For nogle år siden sad jeg i Desiroen fra Svendborg, da lokomotivføreren lige før overkørslen ved Svendborg Vest brugte hornet særdeles kraftigt. Jeg så en pige, der lige smuttede over skinnerne foran toget. Vi standsede ved trinbrættet, og lokomotivføreren spurtede ud og gav pigen en ordentlig opsang (efter hvad jeg kunne se). Hun gav sig til at tude og vaklede hen for at tage en bus hjem igen, så det ud til. Hun reddede (ufortjent?) livet, men havde givet et andet menneske et gevaldigt chock.
Når man som fodgænger vil passere en gade, går man vel heller ikke bare ud på gaden uden at se sig for, så - hvor svært er det mon at vænne sig til, at på jernbaner, der kører altså tog, og nogle gange kører de meget hurtigt.

Kan nogen i øvrigt forklare mig, at dengang Struer Museum havde udstilling i DSB's værkstedshaller og man skulle på rundvisning, skulle man have vest og hjælm på, når man passerede sporene, hvor der maximalt kom ét tog i timen for at tanke diesel ved standerne (Arriva-Lint-tog). De kørte i skridtgang. Der måtte kun gå mindre grupper ad gangen over de to-tre spor, og kun under kyndig ledelse og overvågning. Når man lidt senere skulle med toget henne fra banegården, kunne man uden nogen som helst sikkerhedsforanstaltninger (bortset fra et skilt) passere adskillige langt mere befærdede spor. Dér var det da mere relevant med sikkerhedsudstyr og bevogtning. Ja, jeg spørger bare.

Venlig hilsen,

Aleman