Jeg tror nu nok man lige hér skal adskille begrebet ”design” i design og funktionalitet. Forstået på den måde, at ”design” jo er et begreb, der indeholder mange aspekter med vedtagne normer i henhold til f. eks. en design manual. Heri angivet bestemte former, materialer for dette eller hint, signalfarver, skrift m.v. Altså som i DSB designmanual fra 1974, fremstillet af DSB designafdeling (Jens Nielsen) på baggrund af British Rail ditto.
Funktionalitet derimod har jo nok mere at gøre med den ældre tilgang til at få noget tegnet, udviklet og gjort brugbart, dog muligvis med flere faste linjer, som var DSB Maskinafdelings ansvar. Altså mere at det virkede, end at former og farver var på plads. Men det hele i tidens ånd. Se på Busses konstruktioner, der jo ligner hinanden, samme styring, samme sikkerhedsventil typer, sandkasser under barrierepladen, samme udformning af førerhus og tender mv. P er dog en undtagelse, for hér var der to andre maskiningeniører inde over også.
DSB havde jo ikke før begyndelsen af 1970´erne en designafdeling. DSB designafdeling konstruerede dog ikke materiellet (hvilket man nok skal være glade for), men havde ansvar for at de forslag der kom frem, overholdt de designmæssige ting man var blevet enige om i henhold til design manualen. Ligeledes udstak designafdelingen (se anden tråd om IC-3) linjerne over for Scandia mv.
Tager vi materiellet efter den 2. verdenskrig og før designkontoret, er der jo ikke tvivl om, at MY, MX er udelukkende er en ”europæisering” af den amerikanske type. Hér tilpasset bl.a. fritrumsprofil, akseltryk samt mulighed for at kunne løbe om samt andre lokale ønsker (f. eks. lanterner). MO var et samspil mellem Scandia, Frichs og Maskinafdelingen. Det vil sige udkast der er blevet forhandlet og godkendt af DSB og igen formen i tidens ånd. Dette gælder også for bogiemateriellet, AC, CC, AV m. fl. Men de er tilgengæld baseret på udenlandske (her tyske) konstruktioner. Det samme for det senere motormateriel, bl.a. MR/MRD, der er tilpasninger til en tysk udgave samt B-vognsmateriellet, tysk, men tilpasset UIC norm type Y. Og litra MA er jo ren tysk. MZ er en tilpasning af ideer og metoder i samarbejde mellem Nydquist og DSB Maskinafdeling.
Ved færgerne er det jo DSB der ”køber” konstruktionen og har været inde over sammen med værftet om hvordan det skal se ud. Så efterfølgende bygning sker så bare i henhold til de fremsendte tegninger til værftet, selvfølgelig med de ønsker om ændringer, der er kommet gennem tiden. Ser man på f. eks. DSB færgerne fra 1940´erne og 1950´erne er der sammenfald i linjer og udformning med bl.a. DFDS, Lautitzen og Mærsk skibe. Alle konstruerede herhjemme og med ”danske” linjer.
Ser vi f. eks. nu på de elektriske lokomotiver EA og EG er første tysk med lidt dansk (skal passes til den ”tyske” ME, f. eks. E120), mens EG er et rent tysk fabriksdesign.
Med hensyn til IC4 og IR2 er de begge et resultat af GTA projekterne design- og indretningsmæssigt, altså DSB, men nok det ydre er et sammenspil mellem leverandøren og DSB.
Det første egentlige ”design” i jernbanekonstruktionerne er jo PRR i 1930´erne og 1940´erne. Og industrielt design bør vi vel ikke glemme Coca-Cola, der opfandt vores dages ”julemand”, men det er jo noget helt andet.