Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Godstogssporene 21 og 22 i Aalborg renoveres - men hvorfor? (Jernbanen i dag)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 29/9 2016, 21:20 (2765 dage siden)

Som det blev nævnt i dette indlæg, skal godstogssporene 21 og 22 i Aalborg renoveres. Ikke stedkendte kan kigge her. Som det fremgår, er der tale om to spor, der ligger i den sydlige ende af stationen. Sporene er kendetegnet ved, at der er en smal asfaltsti ved siden af begge, hvilket letter arbejdet for den, der skal foretage bremseprøve. Herudover er sporene belyste. Sporene har været spærret i årevis. Jf. dette indlæg skyldes det, at der visse steder var mere end de foreskrevne 1435 mm mellem skinnerne.

Det er i øvrigt nogle "fornemme" spor: Der kan stilles udkørsel fra dem mod både nord og syd. Der kan dog kun stilles indkørsel til dem fra syd.

Er der nogen, der kan oplyse, hvor lange sporene er - eller spurgt på en anden måde: Hvor lange tog kan ekspederes i sporene uden, at de "rager udenfor"?

Det undrer mig, at sporene renoveres, for jeg kan ikke se, hvilke behov de skal dække. Hidtil er tagpladetoget blevet "ekspederet" i sporene 90 og 96 og selv om der ikke kan stilles udkørsel herfra, er det vel til at leve med den ene gang hver anden eller tredje uge, at dette ene tog skal "udrangeres" eller hvad det nu hedder. Renoveringen af spor 21 og 22 må koste millioner.

Men man pønser måske på at fjerne andre spor, som så skal "erstattes" af spor 21 og 22?

PS. Tag ikke fejl: Det varmer mit lokale jernbanehjerte, at spor 21 og 22 renoveres. Men jeg forstår ikke hvorfor.

Klik på billederne for højere opløsning.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen
På vej med en bog i 2019 om 150 år for Støvring station - og strækningen Randers-Aalborg

[image]Set fra nord fra Østre Allé. Fra venstre spor 90, spor 21 og spor 22. Spor 22 er pt. pillet op. Klik på billedet for højere opløsning.

[image]Set fra syd fra Ny Kærvej. Fra højre spor 90, spor 21 og spor 22. Spor 22 er pt. pillet op. Standsignalet længst til venstre i billedet er sat op, fordi spor 4 er spærret og under renovering. Klik på billedet for højere opløsning.

[image] Set mod syd fra Ny Kærvej. Fra venstre spor 96, spor 21 og 22. Spor 22 er pt. pillet op. Standsignalet bag standsignalerne i spor 21 og 22 står i havnebanen mod Aalborg Øst - havnebanen er p. t. spærret. Klik på billedet for højere opløsning.

Alle fotos: Aalborg den 29. september 2016. Fotograf: Thomas Boberg Nielsen.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak