Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Nordjyske Jernbaner vil kapre Frederikshavn-Aalborg (Generelt)

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 19/9 2011, 21:13 (4605 dage siden) @ andersj

Så er Nordjyske Jernbaner ude med et tilbud om at overtage driften af regionaltogene mellem Aalborg, Hjørring-(Hirtshals) og Frederikshavn-(Skagen). Der kan leveres 8 nye Desiro tog i december 2012, hvis man bliver enige med DSB.

Dog ser det ikke ud til at DSB vil afgive en af Jyllands største pendlerstrækninger, og tilbyder halvtimesdrift istedet:
http://www.tv2nord.dk/arkiv/2011/09/19/29351?autoplay=1
http://nordjyske.dk/webtv/forside.aspx?clipId=19632

Med de passagertal, der er på Vendsysselbanen, så er der ikke noget at sige til, at Nordjyske Baner står på spring, for at få en bid af kagen.

Vi vendelboer må vel egentlig også være et tålmodigt folkefærd, for nu har vi i årtier aget afsted i de ellers ganske velkørende MR-tog - men som dog er uden strømstik til den bærbare, uden Internet, og som afstedkommer en kvalmende forurening, til skade for nær- og fjernmiljø, og også for os passagerer, idet MR-togene er så snedigt indrettede, at den sorte dieselrøg slår ned på taget og suges ind gennem "frisk"luftindtagene på taget og eventuelle åbentstående vinduer. Af samme årsag sætter jeg mig derfor altid i den forreste vogn, hvor luften er mest "frisk".

MR-togene ville sagtens kunne udstyres med nye motorer med filtre, som lever op til Euro IV eller Euro V kravene - det bliver i hvert fald vanskeligt at bilde en gammel, afdanket maskiningeniør som mig ind, at det sørme ikke kan lade sig gøre. Det er i den sidste ende kun et spørgsmål om vilje (eller rettere, modvilje) - og naturligvis om økonomi. Det tekniske er der (som regel) altid en løsning på.
Desirotogenes udstødningsrøg består (ligesom på IC/3-togene) til gengæld nærmest kun af varmeflimmer - og sørme om ikke også at NJ tilbyder gratis Internet.
Med andre ord må DSB vist til at tage sig lidt sammen og værdsætte det "guldæg", som Vendsysselbanen og dens mange passagerer udgør.

Men skulle det blive sådan, at der åbnes en kattelem op for andre operatører på Vendsysselbanen, hvad så med at lade DSB stå for heltimesdrift med gennemgående InterCity-tog til København, og lade Nordjyske Jernbaner stå for Regionaltogene på Vendsysselbanen og Aalborg Nærbane i dagtimerne, ligeledes i heltimesdrift, men en halv time forskudt for DSB's gennemgående InterCity-tog ?
Så får alle deres bid af "kagen" og alle er glade - og vel især os passagerer :-)


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak