Nyborg - Knudshoved Banen (9 illustrationer m.v.)

af Niels Munch, 22/5 2020, 09:29 (1436 dage siden) @ NielsJ_Esbjerg
redigeret af Niels Munch, 22/5 2020, 09:46

Go' formiddag,

Tillad, at jeg tager hul på denne tråd igen. Men dette lille stykke jernbanehistorie er fascinerende, og jeg må ile med at anbefale Ib V. Andersens beskrivelse i tidsskriftet Signalposten 1983/4.

Desuden omtales banen her: https://da.wikipedia.org/wiki/Nyborg-Knudshoved-banen .

Et matrikelkort over området fra 1936 viser banens forløb ude på halvøen Knudshoved:

[image]Matrikelkort over Knudshoved og Slipshavn Batteri, Juelsberg Hovedgård. Nyborg Landsogn. Arkiv: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv - K116. Klik på kortet for opr. størrelse.

Sporene er ikke indtegnet, men man ser den på tidspunktet endnu benyttede (mørke) jernbanetracé til Knudshoved Station (ved molen) samt tracéens videre forløb rundt til Slipshavn, skønt sporet dertil nedlagdes 1905.

At sporet på molen ved Knudshoved Station har været i brug i nyere tid, vidner bl.a. dette foto fra Jernbanekilder.dk om:

[image]Godsvogne, formentlig afventende reparation på værkstedet i Nyborg, hensat på Knudshovedmolen. Motivdato: 1952. Scannummer: DJM01-00004278. I dag yndet lystfiskersted.

Jeg var på halvøen i forgårs og snuppede et par fotos:

[image]Stationsbygningen på Knudshoved Station, nu DSB Kursuscenter, 20.05.2020 (nm).

[image]Knudshoved Station, remisebygningen, 20.05.2020 (nm).

Jeg vedføjer sporplanen, idet den forklarer, hvorfor remisen ligger i forhold til stationsbygning m.v., som den gør (det har måske undret andre end mig):

[image]

Efter sporet til Slipshavn blev nedlagt, solgtes området til marinen, der bl.a. har haft luftmarinestation på stedet (hvorfor der bl.a. opførtes en hangar til søflyene).

[image]Stationsbygningen i Slipshavn, nu del af Mari​nehjemmeværnssektionen Slipshavn, 20.05.2020 (nm).

Til skibsinteresserede: Fartøjerne ved kajen er MHV 805 GEMINI og MHV 11 STRYNØ.

For overblikkets skyld vedføjes sporplanen:

[image]


Som det også nævnes i tråden, fandtes tillige en isbådsstation med jernbane fra Korsør på Halsskov Odde, beskrevet her: https://da.wikipedia.org/wiki/Kors%C3%B8r-Halsskov-banen .

Som bonus et par fotos fra Halsskov Odde:

[image]Fra isbådsstationen på Halsskov Odde, i dag isbådsmuseum, 23.09.2014 (nm).

Derudefra er der udsigt til noget af den infrastruktur, der gjorde isbåde og færger på Storebælt overflødige:

[image]Storebæltsbroen set fra Halsskov Odde, 23.09.2014 (nm).


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak