Nyborg rundremise

af Gjesing, 27/5 2020, 16:25 (1429 dage siden)

Er der nogen i dette forum som ved, hvornår den store rundremise ved færgehavnen i Nyborg blev fjernet - ikke den 3-sporede remise, som fandtes indtil lukningen af færgehavnen?

Nyborg rundremise(r)

af Ole Lund Jensen, 29/5 2020, 22:02 (1427 dage siden) @ Gjesing

Kære Gjesing

På Det Kongelige Biblioteks hjemmeside findes en meget stor mængde luftfotos af Nyborg færgehavn, og af disse kan man udlede, at rundremisen endnu i 1956 var komplet med 12 + 3 spor. Se f.eks. dette billede. Indkørselssporet til drejeskiven forløb mellem de to dele af remisekomplekset, og delen med kun tre spor var jo den, der overlevede længst. I første omgang overlevede hele remisekomplekset anlæggelsen af færgeleje 5 og de dermed forbundne sporomlægninger, men allerede i 1957 var der "barberet" i den store del af rundremisen, således at man kunne opnå et retlinet sporforløb ned til leje 5. Se f.eks. dette billede.. Den "barberede" del af rundremisen overlevede yderligere nogle år, men den forsvandt ifølge Lars Viinholt-Nielsens "Der var engang..." efter leveringen af MHerne i 1961-63.

På flere luftfotos ses i øvrigt, at der - inden sporomlægningen i forbindelse med leje 5 - fandtes en ekstra drejeskive bag rundremisen og ved siden af vandtårnet. På fotos fra 1930erne fandtes denne drejeskive ikke, men til gengæld fandtes der en drejeskive nærmere vejbroen over baneterrænnet, og her lå også en lille rundremise med cirka tre spor. Måske den var resterne af den ældre store rundremise, som lå tættere på stationen end den ovennævnte rundremise og som ses på gamle sporplaner over Nyborg. Se f.eks. 100 års jubilæumsbogen for Storebæltsoverfarten.

Med venlig hilsen

Ole Lund Jensen

Nyborg rundremise(r)

af Gjesing, 1/6 2020, 19:56 (1424 dage siden) @ Ole Lund Jensen

Kære Ole
Tak for bidraget til at opklare et sandsynligt tidspunkt for hvornår den store del af rundremisen i Nyborg Færgehavn blev fjernet.
Interessante henvisninger til billeder, som viser, at remisen kom til at ligge i vejen for udvidelsen med nye færgelejer.

Bedste hilsener
Leif

Nyborg rundremise(r)

af Georg Schmidt, 1/6 2020, 23:31 (1424 dage siden) @ Gjesing

En oversigt fra 31/3 1955 siger at Nyborg havde 12+3 remisepladser. 1 plads blev benyttet til rangermaskine og 2 pladser delvis til rangermaskine. Af de 5 pladser i Ringeremisen blev de 4 benyttet af Nyborg Værksted.
Et oplysningshefte fra Driftsområde Storebælt siger, at leje 5 blev ibrugtaget i 1955.
M v h
Georg

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak