Min oplevelse af den 9. november 1989 har tilsyneladende været lidt anderledes end de flestes her på siden.
For mine venner i DDR var selve dagen en dag som alle andre i byen og i deres villa kvarter. Far var murer og mor var togbetjent ved DR, de havde selv bygget deres hus, som de fleste naboer. Som de fortalte det blev forholdet dog taget op med naboerne over en pilsner, det hyggelige naboskab fortsatte i et stykke tid, med den hurtigt tiltagende arbejdsløshed gik fællesskabet i opløsning.
Der kom ganske rigtigt flere varer i farverige indpakninger men de var alt for dyre og de gamle producenter blev opkøbt af Vesttyske virksomheder og lukket.
Togbetjenten blev fyret da personalestyrken blev kraftigt reduceret og mureren måtte søge arbejde langt væk hjemmefra da de lokale virksomheder lukkede, de kunne ikke skaffe materialer lokalområdet kunne betale for.
Eller som vore venner sagde, vi har aldrig savnet at kunne rejse til vest, nu har vi fået lov men har ikke råd.
De bedste hilsner
Peer