Avatar

Station ved vogterhus 22 Roskilde-Viby/Lejre i 1888

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 26/4 2015, 21:16 (3299 dage siden)

Når vi nu - jf. anden tråd - er ved mellemblokposter m.v. på strækningen Roskilde-Korsør:

I jagten på mere eller mindre "underlige" sporskifter på fri bane stødte jeg på dette arrangement ved vogterhus 22 vest for Roskilde.

Jeg mindes ikke umiddelbart at have set "stationen" omtalt i den trykte jernbanelitteratur.

Måske Morten Flindt Larsen har notater om "stationen". Mon den har haft en telegrafisk forkortelse? Den har vel været svært at "kalde" pr telegraf, hvis ikke den har haft en forkortelse?

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen
Jernbanehistorisk grundforskning - det nye sort

[image]

[image]
STATSBANEDRIFTEN, Almindelig Samling af Ordrer og Bestemmelser m. v., Serie F, Nr. 108, 2. juni 1888. Arkiv: Danmarks Jernbanemuseum/Thomas Boberg Nielsen.

Station ved vogterhus 22 Roskilde-Viby/Lejre i 1888

af Lars Møller Jensen ⌂, Röbäck, 26/4 2015, 21:35 (3299 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Hej Thomas

Henviser til Holger G. Hansen: Jernbaneminder, p 112-113 for yderligere information.

Med venlig hilsen
Lars Møller Jensen.

Station ved vogterhus 22 Roskilde-Viby/Lejre i 1888

af re20000, 26/4 2015, 22:05 (3299 dage siden) @ Lars Møller Jensen

Hej Thomas

Henviser til Holger G. Hansen: Jernbaneminder, p 112-113 for yderligere information.

Med venlig hilsen
Lars Møller Jensen.

...som vi jo alle har liggende på natbordet...

Kort fortalt gav det mulighed for under behov for opstillingsspor udover hvad Roskilde normalt var forsynet med, at anvende de første ca 5 km af Nordvestbanen (ud til vogterhus 22)som opstillingsspor ved kongebegravelser. I mellemtiden sendtes nordvestbanetogene via transversalen over på vestbanens spor, så trafikken kunne fortsætte med minimale forsinkelser. Efter hvad Holger G. Hansen skriver skulle det være benyttet to gange.

Nold

Station ved vogterhus 22 Roskilde-Viby/Lejre i 1888

af Lars Møller Jensen ⌂, Röbäck, 26/4 2015, 22:54 (3299 dage siden) @ re20000


...som vi jo alle har liggende på natbordet...

Hej

Nej dér ligger skotske tjenstekøreplaner lige for tiden, jeg måtte skam en tur til reolen.

Med godnat hilsen
Lars Møller Jensen.

Avatar

Station ved vogterhus 22 Roskilde-Viby/Lejre i 1888

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 26/4 2015, 22:10 (3299 dage siden) @ Lars Møller Jensen

Hej Thomas

Henviser til Holger G. Hansen: Jernbaneminder, p 112-113 for yderligere information.

Med venlig hilsen
Lars Møller Jensen.

Kære Lars

Tak for henvisningen. Så vidt jeg kan udlede, vendte transversalen i 1888 modsat af, hvad Holger G. Hansen beskriver, den gjorde i 1898, da Dronning Louise blev bisat. Men der kan jo være sket en del i løbet af de 10 år, ligesom bisættelsen jo afstedkom en helt ekstraordinær indsats, der kan have inkluderet en ekstraordinær vending af transversalen.

Bedste hilsner

Thomas

Station ved vogterhus 22 Roskilde-Viby/Lejre i 1888

af Lars Møller Jensen ⌂, Röbäck, 26/4 2015, 22:57 (3299 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Hej

Eller man kan have brugt Vestbanen som opstillingsspor og ledt dennes tog via Nordvestbanens spor, men det forudsætter at forfatteren husker lidt forkert, men smart var det da.

Med godnat hilsen
Lars Møller Jensen.

Avatar

Station ved vogterhus 22 Roskilde-Viby/Lejre i 1888

af Morten Flindt Larsen, København K, 26/4 2015, 23:51 (3299 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

"Måske Morten Flindt Larsen har notater om "stationen". Mon den har haft en telegrafisk forkortelse? Den har vel været svært at "kalde" pr telegraf, hvis ikke den har haft en forkortelse?"

Jo da, lidt har jeg noteret mig om stationen, der senest bar betegnelsen "Vestbanens Krydsningsstation", men som også kendes som "Vogterhus 22".

Stationen begyndte sin tilværelse i SJS' tid som en sporforbindelse mellem Korsør- og Kalundborgbanen. Sporforbindelsen var beliggende ved Vogterhus 22 ved Darupvejen 4,0 km fra Roskilde og sporskiftet blev første gang indlagt 15. november 1877. Sporforbindelsen var etableret for regning af militæret og var oprindeligt anlagt som en mulighed for kapacitetsudvidelse ved indtrådt mobilisering. Den blev dog af gode grunde kun benyttet i meget begrænset omfang, bl.a. kom forbindelsen i brug ved kongelige begravelser i Roskilde Domkirke, hvor Kalundborgbanens hovedspor på grund af pladsmangel på Roskilde Station benyttedes til opstilling af vognstammer fra de mange særtog. Kalundborgbanens tog kunne så benytte Korsørbanens hovedspor ud til afgreningen ved Vogterhus nr. 22, der da fungerede som togfølgestation. I de lange perioder, hvor sporforbindelsen ikke var i brug, har sporskifterne formentlig været udtaget.

Sporforbindelsen (gen-)etableredes mere permanent for militærets regning i 1888, hvor stedet fra den 2. juni var fast såkaldt krydsningsstation i forbindelse med de meget omfattende grus- og stentransporter fra Aunsøgaard mellem Jyderup og Svebølle til bygningen af Vestenceinten ved Glostrup (se "Jernbanehistorisk Årbog '13"). Den 10. maj 1890 blev krydsningsstationen i den forbindelse forsynet med centraliseret sporskifteaflåsnings- og signalbetjeningsanlæg, og formentlig har den været fast bemandet indtil fæstningsanlæggenes færdiggørelse i 1894.

Strækningen fra Avnsøgård til byggepladsen ved Glostrup var i byggeperioden stærkt belastet af de mange grussærtog, og da banen mellem Holbæk og Roskilde dengang var enkeltsporet, blev det i 1889 nødvendigt at anlægge en særlig krydsningsstation uden publikumsekspedition mellem Holbæk og Tølløse. Den benævntes internt af DSB ”Militær Krydsningsstation (Vipperød)” og blev i 1906 omdannet til rigtig landstation i form af den nuværende Vipperød Station.

Der var etableret manuel linjeblok mellem Roskilde og Viby Sjælland 1. maj 1885, som så i sagens natur ligesom telegrafen har været ført ind på Vestbanens Krydsningsstation, når denne var i brug. Jeg er dog kun stødt på den telegrafforkortelse for stationen, som var gældende indtil 1887. Det var: bn. Det var inden statsbanerne harmoniserede deres telegrafforkortelser af ekspeditionssteder øst og vest for Storebælt, og inden at man i øst begyndte at bruge forkortelser baseret på mnemoteknik. Stationen har rimeligvis også haft en forkortelse efter 1887, men den har formentlig kun været udkommunikeret lokalt omkring Roskilde og synes ikke at være bevaret.

Sporforbindelsen ved Vh 22 blevet fjernet ved anlægget af 2. hovedspor Roskilde - Viby Sjælland (ibrugtaget 15.10.1899), men spordelene henlå på stedet i nogle år og forbindelsen anvendtes igen ved Christian IX's begravelse i 1906.


Med vanlig venlig hilsen

M:-)rten

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak