Man kan vel sige generelt, at 1. distrikt næsten altid fik det nyeste materiel, det er sådan min iagttagelse. Dog er der én meget stor undtagelse, nemlig leveringen af de fire MY i 1954, der alle gik til 2. distrikt. 1. distrikt måtte vente til foråret 1956 på MY.

Der er da flere meget store undtagelser, f.eks. fik 2. Distrikt de første P-maskiner i 1907, mens 1. Distrikt måtte vente til 1910. Lyntogene kom samtidigt til både 1. og 2. Distrikt, det samme gælder nye personvogne i landsdelstrafikken. De første Triangel-motorvogne af diverse litra inkl. bivogne kørte i 2. Distrikt; MC bygget specielt til Grenåbanen. Det samme galt de to Frichs-byggede MY'er. Det er en lodret skrøne, at 1. Distrikt altid fik det nyeste materiel. Selvfølgelig fik 2. Distrikt ikke decideret nærtrafikmateriel som FF, CL, Bn og S-tog; det er logik i harehøjde, at de specialtyper blev bygget til de strækninger, hvor de var nødvendige, men både MO, MP, MK/FK, bogiekupevogne, tagryttervogne, CC og B m.fl. blev indsat fabriksnye i 2. Distrikt, ligesom ombygningstyperne fra 30'erne og 40'erne blev drysset jævnt ud over hele landet. 1. Distrikt måtte nøjes med aflagte svenske damploko i 1937, få år efter, at fabriksnye R-maskiner var tilflydt 2. Distrikt. Det er min iagttagelse, at myten om, at 1. Distrikt altid fik det nyeste materiel ikke er andet end et let gennemskueligt forsøg på trafikpolitisk selvoffergørelse på basis af nogle få markante eksempler. En enlig svale eller to gør som bekendt ingen sommer.

Venlig hilsen
Morten