Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Om DSB jinglen (Generelt)

af Kim Larsen @, 21/3 2012, 23:21 (4429 dage siden)

Inspireret af Futfars dørklokke-tråd, tænkte jeg, at jeg lige ville dele lidt om jinglen med alle I godtfolk!

Den blev jo i ovennævnte tråd beskrevet som "ding-ding-dong", men sagen er, at den jo (ret genialt) består af tonerne D - Eb - Bb (som udtales D-S-B). Det er lidt af en genistreg fra Niels Viggo Bentzons side (komponisten)

Der kan siges og skrives meget godt om den. Det vil jeg ikke belave mig på, men her dele med jer, hvad musikeren Kresten Osgood har skrevet om det. Nuvel, der er et par musik-fag-udtryk og -termer i det, men mon ikke alle kan få noget ud af det alligevel?


Tak Niels Viggo Bentzon

Nu kører jeg rigtig meget med tog og en af de helt store oplevelser ved det, udover at se det danske landskab glide forbi og at studere de andre passagerer, er at følge med i hvordan DSBs signaltone tretone komposition placerer sig i lydbilledet. Den er så vidt jeg ved, komponeret af Niels Viggo Bentzon og er efter min mening et lille mesterværk i den togrejsende danskernes hverdag. Egentlig består den af tonerne D Eb og Bb (med andre ord DSB), placeret i et rytmisk motiv bestående af en punkteret ¼ efterfulgt af en 1/8 og afsluttende på en lang tone (måske en halvnode)

Jeg lytter ofte til Cder på min archaiske discman og det er rystende at opleve hvordan DSBs signatone hver evig og eneste gang formår at bidrage til det jeg lytter til. Nogle gange som en decideret kommentar til musikken, andre gange blander den sig med klangen på ydmyg vis eller leverer en sofistikeret harmonisk overbygning (det minder mig tit om den måde saxofonisten Wayne Shorter spiller på, at forholde sig afventende og så placere 2-3 toner det helt rigtige sted hvor det ofte omdefinerer det der forgår). En gang imellem er det som om den venter med at komme ind til musikken er færdig eller placerer sig mellem to tracks for lige at viske tavlen ren.

Jeg tror ikke dette er tilfældigt. Jeg ved godt at det bliver svært at forsvare det i retten, for togene skifter jævnligt køreplan og holder den iøvrigt ikke altid. Hvordan skulle der kunne være en reel forbindelse mellem det liv der er i toget og en komposition der afspilles efter nogle bestemte retningslinier? Plus at timingen jo er relativ og dermed opleves forskelligt for hver eneste passager alt efter hvordan vedkommende hører.

Min teori er at Bentzons tretonekomposition simpelthen bare er så god at den formår at være tidsflexibel og i rytme samtidig; plus at den klinger på sådan en måde at den ikke virker forstyrrende, tværtimod inspirerende og tankevækkende hver gang.

Selve lyden er en udefinerbar olietøndeagtigt klingende synthlyd som har en lille skrøbelig vibrato og er omgivet af et smukt klangrum. Den er støvsuget for referancer, med det mener jeg at selvom der fx er en antydning af olietønde så tænker man ikke automatisk på Jamaica... man tænker heller ikke på autoriteter som samfundet eller togkonduktøren og man får ikke et chock når man hører den.

Niels Viggo Bentzons komposition har i hvertfald sat en masse tanker igang hos mig (og det er vel i sig selv et bevis på at værket er godt). Jeg syns at det er smukt at de danske byer bliver kædet sammen af denne lille fine melodi der klinger så særligt..Den slår mig som noget meget dansk. Rytmen er velkendt fra salmebogen og tempoet ligger også der hvor man typisk ville synge ?Altid frejdig når du går? eller ?Papirsklip? og et utal af andre danske sange. Jeg har også spekuleret på hvordan kompositionen ender. Er det en 4/4 takt, med et gentagelsestegn til sidst eller hvor sidder gentagelsestegnet egentlig? Umiddelbart før endnu en gennemspilning eller er der måske nogle takters pause før tonerne klinger? Det er også muligt at gentagelsestegnet sidder midt i mellem to byer et sted i det danske landskab. Der er ihverfald lidt plads før man hører den første tone. Man fornemmer den ophøjede ro der er over den rytmiske insats... man mærker nærmest tilstedeværelsen af en usynlig dirrigent der sætter det det igang.

Og så er der selve melodien, som formår at genopstå i et nyt lys hver eneste gang.
Det er vel i virkeligheden det som komponisten og tænkeren Ornette Coleman kalder for Harmolidics. Nemlig at en melodi har sit eget liv og forholder sig til ingen og al harmoni på en gang. Bentzons melodi er gjort af så stærkt et stof (et lille opadgående sekund interval og en nedadgående kvart) at den altid vil give mening uanset hvor den dukker op. Der er en stærk bevægelse i melodien og det er en bevægelse der også minder mig om den danske folkesjæl. Den stikker hovedet lidt frem, kigger til begge sider og laver så et ordentligt hop bagud. Det er selve den lyd hvormed melodien spilles der viser en kærlighed til denne bevægelse. Den er ikke skarp i klangen eller kantet eller kluntet på nogen måde, den er lyttende i sig selv.

Jeg syns at vi kan være stolte af at vi har så stor kunst i det offentlige. Mange andre steder i verden ville man vælge noget funktionelt. Noget der er højt og grimt og får folk til at høre efter og lugter af autoritet. I Danmark har vi et gennemarbejdet værk der tilbyder en lydmæssig overbygning uden at være anmasende

Tak til Niels Viggo Bentzon for et lille mesterværk i hverdagen

Kresten Osgood


- Kim

Om DSB jinglen - Hvordan den blev til:

af Gæst, 23/3 2012, 20:26 (4427 dage siden) @ Kim Larsen

Skrevet af manden der indspillede jinglen. Hans navn er forsvundet, desværre.

------------

Her er historien om hvordan den blev til:

Statsbanernes kaldesignal bruger tonerne D, S og B:

Jo, du kender sikkert godt den lille, simple melodi, som i de sidste 20 år er kommet ud af DSB's højttalerne med samme xylofon-lignende klang.

Melodien bestod ganske enkelt af tonerne D, S(Eb) og B(Bb), akkompagneret af (modalt) parallelle tertser/sekster i tonearten Bb-dur. Præcis den samme strofe, blev herefter gentaget en heltone dybere, altså som tonerne C, Db og Ab i Ab-dur.

Men historien om, hvordan melodien blev til kaldesignal er særlig sjov for mig, fordi jeg selv var med til at gøre den landskendt!

Den noget excentriske og maniodepressive komponist Niels Viggo Bentzon, som i mange år var Statsbanernes "hofkomponist", skrev det melodiske tema helt tilbage i midten af 50'erne - vist nok i forbindelse med en festlig indvielse af et eller andet stort DSB-projekt, hvor Statsbanernes eget harmoniorkester blev indbudt til at spille en flot fanfare.

Siden blev melodien glemt i 25 år. Indtil DSB i 1980 besluttede, at man med fordel kunne bruge et let genkendeligt tonesignal som "pausemelodi" ved alle telefoniske opkald til DSB. Den samme strofe skulle så også tjene som melodisk identifikation i togene, på perronerne, ved og i DSB's færger, i kantiner osv - kort sagt alle steder, hvor DSB havde brug for akustiske signaler.

En ældre herre i DSB's ledelse huskede pludselig Niels Viggo Bentzons sjove DSB-fanfare og foreslog, at den skulle genbruges.

DSB fik kontakt med komponisten og bad ham indspille den på en xylofon eller et klokkespil. Niels Viggo Bentzon, som var en mand af format, var glad for udfordringen og komponerede nu et nyt storslået arrangement af strofen udsat for et helt xylofon-orkester. Men denne komplekse klang viste sig desværre helt uegnet til afspilning i telefoner og over perron-højttalere, så DSB bad Bentzon om at forenkle både melodi og arrangement.
Komponisten brød nu helt sammen, og hans meget dominerende og temmelig hidsige kone - som i hverdagen havde sit hyr med at holde sammen på Niels Viggo Bentzons skrøbelige liv - måtte meddele DSB, at komponisten ikke længere så sig i stand til at løse opgaven, fordi han havde fået et nervesammenbrud. Ideen blev skrinlagt.

