Farvel til en gammel tysk kending, BR E40/140

af Steffen Dresler, 26/1 2017, 11:07 (2650 dage siden)

Farvel til en gammel tysk kending, BR E 40/140.

Måske synes nogen dette er OT for en danske jernbanehistorisk side, men lokomotivtypen endte faktisk sine dage også, med at fremføre godstog med lokomotivveksel i Padborg, så "lidt" dansk alligevel.

Selvom udviklet, bygget og kørt i Tyskland fra 1957 var og er det elektriske godstogslokomotiv BR E40/140 kendt over alle grænser og især herhjemme af personer, hvor interessen for jernbaner startede med enten Märklin eller Fleischmann i 1960´erne. Modellen har således kørt og kører rundt på mange danske anlæg den dag i dag eller gemt som ”et af mine første lokomotiver til elektrisk tog”.

Lokomotivtypen var en del af det nye Vesttysklands store elektrificeringsprojekt efter krigen, for at kunne erstatte damptrækkraften på sigt. Familien bestod af persontogslokomotivet for hovedbaner BR E 10, godstogslokomotivet for hovedbaner BR 40, universallokomotivet for sidebaner BR E 41 og endelig det svære godstogslokomotiv for hovedbanerne BR E 50. Der blev anvendt en stor del af fælleskomponenter og design af vognkasserne var udformet som en næsten standard, så kun farven på E 10 og E 40 i realiteten i det ydre adskilte, at det var to forskellige typer lokomotiver, sådan meget groft. Ca. 848 eksemplarer blev byggede op til begyndelsen af 1970´erne.

Og som altid gennem en livsperiode ændringer, omnummereringer o.s.v.

Den 3. december kl. 16.15 afsluttede så BR 140 850 sin sidste tur og dermed også den sidste planmæssige anvendelse af denne BR for Deutsche Bahn (kilde EK 2/2017 side 16.) BR E40/140 tjenestegjorde således i alt 59½ år, altså i mange tilfælde længere tid end de tyske forbundsbaners standard damplokomotiver BR 01, 03, 41, 50 mv.

Uden dog at være sikker mener jeg, at med henstillingen af denne BR, er alle standardtyperne af E 110 (med undertyper 112/113 etc.), E 140, E 141 og E 150 nu udrangerede af drift ved DB.

Flere lokomotiver er ganske sikkert solgt til private operatører og typen som sådan, kan sikkert stadig opleves.
Så farvel til min drengedrøms flotte elektriske godslokomotiv og tak for mange gode minder (har faktisk kørt BR 140 fra Puttgarten over Hamburg og til et sted ved Harz og retur et par gange).

Herunder et par billeder af ”vores” Märklin/Fleischmann lokomotiv i virkeligheden.


[image]
E 40 210 i Rüdesheim/Rhein engang i juli 1965.

[image]
DB BR E 140 089-4 i Frankfurt a.M. midt 1990´erne.

[image]
DB BR 140 800-4 + U/I BR 140 i to forskellige bemalinger, 18-04-98 Maschen/Hamburg.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak