Hvad er dette ???

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 5/1 2014, 00:53 (3797 dage siden) @ Morten Flindt Larsen

Ja, se det havde jeg set/læst/hørt om før, Erik. Man forbavses! Dog fantes der jo sådan set også notesbøger på den tid, men de har måske været for dyre i brug. Og hvorfor lige ofre en dyr glasplade og et dyrt fotografi på sådan en indretning, som vel også har haft begrænset levetid, da man næppe har kunne viske tekst ud i en uendelighed. Et sælsomt påfund, men okay, papir var dyrt, og den sparsommelig medarbejder skrev på begge sider af notatpapiret, inden det blev smidt ud. Jeg husker også, at jeg en gang har set en tjenstlig meddelelse om, at DSB's stationer ikke måtte anvende gamle brugte fragtbreve og andet makulatur som toiletpapir på publikumstoiletterne, da kundernes navne og andre oplysninger stod på det. Dér trak man alligevel grænsen for sparsommeligheden i etaten.

Vh
Morten

------------

Åhh ja, --måske ikke efter at have været ansat dér i 45 år.

Da jeg begyndte i 1956, hang der ved alle el-kontakter en lille trykt seddel med tegning af en "spar-formet" stearinlysflamme og med ordene "Spar på lyset". Der var også besked om, at alle gamle / udgåede blanketter skulle returneres til "Billet- og Blanketforvaltningen". Her blev diverse "større" formularer med "hvid" bagside og i blokke, ofte delt så der blev nogle mindre blokke ud af dem i "lommeformat. Større formularer så som fragtbreve -der indtil et par år før havde været næsten A3-størrelse (men stadig med hvid bagside)-, blev samlet og limet til blokke, der så igen blev delt til mindre af slagsen.

Din historie om toiletpapiret har jeg ikke hørt tidligere, men på min "side" om København Gb, Togekspeditionen ( http://evp.dk/index.php?page=togekspeditionen ) har jeg selv refereret en noget tilsvarende situation:

Dengang -i 1960´erne- benyttede man endnu togførervogne af Cu-typen ("Rystevogne") med et lille toilet i midten af vognen, en lille hylde med en karaffel vand samt to glas på væggen ud for toilettet, og så den ene kupé indrettet som tjenestekupé, dvs. at der var stillet en lille brændeovn ind på gulvet, midt i kupéen. På denne måde måtte togpersonalet forsøge at holde varmen i den kolde vintertid.

Nej, --ikke med ovnen alene. Der var også en lille trækasse med noget brænde samt et mindre antal "fidibusser".

"Fidibusser", --hvad er det ??? Fidibusser (herligt navn) er(var) et lille bundt ("ring") af fine høvlspåner, vundet op om tre-fire fingre, trykket sammen på midten, omvundet med sejlgarn og sluttelig dyppet i flydende harpiks eller klar lak ? ! De brændte utrolig godt, og var virkelig fine til at tænde op med. Måske var de så fine, at man enten benyttede for mange af gangen, eller "smuttede" der nogle med hjem til brug kakkelovnen derhjemme eller i sommerhuset ???

Under alle omstændigheder kom der en dag en meddelelse om, at fra den og den dag, ville disse fidibusser være sparet væk, og der lille være lagt et kvantum papir til optændingen i stedet for.

Her havde en eller anden så fundet ud af, at man i arkiverne havde massevis af gamle papirer(arkivalier), der skulle smides væk alligevel, når den lovbefalede opbevaringstid var udløbet, så hvorfor ikke bruge disse papirer ! Da dagen indløb, lå der i stedet for fidibusser, en stak gamle tograpporter på sædet i kupéen, lige til at putte i brændeovnen, --eller måske fornøje sig med at læse lidt i, inden . . . !

Der har nok været mange "muntre episoder", mens togførerne læste hinandens tograpporter med bemærkninger, --måske lige indtil en af dem fik een af sine egne.

Pludselig kom der besked om, at der fremover skulle benyttes gamle aviser/ugeblade i stedet for ! ! !

Ak ja, --sparsommelighed kan være en god ting, måske af og til lidt besværlig.


Erik V.
http://evp.dk/index.php?page=januar-2014

[image]

.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak