Tja, man kan jo også prøve at tænke på, hvad man egentlig gjorde dengang i 1913, når der var problemer. Ikke nødvendigvis Brammingulykken men f.eks. et tog, der var gået i stå midt på en strækning. Togene havde jo ikke radio dengang og udstyr til at koble sig på telegrafledningerne heller ikke. Så en medarbejder har måtte finde et hus i nærheden og så håbe på, at de havde noget som avanceret som en telefon. Noget der bestemt ikke var hvermands eje på den tid.

Imens har personalet på stationerne før og efter kunnet konstatere, at toget ikke var kommet frem men ikke anet hvorfor. Mens modkørende tog har kunnet vente på krydsningen, uden at nogen kunne fortælle passagererne hvor længe. Og alle har bare kunnet håbe på, at det bare var et nedbrud og ikke en ulykke som i Bramming.

Med venlige tilbageskuende hilsner
Leif Jørgensen