Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Stationsforstandere/-mestre Filskov station

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 5/2 2011, 09:58 (4831 dage siden) @ Verner Søvang Pedersen

Hej Verner

Der er to forskellige måder at udarbejde en kronologisk liste på: En forholdsvis hurtig men ikke helt nøjagtig og en noget mere omfattende men også mere nøjagtig.

Den forholdsvis hurtige er følgende:

I skal have fat i en publikation, som normalt blev udgivet af DSB og som udkom ca. hvert andet år. Den har heddet lidt forskelligt i årenes løb. I 1938 hed den f.eks. "DE DANSKE STATSBANERS TJENESTEMÆND" og i 1960 blot "DANSKE STATSBANERS TJENSTESMÆND". Senere - efter at Filskov station blev nedlagt - hed den f.eks. "DSB personalefortegnelse". Jeg gætter på at Danmarks Jernbanemuseum i Odense har en komplet samling lige som såvel Det Kongelige Bibliotek i København som Statsbiblioteket i Aarhus har/burde have en komplet samling. Du kan også prøve at søge på www.bibliotek.dk.

Det er ikke sikkert, at I kan få lov til at hjemlåne materialet; men så må I foretage en lille udflugt til Odense, København eller Aarhus. Og det vil nok være en god idé at aftale adgang til materialet på forhånd.

Når I har adgang til materialet er det rimeligt enkelt at slå op under stationsforstandere i den lønningsklasse/lønramme, som Filskov var normeret i og I vil så med to års mellemrum kunne se, hvad stationsforstanderen hed, hvornår han var født, hvornår han var ansat og hvornår han var blevet udnævnt "i nuværende stilling". Sidstnævnte har den lille krølle, at den anførte dato for "i nuværende stilling" fortæller, hvornår den pågældende var blevet stationsforstander i den pågældende lønramme og ikke nødvendigvis i Filskov. Men I kan normalt gå ud fra, at "i nuværende stilling" er den dato, hvor vedkommende er blevet udnævnt til stationsforstander i Filskov. Jeg kender ikke nærmere til Filskov station, men den har sikkeret været normeret med en stationsforstander til at starte med og stillingen er sandsynligvis på et senere tidspunkt blevet "nednormeret" til en stationsmester. Det er altsammen et spørgsmål om lønningsklasser/lønrammer, egeløv, realeksamen, guld- og sølvsnore og meget andet. Men det er en helt anden snak.

Filskov station blev oprettet i 1. december 1917 og nedlagt 23. maj 1971; dog fortsat med godstrafik til Filskov til 1977. Stationsforstander-/mesterstillingen er måske nedlagt før 1971; det kommer helt an på, om Filskov station var "fuld station" med bl.a. sikkerhedstjeneste og billetsalg helt frem til 1971.

De nævnte publikationer "DE DANSKE STATSBANERS TJENESTEMÆND" kan fra tid til anden også købes antikvarisk på f.eks www.qxl.dk. Selv har jeg i øjeblikket en del til salg der, men dette skal bestemt ikke være en reklame herfor; Jeg tror at I vil være bedre tjent med at "låne jer frem".

Jeg ved ikke, om du kan "lokke" os brugere af Forum til i samarbejde og fællesskab at udarbejde den ønskede liste. Jeg er rimelig sikker på, at den samlede "brugermasse" af Forum tilsammen har en mere eller mindre komplet samling af de nævnte publikationer.

Jeg har selv en forholdsvis stor samling, men ikke lige ved hånden i skrivende stund. Jeg vil prøve at rode lidt i den om en uges tid og se om jeg kan hjælpe jer. Men måske kommer nogle her i Forum mig i forkøbet og det vil jo kun være godt for jer.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak