Uden at jeg har dokumentation for det, tror jeg godt, at du kan gå ud fra, at bemandingen har været større "i gamle dage". Hvis det skal beskrives "videnskabeligt", skal man have fat i publikationen "Togenes bemanding", der var en intern oversigt over togenes bemanding fordelt på det enkelte togs løbestrækning. F.eks Fh-Ab 1, Ab-Ar 2, Ar-Fa 3, Fa-Ng 3. Jeg har en ikke-videre-ordentligt-arkiveret samling fra K79V til K86V, men mon ikke andre eller Danmarks Jernbanemuseum har flere?

Hvis man så sammenholder "Togenes bemanding" med oprangeringsplanerne kan man danne sig et overblik.

Det var i øvrigt mit indtryk fra de 6½ år som togbetjent/togfører, at bemandingen stille og roligt blev "mindre og mindre" uden at man dog kan tale om en decideret forringelse. Der er vel nærmere tale om den generelle 2% besparelse, som alle statsinstitutioner opererer med årligt. Men sikkert ikke alle vil være enige med mig heri.

Da IC3 kom ud at køre, var der en tommelfingerregel om, at der skulle være én togmedarbejder (dvs. togbetjent eller togfører) pr. togsæt. Men det er ikke en oplysning, jeg kan dokumentere, idet jeg på det tidspunkt ikke mere var ved togtjenesten. De, der har styr på det rullende materiels indretning, kan så lave et regnestykke, der sammenligner et ordinært lokotrukket IC-tog med 9 vogne (A+B+Bk+6B) med et tog med 5 IC3-togsæt. Et sådan regnestykke vil vel vise, at med indsættelsen af IC3 skulle hver enkelt togmedarbejder servicere et færre antal passagerer. Hvilket på den ene side er en omkostningsudvidelse men som på den anden side også var en serviceudvidelse set fra passagerernes side. Og det sidste var vist nok tilsigtet fra DSB’s side.

I dit oprindelige indlæg var du inde på, at antallet af døre, kunne have en betydning. Og det har du ret i. Jeg har ikke overblik over, hvornår de forskellige personvognslitra blev udstyret med døre, som togføreren kunne lukke ”automatisk”; men jeg kan huske, at argumentet om ”mange manuelle døre” blev brugt fra tid til anden. Jeg mener, at kunne huske, at jeg har været togfører på IC-tog, hvor lokalvognene til/fra Nyborg Færge var litra Bg uden automatisk dørlukning. I starten af 1980’erne var der, så vidt jeg husker, et ”skoletog” (3906?) på strækningen Herning-Århus (eller også var det omvendt) oprangeret af 5 ”gamle” vogne uden automatisk dørlukning og her var bemandingen ”kun” 1 togmedarbejder. Det afstedkom en vis ”kreativitet” fra togpersonalets side, hvor man gav ”færdigmelding” til lokomotivføreren, selv om man manglede at lukke dørene i 1½ vogn. Det kunne give lidt sved på panden, hvis der blev accelereret hurtigt og der dermed var god fart på den bagerste vogn, hvor man skulle ”hoppe på”.

Går man længere tilbage i tiden eksisterede der også en togmedarbejderkategori, der hed ”pakmester”, som typisk (kun?) passede pakvognen i de tog, som dengang medførte pakvogn.

Afslutningsvist: Da prototypelyntoget kørte togene 120 Ab-Fa-(Kh) og 183 (Kh)-Fa-Ab var det Aalborg-personale, der kørte med dem Ab-Fa og Fa-Ab. I det omfang, der var lokalvogne med Ab-Ngf og Ngf-Ab, var disse ikke betjent af togpersonale. Der var som bekendt ikke overgang mellem prototypelyntoget og lokalvognene og togpersonalet havde ikke tjenestekupé i lokalvognene. Men engang imellem blev der billetteret i lokalvognene, således at ingen skulle få den gode idé at køre uden billet i disse vogne. Togene 120 og 183 var de fleste ugedage kun betjent af 1 togmedarbejder og hvis man som togfører stod på perronen længst væk fra de eventuelle lokalvogne og skulle give afgang, ja så var det surt, hvis en passager "havde taget nødåbningen" i en af lokalvognene. Så måtte man vandre "6-7 vogne ned og 3 tilbage", inden den kunne gives afgang. Og det var ikke befordrende for regulariteten.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen