Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Opgave

af Poul Erik Bjerre, 19/2 2011, 17:24 (4817 dage siden) @ Poul Erik Bjerre

I får også lige lidt om baggrunden for min interesse for billederne fra Nykøbing M:
Om at være ”jernbanenørd” i et jernbane u-land.

I mange år har jeg (og min far, som er død for nyligt) været relativt alene om vores interesse for jernbaner – i model såvel som i virkeligheden. Vi kommer fra øen Mors midt i Limfjorden, som bl.a. er kendt for at have haft en af landets korteste jernbaner. Jeg gætter på, at den næst efter jernbanen på Ærø var DEN korteste. Den lå helt indenfor grænserne af byen Nykøbing Mors – og gik fra færgen til/fra Glyngøre (den nordligste by på Sallingbanen), og var vel max. en kilometer lang. Der havde selvfølgeligt være planer om langt mere – men det var altså hvad, det blev til. Dette kan der i øvrigt læses meget mere om i Mogens Duus’ fortræffelige bog om Sallingbanen. Mors har altid været et ”udkantsområde”, som det kaldes nu til dags – og ikke mindst i min fars tid, var jernbanen en af de vigtigste muligheder for at få forbindelse med omverdenen. Jeg tror, det især er derfor, vi har interesseret os så meget for jernbaner. Men som beskrevet ovenfor, var det meget begrænset, hvad man kunne få af jernbane oplevelser der. Man kunne som regel kun opleve en rangertraktor flytte nogle få godsvogne til og fra færgen (”Morsø”). Det var ifølge min tidligste hukommelse som regel en af Frichs traktorerne 72-85. Der stod dog ofte en reserve i den lille remise, som ofte var et af ”klædeskabene”. Senere kom køf’erne til. De største ”jernbaneoplevelser” i Nykøbing var som regel, når ”Morsø” var på værft. Så blev der naturligvis indsat en reservefærge. I de tidligste tider, som jeg kan huske, var dampfærgen ”Glyngøre” (tidligere ”Helsingborg” fra 1902), som jeg har oplevet enkelte gange i drift (og vistnok oven i købet sejlet med?). Normalt var den oplagt ved siden af færgelejet i Nykøbing. Den blev udrangeret i 1964. I øvrigt kan jeg også svagt huske isbryderen ”Valdemar” (ombygget fra DSB færgen ”Valdemar”), som også lå ved siden af færgelejet – enten i Nykøbing eller i Glyngøre. Den blev udrangeret i 1959, hvor jeg var 7 år gammel, så jeg var vist ikke helt bevidst om, hvilket klenodie, der her var tale om. Senere – da ”Glyngøre” var udrangeret – var afløseren som regel ”Dan” fra Helsingør-Helsingborg overfarten – og enkelte gange ”Svea” – for søren da en stor færge i Nykøbing! Ja, ja, i dag vil også den vist blive betragtet som en lilleput.
Det, at vi var alene om vores jernbaneinteresse, var nok lidt selvforskyldt. Som mange af jer nok har oplevet, kan man nemt blive betragtet som en særling, hvis man i så stor grad interesserer sig for jernbaner. Og – ikke mindst i jantelovens hjemland (Mors) – kan man nemt komme til at stå lidt udenfor. Men i øvrigt kendte vi ikke andre på Mors, som havde den interesse (ud over min farfar!).
Min far blev uddannet til lærer på et københavnsk seminarium og var således i 50’erne en flittig bruger af toget – netop i den tid, hvor der både var damp- og dieseldrift.
For mit vedkommende er det specielt den tid, hvor det var damplokomotiverne, der var den væsentligste trækkraft, der har interesse. Og det til trods for, at jeg kun ganske få gange selv har oplevet damplokomotiver i almindelig praktisk drift. Det skete dog, at vi besøgte Thybanen – og der kunne man i slutningen af 50-erne og starten af 60-erne være heldig at se en D-maskine tøffe af sted med et godstog.
Men alt vedrørende jernbaner har da interesse. Man må jo huske på, at en dag er Y-tog, IC-3, Øresundstog ikke længere ”hverdagskost” – og derfor sikkert interessant.
Så al ros til de flittige fotografer, som husker at få alt fotograferet, og som er villige til at offentliggøre billederne her på forum’et (selvom det nogle gange kan være lidt enerverende med endnu et ic-3 tog i en ny vinkel på en ny station). Men – naturligvis må vi huske på, at specielt os, der interesserer os for det ældre materiel, ofte ønsker os mange flere og gode billeder af de gamle lokomotiver og vogne – specielt fra den tid, da de var i aktiv drift – og ikke bare var museumsgenstande.
M.v.h. Poul Erik Bjerre.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

ContecRail

Jernbanebøger

På Sporet af 2018

På Sporet af 2018. Pris 240 kr.

Læs mere
Indsend billeder

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak