FVJ - en anderledes havnebane [S], 1. del (2 fotos)

af Niels Munch, 10/7 2013, 18:57 (3914 dage siden)

God aften forum,

I midsommerugen i år var jeg et smut i Blekinges "hovedstad" Karlskrona. Efter Roskildefreden 1658 var Blekinge blevet svensk, og kong Karl XI etablerede en isfri flådehavn i Blekinges skærgård på Trossö, som han "eksproprierede" til formålet, og omkring orlogshavnen udviklede byen Karlskrona sig, stærkt præget af flådens installationer og på en måde, der har bragt byen på UNESCOs verdens-kulturarvs-liste.

Jernbanen kom til byen i 1874 med den normalsporede Karlskrona-Växjö Järnväg (CWJ), og 1889 tilkom den smalsporede (1067 mm) Mellersta Blekinge Järnväg (MBlJ) Karlshamn-Karlskrona (indgik senere i Blekinge Kustbaner BKB). Endelig betjente Östra Blekinge Järnväg (1899-1965, 1067 mm) Karlskrona.

CWJ blev elektrificeret 1955, og BKB blev normalsporet i 1957 og elektrificeret 2007.

Jernbanelivet på Karlskrona C var under mit besøg lidet ophidsende, idet sporarbejde på CWJ mod Emmaboda betingede togbusbetjening dér, og på BKB kørte såmænd bare Öresundståg:

[image]
Karlskrona C med Öresundståg 4513 den 17.06.2013 (nm).

Omkring f.eks. 1950 havde der nok været mere at kigge på ved den smukke stationsbygning:

[image]
Karlskrona Centralstation o. 1950. Samlingsportalen - Bildnummer: Jvm.KBEB00911: Fotograf: B. Ferm.

Den svenske flådes orlogsværft på sydsiden af Trossö blev i 1888 forbundet med Karlskrona Centralstation med en 1,6 kilometer lang, nord-sydgående jernbane. Banen byggedes i tunnel under Stortorget hhv. Klockstapeln i Amiralitetsparken og ellers i åben gennemskæring. Den benævntes bl.a. "Flottans Varvs Järnväg" eller "Varvsbanan" og trafikerades af CWJ. Varvsbanan nedlagdes i 1990 og har derefter nu og da været anvendt til kørsel med skinnecykler o.l.

Uanset, at dette markante havnesporsanlæg ikke længere er i brug, sætter det stadig sit præg på Karlskrona. Jeg traskede selvfølgelig op og ned langs banen og tog lidt billeder, for de illustrerer langt bedre end ord dette særprægede anlæg. Desuden har jeg kradset lidt i diverse on-line fotoarkiver m.v. for at få den historiske dimension med.

Vi er jo trods alt i Jernbanehistorisk Forum - og resultatet af mine øvelser vil følge i 2. del.


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak