Schweiz 1988 - St. Gallen I (5 fotos)

af Niels Munch, 13/3 2021, 17:14 (1141 dage siden)

G'da' i Forum,

1. søndag i advent sidste år forlod vi Herisau, depotstation for såvel normalsporede Bodensee-Toggenburg Bahn (BT) som metersporede Gossau-Herisau-Appenzell-Wasserauen (Appenzeller Bahn, AB), med løfte om et besøg i kantonhovedstaden St. Gallen.

Dette løfte indfries nu, hvor det snuskede marts vejr indbyder til drømme om et solbeskinnet Østschweiz. For at få begreberne fæstnet, starter vi med et arkivfoto:

[image]Nebenbahnhof St.Gallen mit Trogener Bahn (TB), St.Gallen-Appenzeller Bahn (SGA) und Verkehrsbetriebe St.Gallen (VBSG), ca. 1950.
Staatsarchiv St. Gallen - Signatur: ZMA 19/03.25.

Hjørnebygningen er station/kontor for St. Gallen-Gais-Appenzell banen (SGA), og bygningen med tårnet bagved er postvæsenets. Den lukkede overgang over hvælvingen t.v. fører til den normalsporede BT/SOB banegård.

Yderst t.v. står et ældre tog fra Trogerne Bahn (TB) i gamle blå/hvide farver, dernæst SGA tandhjulsmotorvogn ABDeh 4/4 nr. 8 med personvogn i gamle grøn/creme farver og yderst t.h. i gaden et St. Gallen sporvognstog.

Strassenbahn St. Gallen forsvandt 1957, men sporet fra Bahnhofplatz til Brühltor, som TB havde medbenyttet, indtil egen tracé nås, blev naturligvis liggende, og byen har således stadig en stump sporvej.

Men lad os tage mine billeder kronologisk. Aldrig så snart, som vi havde parkeret på Bahnhofsplatz, kom dette TB-vogntog:

[image]TB fast sammenkoblet togsæt BDe 4/8 nr. 25, Bahnhofsplatz St. Gallen 25.07.1988 (nm).

Vogntoget, der netop har passeret under hvælvingen (der renoveres), blev leveret i 1977 sammen med tilsvarende nr. 24, og allerede i 1975 var nr. 21-23 leveret, alle fra FFA/SWP/BBC. Da de i 2004-08 blev afløst af de 3-leddede lavtgulvstog Be 4/8 31–35 fra Stadler, solgtes nr. 21-24 til Rittner Bahn i Südtirol.

Trogener Bahn er egentlig en Überlandstrassenbahn på knap 10 km, men trods stigningsforholdene (max. 7.6%) en adhæsionsbane.

Nå, vi fandt hen under hvælvingen til SGA-endestationen:

[image]SGA tandhjulsmotorvogn ABDeh 4/4 nr. 7 er ankommet og omløber sin B-vogn, St. Gallen SGA 25.07.1988 (nm).

Motorvognstypen SGA ABDeh 4/4 fra 1953 mødte vi allerede i Altstätten 23.07.1988.

[image]De metersporede endestationer i St. Gallen, t.v. for TB med TB-materiel, t.h. for SGA med ABDeh 4/4 nr. 7 klar til afgang mod Gais og Appenzell, 25.07.1988 (nm).

Når man benyttede tandhjulsmateriel på SGA, skyldtes det den sidste bid tandstangsstrækning lige inden St. Gallen.

[image]TB BDe 4/4 nr. 6 og personvogn B nr. 12, St. Gallen 25.07.1988 (nm).

Personvogn B nr. 12 købtes sammen med nr. 11 og 13-14 fra TL i Lausanne. Nr. 12 blev efter udrangering 2002-06 sammen med nr. 11 og 13 solgt til Internationale Rheinregulierung (IRR).

Fortsættes .....


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak