TKVJ anlæg (2 fotos og ??)

af Niels Munch, 22/3 2015, 11:45 (3331 dage siden)

God formiddag,

Vi har tidligere beskæftiget os med eksempler på "jernbaneguf" fra den nye billeddatabase www.arkiv.dk . Det viser sig bl.a., at TKVJ er ganske pænt repræsenteret.

Jeg vælger at bringe nedenstående foto fra TKVJs anlæg, fordi det ikke findes i den ellers righoldige bog "Troldhedebanen" af Kjerside og 2 x Christensen (KLK 2002 - ISBN 87-980484-1-4):

[image]
http://www.arkiv.dk/vis/2214951 - Kolding Stadsarkiv, billednr. B4089. Fotograf: Sofus Borch, fra Brandorff og Borch, 1916.

Den ledsagende tekst lyder:
"Udgravning til Troldhedebanen ved Villa Fredensborg, Ndr. Ringvej 79.
Kolding. Privatbanen, Troldhede Kolding Vejen Jernbane, TKVJs anlægning og gennemgravning ved Villa Fredensborg, i dag Ndr. Ringvej 79, vest for Skovmøllen. Fredensborg ses oppe på bakken til højre, nedenfor et tipvognslokomotiv, der kørte på smalspor, som har en sporvidde på 700 mm, hvor Troldhedebanens sporvidde var på 1435 mm."

Man bemærker, at loket befinder sig uden aksler på et "feltmæssigt værksted", og en lokomotivaksel ligger på jorden bag opklodsningen. Forrest et tipvognsstel med hjulene i vejret og en tipvognkasse.

Jf. det materiale, jeg har til rådighed, var følgende smalsporede anlægslokomotiver beskæftiget ved banens anlæg:

O&K 5091/1911, Borsig 6070/1906 "Ditte" og Henschel 11902/1913 "Knold", alle tilhørende Brøchner-Larsen & Agge. Alle 3 kan ses i TKVJ-bogen, og "Ditte" har vi i øvrigt mødt før.

Da det viste lokomotiv er en Henschel, må det antages at være "Knold", hvis data jf. Merte's Lieferlisten er:

Henschel 11902/1913 Type: Danzig Bn2t 785 mm, neu Wätzold & Jörgensen, Kopenhagen [DK]

Knold kom efter TKVJ (1918-19) til TORVIG BRUNKULSLEJE nord for Troldhede for entrp. Schou; 1919 - 20 anlæg af Midtsjællandsbanen ved Vrangstrup mellem Ringsted og Næstved for entreprenørfirmaet Kastrup Nielsen & Pedersen; 1921 dobbelsporsanlæg mellem Lov og Lundby for entreprenør Kastrup Nielsen; anlæg af MFVJ for Kastrup Nielsen (1922-27).

Så forsvinder "sporet"; men måske Bent Hansen har mere? Bemærk, at Knolds sporvidde er angivet til 785 mm; de 2 andre, O&K og Ditte, kørte på 750 mm. Men i TKVJ-bogen ses Knold og Ditte tilsyneladende på samme spor:

[image]
TKVJ anlæg 1915. "Knold" og "Ditte" i Kolding Skov (arkiv: BH).

På det første billede synes tipvognskørslen af være overstået; måske Knold er klodset op for omsporing?

Kan vi ved fælles hjælp komme Knolds levnedsløb nærmere?


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne


Nørre Smedeby skærvefabrik A/S
Nørre Smedeby skærvefabrik A/S

Her er historien om aktieselskabet Stenbrud & Skærvefabrik Nørre Smedeby med firmaets aktiviteter i både Smedeby og Fladbjerg. Skærvefabrikken ejede gennem tiden adskillige både damp- og motorlokomotiver i såvel smalsporede som normalsporede udgaver.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak