Norske ferier - Krøderbanen (9 fotos)

af Niels Munch, 6/2 2021, 12:52 (1197 dage siden)

Mor'n i Forum,

Min scanner zig-zagger henad tidsaksen og er - måske efter inspiration fra gode Eyolf - landet på 'norske sommerferier'. Feriemålet i juli 1985 var en hytte i Lyngdal, øst for Flesberg StasjonNumedalsbanen i Viken Fylke. Min viden om landets jernbaner begrænsede sig til, hvad jeg kunne vride ud af Stenvalls årbøger "Nordens Järnvägar" samt NJKs "Norske lok og motorvogner 1.1.1982".

Her havde jeg lært, at NJK kørte veterantog på Krøderbanen (indviet 1872 med kapspor, normalspor fra 1909), der havde mistet sin persontrafik allerede 1958 og godstrafikken 1985. Samme år vedtog Stortinget, at Krøderbanen sammen med Krøderen Stasjon skulle bevares for eftertiden som en museumsjernbane.

Da vi kun havde 40 km til Krøderen, var det jo bare med at komme derover, og det skete på en tirsdag, hvor der ingen aktivitet var; men miljøet var autentisk og de vilde hindbær modne.

[image]

[image]

[image]Museumsmateriel på Krøderen Stasjon, 30.07.1985 (nm).

Den rødbrune skiftetraktor på 1. foto har jeg tydet til NSB Skd 214 nr. 81 (Kockums 196/1952, udr. 1984). Den grønne på foto 2 bar påskriften SJ Z49 125 (KVAB 53/1942, til NJK 1981, oph. 1991).

Området nord for Kongsberg rummer megen dejlig natur og er på mange måder spændende. Derfor gik familieferien i juli 1991 atter derop, denne gang i en hytte på Blefjell vest for Flesberg Stasjon.

Og belært af erfaringen fra 1. gang gik turen over til Krøderbanen nu på en søndag:

[image]

[image]Museumstog ankommer fra Vikersund. Lokomotivet er type 24b nr. 236. Krøderen Stasjon 07.1991 (nm).

Godstoglokomotiv bygget i 1912 av Thunes Mek. Værksted (f.nr. 59) til Gjøvikbanen. I ordinær drift til 1970.

[image]

[image]Lok type 7a nr. 11 rangerer på Krøderen Stasjon, 07.1991 (nm).

Lille rangerlokomotiv bygget i 1892 af Manning, Wardle (f.nr. 1248) til Norsk Hovedjernbane (NHJ). Benyttet i Kristiania/Oslo. I ordinær drift til 1964. Lokomotivet kaldes "Ulka" på grund af sit specielle udseende.

[image]NSB skiftetraktor Skd 206 nr. 35 (Hamar/Thune 395/1938), Krøderen 07.1991 (nm).

Derefter gik turen til Vikersund via Kløftefoss Stasjon, hvor der dels er sidespor til banens grusgrav, dels depot for museumsmateriellet:

[image]2 NSB dieselmotorvogne af typen BM 87, Kløftefos 07.1991 (nm).

Motorvognene er bygget i 1952 af Strømmens Værksted. Denne type blev benyttet i Krøderbanens persontog i persontrafikkens sidste år. To af disse vogne (87.01 og 87.03) er bevaret, og begge ses på mit ovenstående foto.

På Vikersund Stasjon skete intet, og eneste foto derfra er familien, der nyder frokosten, og det får de gøre i fred.

I øvrigt var Rjukanbanen i Vestfjorddalen i Telemark Fylke også inden for rækkevidde af vort feriekantonnement, og den blev besøgt i 1985, inden det var for sent. Men det kan jeg evt. vende tilbage til.


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak