Lutter bogievogne -3 billeder af linie 3

af Søren fra KM ⌂, 25/2 2015, 22:02 (3356 dage siden)

Ledvognene kunne jo ikke forlige sig med det lange sporkryds i Nørrebrogade så bogievogne dominerede de sidste år af linie 3 som sporvogn.
[image]
Alhambravej har ikke ændret sig meget, mens butikken i bygningen på Gl Kongevej i baggrunden dengang var bank, så er den idag center for indisk -øh- brugskunst....
[image]
Madbutikker i Istedgade (slagtere, bagere, charkuteri) var kendt for deres gode kvalitet -rygtet sagde at de blev truet med bank hvis varerne ikke var i orden- så selv ude på Østerbro vidste man hvor man kunne gøre gode indkøb. Måske der er en pakke med skiveskårent på vej hjem til Strandboulevarden med her.
[image]
Her har jeg selv været med til at forandre udseendet i dag for der er kommet cykelstier på dette stykke af Enghavevej.
Alle billeder fra DMJK's samling.
-S

Lutter bogievogne -3 billeder af linie 3

af Erik Olsen ⌂, Ishøj, 26/2 2015, 16:18 (3356 dage siden) @ Søren fra KM

Ledvognene kunne jo ikke forlige sig med det lange sporkryds i Nørrebrogade så bogievogne dominerede de sidste år af linie 3 som sporvogn.

Linje 3 var en af "mine" lokale linjer i min ungdom hvor familien Olsen boede i Wesselsgade 5 på Nørrebro. Især strækningen i Blågårdsgade, sporkrydsene over Nørrebrogade og strækningen på Fælledvej kendte jeg godt.

Er det disse sporkrydsninger i Nørrebrogade du mener ledvognene ikke kunne klare? Jeg kan i dag ikke huske at have set ledvogne på linje 3.

De år kørte jeg mere på cykel end i sporvogn, og den velkendte konflikt med sporvognene kunne blive særligt smertelig i Blågårdsgade hvor der ikke var megen plads mellem parkerede biler og sporvejssporet. Jeg har en gang været ved at tage et voldsomt styrt fordi jeg søgte dækning for en bagfra kommende sporvogn, og et af styrets plast-håndgreb i det samme røg af. Jeg endte på siden af cyklen i bedste western-stil, men holdt heldigvis balancen.

Jeg syntes ikke altid at vognstyrerne var venlige ved os cyklister.

Strækningen i Nørregade i retning mod Nørreport var ikke helt så slem fordi der ikke var plads til parkerede biler.

Lutter bogievogne -3 billeder af linie 3

af FS1954, 26/2 2015, 21:36 (3355 dage siden) @ Erik Olsen

Årh jo, strækningen i Nørregade var slem, især når der var langsomtkørende cyklister foran. Så måtte man mestre kunsten at hive op i styret på cyklen, mens man var i fart, og flytte forhjulet ind mellem skinnerne for at kunne overhale de langsomme øg. Var vinklen for spids, kunne baghjulet hænge fast i skinnen, og så drejede det sig om at handle resolut og træde til - lette sig fra sadlen - og få baghjulet op på asfalten.

Og til Søren fra KM: Jeg er heller ikke sikker på, at det var nødvendigt at køre til den modsatte ende af byen for at købe ind, for netop Ndr. Frihavnsgade var 'Østerbros mave', og der var godt med slagterbutikker, ostehandlere og andre levnedsmiddelbutikker - jeg er selv gammel østerbroer og købte ind i gaden.

Med venlig hilsen,

FS1954

--
FS1954

Lutter bogievogne -3 billeder af linie 3

af FS1954, 26/2 2015, 23:56 (3355 dage siden) @ FS1954

Lige et par tilføjelser - vogn 617 (på det midterste billede) eksisterer den dag i dag som NESA nr. 929 på Skjoldenæsholm, og ud over linie 3 fik heller ikke linie 8, 9, 15 og 19 ledvogne (linie 4, 11, 18, 19x og 20 var nedlagt, før ledvognene holdt deres glorværdige indtog).

Jeg har aldrig før hørt, at det var det lange, spidse kryds på Nørrebrogade, der var årsag til, at der ikke kom ledvogne på linie 3, men det er da en interessant oplysning. Der var dog også andre steder i byen, hvor 'underlige sporkonstruktioner' måske kunne have hindret ledvognskørsel, uden at det fik betydning (Frederiksborggade, Nørrevold v/ Nørregade).

Med venlig hilsen,

FS1954

--
FS1954

Lutter bogievogne -3 billeder af linie 3, nr. 617

af Steffen Dresler, 27/2 2015, 11:02 (3355 dage siden) @ FS1954

Og så var nr. 617 faktisk en ganske ualmindelig og SJÆLDEN vogn teknisk, da den havde elektrisk betjente døre med "knaptryk".
Den var en laaaaaaang overgang i gebyndelsen af 60´erne fast på 7ern og kørte både solo som med bivogn.

Jeg var egentlig ked af at vognen blev bygget tilbage til en "almindelig" NESA, men der har jo været museale overvejelser - håber jeg:-)

Fortsat god dag til alle

Steffen Dresler (ex. knaptryk operatør i skoledrengsstørrelse)

Lutter bogievogne -3 billeder af linie 3

af Søren fra KM ⌂, 27/2 2015, 17:04 (3355 dage siden) @ FS1954

Jeg er vokset op på Frederiksberg, på klods hold af Gl. Kongevej, men det skete at der blev købt ind på Vesterbro simpelthen fordi det var billigere men stadig den samme (gode) kvalitet.
-S

Lutter bogievogne -3 billeder af linie 3

af A. Nissen, 5/3 2015, 17:02 (3349 dage siden) @ Søren fra KM

Sig mig, var vogn 617 ikke den, der blev smadret ved den frygtelige ulykke for enden af Valby Bakke inden krydset Langgade/Toftegårds alle?
Ved den ulykke kunne vognen angiveligt ikke bremse med den elektriske bremse og den bragede ind i et holdende vogntog.
det blev til en sag, hvor det blev hævdet at vognen kunne være bremset med håndbremsen. Dette blev afprøvet en senere nat på stedet med vogn 618, der dog var kendt for at have en god håndbremse. Afprøvningen viste, det var muligt at standse 618 alene med håndbremsen.
Var det ikke vogn 617?

Lutter bogievogne -3 billeder af linie 3

af A. Nissen, 6/3 2015, 12:28 (3348 dage siden) @ Niels Munch

Ja, det er lige netop den ulykke.

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak