Ligger nogen inde med den endegyldigt rigtige løsning på, hvorfor DSB´s strækningslokomotiver henstod i en lang årrække forinden endelig udrangering af Driftsmateriellet?
Specielt gjorde det sig gældende for de store strækningslokomotiver og specielt ved hensættelse fra ca. 1959 og fremefter, hvor det "normale" var en hensættelsesperiode på 6-8 år forinden udrangering. T 299 var hensat endog 12 år forinden udrangering og "overlevede" ca. 16 år forinden ophugning.
Gisninger siger, at der var tale om en "skjult" militær strategisk krigsreserve, men har ikke kunnet finde nogen skriftlig dokumentation for disse antagelser.
Omvendt ligger det klart at "Den Kolde Krig" vandt sit indtog fra 1960 og i årene fremefter. Mere eller mindre generelt gælder at lokomotiverne henstod frem nærmest til "masseudrangeringer" i 1967 og 1968.
De mindre strækningslokomotiver og rangerlokomotiverne er i gennemsnit kun hensatte 1-2 år forinden udrangering af DRM.
Selv store lokomotiver der VAR udrangeret blev ikke ophuget. Et godt eksempel herpå er bl.a. P 925 og P 927, som blev udrangeret i 1958, men først ophuggede i 1972 - 14 år senere.
Fra 1967 tyder det på at denne form for "langtidshensættelse" ikke praktiseres mere.
I forbindelse med mit dyberegående analysearbejde DSB´s damplokomotivers "livsforløb"
fra 1930 og fremefter er jeg interesseret i enhver form for evt "løsning" på dette fænomen og ikke mindst enhver form for skriftlig dokumentation.