I 1981 meldte Niels Viggo Bentzon sig pludselig klar med et nyt, simpelt klaver-arrangement af den lille melodi. Konen havde indspillet arrangementet på kassettebånd og sendt det til DSB's ledelse. Af lutter medfølelse accepterede man forslaget og besluttede nu at indspille det med brug af kun en xylofon.
Men heller ikke her var klangen egnet til perronernes og telefonernes skrattende højttalere. Så man besluttede at prøve med et elektrisk instrument, nemlig et Fender Rhodes elpiano. Her var resultatet bedre, men alligevel ikke tilfredsstillende.
Situationen var noget anspændt, og Niels Viggo Bentzons følsomme temperament (og især hans kones hidsighed!) var på ny ved at true projektet.
Så foreslog lydproducer Niels Erik Lund fra det daværende Easy Sound lydstudie på Østerbro, at man skulle hidkalde en synthesizer-programmør, som tidligere havde arbejdet for studiet i forbindelse med popproduktioner. Det var mig, som har skrevet denne historie.

Jeg havde kort forinden eksperimenteret med en kostbar synthesizer, den amerikanske Sequential Circuits Prophet Five, som der kun var et eneste eksemplar af i Danmark. Så mange ting kunne jeg programmere synthesizeren til, at jeg blev kaldt Phophet Five-doktoren. Nu blev jeg engageret til at løse opgaven med at programmere en helt simpel, elektronisk, lyd, der skulle klinge som en mellemting mellem en xylofon og et klokkespil, blot en oktav dybere, så den passede til det toneområde, hvor DSB's højttalere og alle telefoner fungerer bedst!

En varm tirsdag eftermiddag i foråret 1981 indfandt jeg mig i Easy Sound sammen med Niels Erik Lund, Niels Viggo Bentzon og hans hysteriske kone samt fire mand fra DSB's ledelse.

Niels Viggo Bentzon indspillede her melodien mindst 50 gange - og med forskellige rytmiske fraseringer, som hans tossede kone dikterede. Men han var ikke tilfreds med rytmen.
Situationen stressede Bentzon så meget, at han - efter at have røget flere pakker cigaretter i træk - måtte give fortabt. Han var nu helt ude af stand til selv at indspille melodien!
Producer Niels Erik Lund bad DSB-ledelsen og fru Bentzon om at tage hjem, så kun komponisten, undertegnede og produceren var tilbage. Så lånte jeg noderne og indspillede tonerne helt lige og "mekanisk", således som de var noteret på nodearket.
Ført i en langsom variant, siden i en hurtig. Og begge i både den lange og korte udgave, altså med og uden C, Db, Ab.
"JA, SÅDAN!", råbte den ellers fåmælte Bentzon pludselig. Han var gråden nær af glæde. Og der blev budt på kaffe og kage i det glohede lydstudie.

Denne indspilning af Niels Viggo Bentzons DSB-tema har siden været anvendt af DSB i 25 år.

Om DSB jinglen - Hvordan den blev til:

af Hedegaard, 24/3 2012, 19:36 (4426 dage siden) @ Gæst

Men der gik da ellers en del tid før den kendte jingle blev standard på de fleste af landets stationer.
På København H kunne man i hvert fald indtil starten af 90'erne stadig høre den klassiske "ding-dong" melodi, som nok er mest kendt fra de tyske banegårde.

Er Århus H egentlig ikke en af de få banegårde tilbage i landet som IKKE benytter sig af standard-jinglen?

Om DSB jinglen - Hvordan den blev til:

af Peter Roland Hansen, 24/3 2012, 20:52 (4426 dage siden) @ Hedegaard

Det er nok(desværre) den mest spillede melodi her i landet. Man må håbe at komponistens efterkommere har sikret sig KODA afgift for så bliver de formentlig meget velhavende

Reise til Kiøbenhavn 1856
Reise til Kiøbenhavn 1856

I 1856 foretog Morten Nielsen en rejse fra Odense til København med den netop åbnede jernbaneforbindelse fra Korsør til København. Mortens oldebarn Jan Geugjes har indsendt Mortens dagbog fra turen, som vi bringer her.

Læs mere

Indsend billeder

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak