Lokomotiver på skib (4 illustrationer m.v.)

af Niels Munch, 6/11 2015, 13:14 (3103 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 6/11 2015, 14:05

Goddag i forum,

I en tidligere tråd om lokomotiver på skib fik vi fragtet damplokomotiver rundt i verden med det norske rederi Belship og det danske "kallehaverederi" Motortramp.

Nu er turen kommet til ØK:

[image]ØK M/S MONGOLIA, Museet for Søfart, filnr. 000030876 CC-BY-NC-SA. Klik på billedet for større udgave.

På fordækket tæller jeg 6 eksotiske damplokomotiver, på agterdækket formentlig de tilhørende tendere, idet disse har spidstaget opbygning imod førerhuset og med samme tagprofil som dette. (Læg mærke til motorvognen på skibet t.v.; noget bud?).

Men lad os lige tage skibets data først:

Skibets navn: MONGOLIA
Hjemsted: København
IMO: 5239474
Kendingsbogstaver: OWRQ
Rederi: ØK - Østasiatisk Kompagni A/S
Værft: Burmeister & Wain
Byggeår: 1945. Skibet blev færdig bygget i 1941, men på grund krigen blev det lagt op og først afleveret til ØK i 1945.
Byggenummer: 660
Indkøbt:
Ex-navn:
Solgt: 1969
Nyt navn: BLUE SAIL, AKAMA
Ophugget: 1972
Forlist:
Motor: Burmeister & Wain
IHK: 7150
BRT: 8366
TDW: 10100
NET: 5100


Men tilbage til lokomotiverne, der allerede med førerhusenes spids- eller sadeltag forekommer indiske, ligesom beskriftningen på pufferplanken med nummer til venstre og litra eller Class til højre for centralkoblingen afspejler indisk tradition. Jeg mener oven i købet at kunne læse "YP":

[image]North Eastern Railway, India, Class YP 'Pacific'. Klik på billedet for større udgave.

Class YP er indiens svar på et standard persontogslokomotiv til landets mange metersporede baner. Det er udviklet på basis af et Baldwin-lokomotiv og produceret i et antal af 871 stk. over perioden 1950 - 1970. De sidste gik ud af ordinær drift i slutningen af 1990'erne.

Indian State Railways udviklede denne standardtype sammen med North British Locomotive Co. (NBL) i Glasgow, som leverede 100 stk. i 1952:

[image]A 4-6-2 Class YP locomotive, with protection against damage in transit, is hoisted on board ship by the Finnieston Crane at Stobcross Quay in 1952. Mitchell Library, North British Locomotive Co. Collection. The Glasgow Story. Klik på billedet for større udgave.

Herudover leverede tyske Krauss-Maffei (KM) 200 stk. YP-lokomotiver i perioden 1952 - 1955.

Det hører med til historien, at KM i 1948 havde indgået et Technical Help Agreement med den indiske Tata-Koncern om etablering af en lokomotivfabrik, Tata Engineering and Locomotive Company (TELCO), som stod færdig sommeren 1950.

Desuden havde inderne i 1947 etableret Chittaranjan Locomotive Works (CLW), hvor lokomotivproduktionen med støtte fra NBL kunne påbegyndes i 1950.

Disse 2 indiske fabrikker, TELCO og CLW byggede de resterende YP-lokomotiver, i første omgang med bl.a. kedler udefra. Således leverede KM 30 kedler i 1951-53.

[image]Indian State Railways Class YP 'Pacific'. Klik på tegningen for større udgave.

Jeg skønner, at lokomotiverne på M/S MONGOLIA er fra Krauss-Maffei, bl.a. fordi skorstenen synes ganske tysk. Engelskbyggede havde en krave, og de indiskbyggede ofte en "eksotisk" skorsten, se fotografiet af NE-loket ovenfor.

Da YP-klassen har kørt næsten til årtusindskiftet, kunne jeg tænke mig, at nogle af forums læsere må have aflagt Indien et besøg og fotograferet de sidste damplok dér? De billeder ser vi gerne!

Måske skibskyndige også kan supplere om ØKs - og evt. andre rederiers - loktransporter til Indien?


Bedste hilsener
Niels

Danskt lokomotiv på skib i Trollhättan

af bengt, 7/11 2015, 16:05 (3102 dage siden) @ Niels Munch

[image]

Lokomotiver på skib (+ 2 fotos & filmklip).

af Niels Munch, 8/11 2015, 12:44 (3101 dage siden) @ bengt

Tak for foto, Bengt, det må være taget samtidig med 1. foto i databasen.

I tilknytning til den første tråd om emnet har jeg fundet dette foto:

[image]

og den tilhørende filmstump: https://www.youtube.com/watch?v=TJYdpMrMWoU - der viser et lokomotiv fra lokomotivfabrikken i Eddystone, Pennsylvania (Baldwin) under udskibning til Valparaiso, Chile 21.11.1929. På kranåget læses "Christen Smith", der netop var skibsrederen bag norske Belship, som havde specialiseret sig i transport af lokomotiver. Det viste på 105 tons er angiveligt det største, der hidtil stak til søs på denne vis.

Desuden dette om 141R lokomotiverne til Frankrig:

[image]

..... under udskibning med M/S Gadsden i november 1946 til Cherbourg. Denne filmstump: http://www.britishpathe.com/video/locomotives-for-france viser losning i Cherbourg fra M/S Tureby, et af danske Motortramps skibe.


Bedste hilsener
Niels

Danskt lokomotiv på skib i Trollhättan

af Niels Munch, 11/11 2015, 16:24 (3098 dage siden) @ bengt

Skibet er Nydquist's egen "STARKODDER", som bl.a. også sejlede Nydquist-lokomotiverne til Bornholm. Dette er grundigt beskrevet i Bornholms Tidendes og DBJ Museums nyligt udgivne bog "Fra Skagen til De Bornholmske Jernbaner" af Nils Pedersen & Hans-Henrik Fentz (ISBN 9788777992544).

[image]"Starkodder" i Thisted Havn. Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune, billednr. 68903.

M.v.h.
Niels

Lokomotiver på skib (4 illustrationer m.v.)

af Heick, 9/11 2015, 09:33 (3100 dage siden) @ Niels Munch

Mongolia flager med tysk flag i toppen. Så vi er nok på vej ud af tysk havn

venlig hilsen Steen

Lokomotiver på skib (4 illustrationer m.v.)

af Niels Munch, 9/11 2015, 09:50 (3100 dage siden) @ Heick

Ja, og motorvognen på skibet t.v. er givetvis også en eksport; hvis typen kan bestemmes, har vi også optagelsesåret.

M.v.h.
Niels

Schweiziske motorvogne til Chile 1955 (+ 1 foto)

af Niels Munch, 17/11 2015, 19:51 (3091 dage siden) @ Niels Munch

[image]ØK M/S MONGOLIA, Museet for Søfart, filnr. 000030876 CC-BY-NC-SA. Klik på billedet for større udgave.

På fordækket tæller jeg 6 eksotiske damplokomotiver, på agterdækket formentlig de tilhørende tendere, idet disse har spidstaget opbygning imod førerhuset og med samme tagprofil som dette. (Læg mærke til motorvognen på skibet t.v.; noget bud?).


Med hjælp fra kolleger på Drehscheibe-Onlines Historisches Forum er motorvognen på naboskibet identificeret som en leverance til Chile i 1955.

[image](Deutsch-Chilenische Wochenzeitung).

Dette metersporede motormateriel er leveret af schweiziske Schindler Waggon AG, Pratteln, i 1955. Med hver 2 Saurer dieselmotorer var motorvognene kraftige nok til ved ren adhæsion at befare Trasandino-banen; det indbyggede tandhjulsystem var primært til bremsning. Én motorvogn skal være bevaret musealt.


M.v.h.
Niels

Schweiziske motorvogne til Chile 1955 (+ 1 foto)

af Hans T. Møller, 17/11 2015, 20:23 (3091 dage siden) @ Niels Munch

Hej Niels

Det er vist den, som holder her i remisen i Los Andes. (Beklager billedkvaliteten)

Bedste hilsner

[image]

Schweiziske motorvogne til Chile 1955 - lidt om Los Andes

af Hans T. Møller, 17/11 2015, 23:02 (3091 dage siden) @ Niels Munch

Jo, det må være samme motorvogn. Gad vidst om den har kørt siden 2009, hvor video'en blev optaget? Jeg besøgte Los Andes i juli 2012, men alt var aflåst, og der var ingen mennesker at se på remiseområdet.

Los Andes var den chilenske endestation for den metersporede Trasandino-jernbane til Mendoza i Argentina, som vi har besøgt i andre tråde her og her. Forbindelsen til det øvrige jernbanenet er bredsporet, så passagerer måtte skifte og gods omlades her på stationen.

Metersporet bruges stadig til transport af et eller andet mellemprodukt fra en kobbermine ved Rio Blanco. Det omlades her i Los Andes og køres videre på bredspor til et stort værk i Chagres.

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak