Tak. Grundlæggende helt ening.
Jo jeg kender egnen. Boet i Lyngby i 20 år. Det der undrer at mange andre baner var lige så "tynde" mht til noget at køre med, men de holdt jængere end 21. Selv her hvor jeg bor nu på Falster holdt de tynde baner på f.ex. Lolland da længere.

Jamen, banerne på Lolland var da bestemt ikke "tynde" mht. til noget at køre med. Det er en misforståelse. Der var masser at køre med, så derfor holdt banerne dernede også 30-40 år længere, end mellem Nærum og Vedbæk, hvor der var nul og nix. Her var der hverken landbrug eller industri, som kunne generere indtægter. Det var det jeg mente med, at du åbenbart ikke kendte Nærum - Vedbæk strækningens opland.

Før 2. verdenskrig betragtede man jo ikke jernbanen som en gavebod, som mange gør det i dag. Banernes underskud belastede lokalsamfundenes og dermed skatteydernes økonomi, hvorfor kommunerne langs banerne hele tiden vejede banernes værdi som transportleverandør for virksomheder og borgere op mod udgifterne til deres fortsatte drift. Hovedparten af banerne på Lolland-Falster er primært bygget med henblik på godstrafik, og hoveddelen af deres transportpræstationer var godstransport. Persontrafikken var en sidegevinst, men det er aldrig persontrafikken, der redder små jernbanestrækninger fra lukning, med mindre at politikerne - som det er tilfældet i nyere tid - bruger persontrafikken til at drive socialpolitik og klimapolitik med. Småbaner uden godstrafik og med begrænset persontrafik kan drives langt mere økonomisk ansvarligt med rutebiler end med tog, selv om rutebildrift også giver underskud i vore dage.

I Danmark har jernbanernes primære formål historisk set været at udføre godstrafikken, og godstrafikken har genereret hovedparten af banernes indtægter i de år, hvor det var muligt at drive jernbaner uden de helt store subsidier fra de offentlige kasser. Persontrafik alene har aldrig skabt nogen videre rentabilitet på de danske jernbaner, men den opretholdes fortsat, mestendels med subsidier og af politiske og samfundsmæssige årsager. Hvis man lukkede f.eks. S-banen, skulle folk jo transporteres på en anden måde, men overskud giver driften ikke.

Mellem Lyngby og Nærum var der før 2. verdenskrig både en vis godstrafik og en persontrafik af betydning (pendlere og lystrejsende), men allerede i 1926 var det nødvendigt, at kommunerne overtog det private baneselskab, fordi banens drift var blevet urentabel. Og sådan var det over hele landet. Rentabilitet af driften var der bestemt ikke mellem Nærum og Vedbæk, og det var der heller ikke på Lolland-Falster, efter at sukkerfabrikkerne lukkede og lastbilerne overtog de tilbageværende roetransporter.