I dag er det i den modsatte ende af spektret, der er nærmest opstået paranoia om hvor farligt det er at køre noget på jernbane, så farligt at det faktisk bedst kan betale sig at lade være. Er der noget der måske måske måske kunne finde på blive et problem, lukker man det hele på ubestemt tid, planter stopmærker i sporet, og det vil mindst koste en milliard at ordne det. Fleksibiliteten, og "the show must go on" ånden er væk, og så sker det jeg plejer at beskrive som at "mit" tog ikke kan få udkørsel fra Sønderborg H fordi der er gået en pære i et dværgsignal i Hillerød.

Kan et eksempel fra starten af 1990'erne, hvor en lampe var brændt over i et PU-signal på den lokale station, den overbrændte lampe gjorde at der ikke kunne stilles en normal togvej, idet togvejsendepunktet ikke kunne vises. Den fungerende stationsbestyrer ringede til sikringstjenesten og meldte fejlen, og de kunne komme med det samme, hvis der var en til at holde stigen - hvilket jeg meldte mig til. Lampen blev skiftet, der kunne igen stilles en alm. indkørsel og alle var glade.

Havde vi istedet skrevet 2011, skulle der nok rekvireres en vogn med lift, udarbejdes en sikkerhedsplan og være en SR-arbejdsleder til stede for at udskifte den overbrændte lampe.

Ikke at alt ved iorden før i tiden, der var nok lige mange kreative løsninger i brug, men man fik sgu' tingene gennemført og kom videre.

Idag kan man kun træffe en beslutning, hvis den står beskrevet i en manual, ingen tør tage beslutninger mere - det gælder ikke kun indenfor banens område, men samfundet i al almindelighed - ingen vil have noget i klemme. Hvis der ikke findes en regel for området, så må man vente på at løse opgaven indtil man har fået lavet en regel for netop denne specifikke opgave - det dræber jo al initiativ.

Specielt for banens område, er det mit indtryk at Trafikstyrelsen er rigtig gode til at opfinde nye regler, hvor man før blot havde en fælles forståelse for hvordan tingende skulle udføres, så skal alt være nedskrevet idag.