Valse Triste - trist nyt fra trykvalsen

af FS1954, 26/5 2024, 11:49 (22 dage siden)

[image]


Valse Triste – trist nyt fra trykvalsen.

Hermed et lidt trist budskab for mange: Tidsskriftet ”Spor og baner” ophører fra og med nr. 75, det vil sige den kommende udgave, der udsendes i dagene omkring den 20 juni i år.

Årsagerne er flere – faldende abonnementstal, faldende løssalg spiller en stor rolle, men det afgørende dødsstød kom, da den nye postlov trådte i kraft i vinters: Den betød fra den ene dag til den anden en enorm prisstigning i portoen på over 62 %!

62 %, det er uhyrligt, der er tale om en stigning fra 100.000 kroner årligt til over 162.000, alene i porto, og det gør det umuligt for mig at drive bladet videre. I forvejen har produktions-, distributions- og administrationsomkostningerne ’slugt’ størstedelen af omsætningen, og med denne stigning er der ikke meget tilbage at lave blad for.

Derfor stopper jeg, mens tid er. I, der har abonneret på bladet, skal naturligvis have restbeløbet af abonnementet tilbage, hvilket vil ske hen over sommeren. I nr. 75 er der et link og en QR-kode til en elektronisk blanket til de relevante oplysninger, som hver abonnent bedes udfylde og indsende til bladets revisor. Da arbejdet med tilbagebetaling skal foregå manuelt, kan der gå noget tid, inden alle har fået deres tilgodehavender.

Det har været en stor ære, glæde og et privilegium at få lov til at udgive ”Spor og baner” gennem 12 ½ år. Jeg vil herigennem sige mange tak for den overvældende støtte og tillid, som alle læsere, skribenter, fotografer, forhandlere, producenter, annoncører, distributører, personalet på Deslers Trykkeri i Assens og flere andre har vist mig. Jeres hilsner på mails, i telefonen, i fysiske breve eller overbragt mundtligt på markeder og udstillinger har berørt mig meget, hvadenten kritikken har været positiv eller negativ.

Min hjemmeside skal opfriskes, og jeg regner med at fortsætte på en eller anden måde, vel nok med digitale nyhedsbreve, suppleret med anmeldelser og artikler fra tid til anden. Men der er så meget andet, jeg skal have gjort – endnu er verden ung, som man jo siger.

Så endnu en gang – tak for alt. Det var hele ’besværet’ værd! Jeg håber, at I har nydt bladet trods fejl og mangler.

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg
Udgiver af "Spor og baner"

P.S. Hovedparten af de til dato 74 udsendte numre er stadig på lager, men i meget lille antal. Se www.sporogbaner.dk for den aktuelle liste.

--
FS1954

Valse Triste - trist nyt fra trykvalsen

af Steffen Dresler, 26/5 2024, 14:29 (22 dage siden) @ FS1954

Kære Flemming

At udgive jernbane- og jernbanemodel tidsskrifter og lignende udgivelser herhjemme, er ligesom at være passager på RMS Titanic, med den viden vi har i dag. Man venter bare på at skibet skal ramme isbjerget, færdig bom!

Så set fra min stol (ex. Lokomotivet) troede jeg egentligt, det skulle ske før, men stædighed ”holdt det flydende”, godt gået:-)

Ja, Flemming, du nævner selv årsagerne, manglende annoncer, manglende salg, biblioteker, kundeunderlaget bliver meget gråhårede (eller slet ingen hår) og de yngre læser ikke tidsskrifter. Men nok så vigtigt nævner du vores alle sammens dejlige, gode, pålidelige og altid til tiden, POSTVÆSENET/Post Nord eller hvad det nu hedder.

Posten var en – næsten den eneste vægtige grund – der lukkede Lokomotivet økonomisk. Selvfølgelig mindskedes antallet af forhandlere og dermed annoncer og salg og som på Spor og Baner nu, postvæsenet.

Lokomotivet havde forsendelsesomkostninger, der efterhånden oversteg kostprisen på bladet. Især de MANGE tidsskrifter der IKKE kom frem (håber i det mindste at man nød bladet) med dyre eftersendelser, ødelagte og krøllede blade, ja, listen var lang.

Flemming og ikke mindst ”the 1 U have 2 obey”, I GJORDE DET GODT, TAK!

To ting her til sidst, en elektronisk udgave, ja, tak og så synes jeg du skal tænke på ”hvad med alt det historisk skrevne” for eftertiden?

Du kunne jo kontakte ”Foreningen af Jernbaneforfattere” (Jernbaneforfatterforeningen@gmail.com), der netop her til efteråret inviterer til en konference om jernbanebogens fremtid!!

Endnu engang TAK for de mange gode oplevelser med bladet og nu er vi igen ”kollegaer” udi tidligere redaktører”;-) ;-) !!

Hils fruen

Steff

Valse Triste - trist nyt fra trykvalsen

af jhcn, Lystrup, Århus, 27/5 2024, 10:47 (21 dage siden) @ Steffen Dresler

Hvor er det trist!!

For jer begge - og jeg har jo haft abonnement på begge blade, og tidligere også Banen
Selvom jeg ikke anser mig selv for at være gammel, så er jeg gammeldags!!

For jeg ynder at læse i tidsskrifter, som er trykt.
Dette medie vi skriver i lige nu, er også fint, men intet overgår for mig at læse i et blad eller en bog.

Lokomotivet laver heldigvis stadig trykte årsskrifter - og tak for det!! Og der kommer også stadig gode bøger.
Måske S&B kunne overtales til at lave noget tilsvarende? Et enkelt blad om året?

Og det må gerne sendes som en pakke, så det ikke bliver bøjet
Måske med en anden leverandør end PostNord, men den vej har S&B jo også forsøgt sig med...

I vil blive savnet - med tak for mange gode stunder med jeres blade!!!

--
Henrik

Valse Triste - trist nyt fra trykvalsen

af Poul Erik, 27/5 2024, 13:37 (21 dage siden) @ Steffen Dresler

Kære Flemming

Utrolig trist nyhed. Jeg har været abonnent siden nr 1 og har altid set frem til at modtage bladet i min postkasse.

Postnord er grådige. De sænker service niveauet og skruer op for prisen.

Jeg ved ikke om du har undersøgt alternativerne (jo selvfølgelig har du det), men personlig bruger jeg DAO til breve og pakker. De er hurtige, pålidelige og billigere.

https://dao.as/erhverv-magasiner/

Jeg håber i det mindste på en digital udgave. Betaler gerne for et sådant abonnement.

Tak for de 75 numre, det trods alt blev til.

--
Poul Erik

Märklin, 3 skinne moduler, ECOS

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak