Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Lille litra P

af Steff, 27/11 2010, 09:35 (4899 dage siden) @ Bendix Riis

Vedr. bemaling af litra P nr. 103 – 105 og nr. 120 – 128.

Det er en helt klar fejl, at hjul og banerømmer på den bevarede nr. 125 er røde. Hvorfor den blev bemalet således, da lokomotivet ”kom tilbage” til DSB efter at have været anvendt ved KSB, kan der kun gisnes om. Årsagen kunne være en fejlfortolkning af de bemalingsforskrifter, der anvendtes ved DSB-S og DSB JF før den endelige sammenlægning af de to statsbaner til DSB i 1892.

Alle lokomotiverne ved DJDS, JFJ og DSB-JF af engelsk oprindelse var malet mørkebrune med sorte stafferinger og nummeret påmalet i guld. Det har hidtil været antaget, at med leveringen af de første lokomotiver fra Tyskland i 1875, man da gik over til den tyske bemaling med sorte lokomotiver og røde stafferinger og lysebrun undervogn. Men så sent som i 1882 skriver Overmaskinmester O. F. A. Busse om bemalingsforskrifterne for de nye P-lokomotiver, at de skal ”males og lakeres i en dybbrun farve med stafferinger, det indre af førerhuset med egetræsfarve, ringen om skorstenen med carmin, hvid, carmin og pufferplankerne zinober (mørkerød) og numrene i guld”. O. F. A. Busse havde dog sammen med Overmaskinmester J. Blair allerede før 1882 fremlagt et forslag om ”den tyske bemaling” med sorte lokomotiver med røde stafferinger og lysebrun undervogn, men det blev ikke godkendt. Derfor kan det tænkes, at den ”tyske bemaling” først er blevet gennemført efter sammenlægningen i 1892 og da med den ændring, at undervognen også skulle være sort. Gradvist herefter blev de ældre lokomotiver ommalet i den sorte farve ved stor (S) revision.

Så skulle lokomotivet have været bemalet korrekt, skulle det enten være brunt som ovenfor beskrevet eller sort med røde stafferinger som ved DSB.

--
Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak