktor, som er pænt over 100.

I en avisannonce forklaredes det, at man ikke måtte blive skuffet, når man første gang tankede ”Shell med ICA”. Der var jo stadig rester af den hidtidige (underforstået underlødige) benzin i tanken, så det var først efter anden tankning, man for alvor kunne mærke virkningen.

Man må håbe, at datidens bilister har haft en god hukommelse for deres vogns præstationer.

Jeg var omkring ti år på det tidspunkt, og allerede dengang tog jeg mig til hovedet over kampagnens tåbelighed.

Det sjove er så, at Shell i dag fører heftig kampagne for et andet vidunderprodukt, som allerede efter første tankning (fremskridt hedder den slags) kan få bilen til at køre længere på literen.

Ihukommende netop ICA-kampagnen besluttede jeg at undersøge sagen og sammenlignede systematisk den ny Shell-benzin med det generelt billigere produkt fra OK. Og ja: Jeg tankede op både fem og seks gange i træk med samme varemærke.

Det var mig umuligt at registrere nogen forskel!!!

Og hvis der havde været en, var den nok blevet udlignet af, at Shells benzin – i det mindste her i det nordvestlige københavnsområde – generelt er betragteligt dyrere end konkurrenternes.

Med venlig hilsen
Hans-Henrik Landsvig