Jernbanebro - gættet (+3 fotos mere)

af Niels Munch, 6/5 2020, 14:29 (1453 dage siden) @ Niels Munch

Da det i går var prc. 51 år siden, jeg foretog et "fredsbevarende kamelridt" i f.m. min søgen efter jernbanerester på Cypern, erindrede jeg denne tråd: https://www.jernbanen.dk/forum2/index.php?id=3527 .

Her nævnte jeg bl.a., at "andre steder, der også havde jernbanemæssig interesse, f.eks. kobberminerne på vestøen, efter omstændighederne var svært fotograferbare."

I Xeros-området havde det amerikansk ejede Cyprus Mines Corporation (CMC) allerede i 1919 anlagt jernbane til transport af kobbermalm fra de rige miner til forarbejdningsanlæg og videre til udskibning ved Morphou-bugten. Sporvidden var 762 mm, ganske som Cyprus Government Railway (CGR), hvortil der var tilslutning på stationen Karyotis. CGR blev stort set kun anvendt i f.m. transport af CMC's jernbanemateriel, der overvejende kom fra USA til havnen i Famagusta. CMCs jernbane nåede en udstrækning på godt 8 miles.

Kobbermalmen blev efter raffinering på stedet kørt pr. tog til udskibning ad en pier i Morphou-bugten:

[image]Malmtog passerer landevejen i Xeros på vej ud på pieren til udskibning, 18.03.1969 (nm).

Lokomotivet er CMC Nr. 5, en 60 hk "petrol-mechanic" B-koblet traktor fra Vulcan Iron Works 4227/1938. Da tyrkerne i 1974 besatte den nordlige trediedel af Cypern, kom forarbejdningsanlæg og pier i tyrkisk område, medens minerne forbrev i græsk-cypriotisk område. Minedriften ophørte, og anlæggene blev forladt. Siden har man kunnet finde rustende jernbanemateriel i området, herunder bl.a. damplok fra Baldwin og diesellok fra Plymouth Works USA.

[image]Morphou-bugten, 18.03.1969 (nm).

På billedet ses skibe, der skal lastes med kobbermalm, eller er blevet det, ved ovennævnte pier. Bugten gik under betegnelsen "Det røde Hav", idet CMC efter kobbermalmens raffinering udledte spildevandet urenset i bugten.

På en ekspedition i området i jeep med NK/STKMP/DANCON XI lykkedes det desværre ikke at fotografere mere jernbane derude; CMC passede godt på deres anlæg. På turen fandt vi i øvrigt ruinen efter stationsbygningen i Evrykhou, endestationen for den offentlige CGR:

[image]Cyprus Government Railway, Evrykhou Station (udateret postkort).

Om sommeren stod herskaberne fra Nicosia af toget her og lod sig pr. hestevogn transportere videre op i de kølige Troodos-bjerge.

Desværre fotograferede jeg ikke stedet :-(, der dog siden - heldigvis - er blevet restaureret og nu rummer "Cyprus Railways Museum".


M.v.h.
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak