Trelleborgsbanan - "förr och nu" (8 illustrationer)

af Niels Munch, 30/8 2016, 18:55 (2803 dage siden)

God aften i Forum,

Derovre, på den anden side af Sundet, gør de også andet end at nedlægge baner, og det er nok værd at se lidt på.

Malmö-Kontinentens Järnväg (MKontJ), åbnet 1898, var den tids dyreste privatbane, da den var forudset at skulle være Sveriges forbindelse til kontinentet. Den havde derfor bedre udstyrelse og var indrettet & godkendt til 90 km/t!

Dens endestation blev placeret tæt ved Trelleborgs havn, hvorfra de internationale rejsende fortsatte pr. postbåd. Stationen benævntes Trelleborg Nedre, idet Malmö-Trelleborg Järnvägs (MTJ) endestation (anlagt 1886), kaldtes Trelleborg Övre. MKontJ tog selvfølgelig pippet fra MTJ, der endte sine dage som "Falsterbobanan".

[image]Trelleborg Nedre, senere benævnt Trelleborg C. Ukendt fotograf. Fototid 1955 - 1960. Samlingsportalen.se - Bildnummer: Jvm.KDAJ10485:

I 1909 etableredes en egentlig jernbanefærgetrafik til Sassnitz, og de internationale vogne blev ekspederet på Trelleborg F(ärjestation) lidt syd for Centralstationen. Samtidig blev MKontJ overtaget af Statens Järnväger p.g.a. rutens vigtighed!

[image]Malmö - Kontinentens Järnväg, MKontJ, Trelleborg Central station, SJ S6 1617, april 1955. Fotograf: O.W. Larsson. Samlingsportalen.se - Bildnummer: Jvm.KBEB00157:

I 1970 fik de lokale tog - efter en baneomlægning gennem byen - ligeledes endestation ved Trelleborg F for i 1973 at være reduceret til ét dagligt togpar; men i 1977 var det slut, og den internationale togtrafik var enerådende. Stationsbygningen ved Trelleborg C var således ude af jernbanebrug fra 1970 - bortset fra en periode, hvor hallen benyttedes som en slags jernbanemuseum, se http://www.jarnvag.net/banguide/malmo-trelleborg (opslag "fler bilder").

Trelleborg C er med Pågatogens tilkomst pr. 13.12.2015 heldigvis atter - efter en forfalden periode - genopstået i fordums glans:

[image]Trelleborg C (fotografen med ryggen mod byen), 27.08.2016 (nm).

..... og har samtidig overtaget Trelleborg Övres rolle som busknudepunkt.

Trafikverket og Skånetrafiken har ladet den enkeltsporede bane opgradere til 160 km/t og etableret krydsningsstationer, der er dimensioneret til 750 m godstog og samtidig indkørsel, med 70 km/t til afvigende spor. Pågatågen kører i 30 min. takt, og banen befares desuden af Green Cargo samt nattoget til Berlin (siden 2014 flyttet fra Sassnitz/Mukran til Rostock).

[image]Pågatåg, Alstom Coradia Nordic X61 005 "Carl Adolph Agardh" og 009 "Östen Warnerbring" på Trelleborg C, 27.08.2016 (nm).

Overalt i sit område har Skånetrafiken indsat Alstom Coradia Nordic X61 til erstatning for de ældre X11.

Havnen i Trelleborg er Sveriges næststørste - målt på godsmængden - efter Göteborg, og de gamle jernbanefærgelejer er vel kendt for deres markante, vindehjulsprydede portaler:

[image]Ångfärjan "Preussen", Trelleborgs Hamn 1909. Trelleborgs museum - Identifier TM.ETB:709.

Oprindelig var der 2 sådanne portaler, men i dag er der kun ét gammelt færgeleje bevaret, ombygget flere gange, men med portal intakt:

[image]Trelleborg, gl. jernbanefærgeleje med bevaret portal, fotograferet gennem ruden på havnens bus, 27.08.2016 (nm).

..... og rangerlokomotivet på billedet fra 1909 er i vor tid erstattet med et "Zweiwegefahrzeug":

[image]Intermodal trafik: Ett modernt Zagro-lok som kan köras både på räls och väg har införskaffats. Det ger klart förbättrad miljöprestanda i form av halverade utsläpp och reducerat buller. Flexibiliteten gällande underlag har förbättrat logistiken i hamnen. Loket är det första i sitt slag i Sverige. Foto: Trelleborgs Hamn.

Havnen, der p.t. har 10 færgelejer, er under udvidelse ud i Østersøen, og de ældre havneområder skal byudvikles. Kombi- og RoRo-trafik er nok så dominerende.

Der er således nok at se på hinsidan, men bemærk, at havneområdet ikke er egnet til fodgængertrafik og desuden indhegnet efter "tidens skik".

[image]Klik på grafikken for Skånetrafikens info om Pågatågens introduktion på Trelleborgsbanan.


Klik i det hele taget på de indbyggede links for baggrundsinfo.


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak