Tak for de fine billeder.

Jeg afholdt i sidste uge et møde med de to projektledere Tony Bygballe & Simon Marsbøll fra Natur- og Miljøafdelingen i Horsens Kommune. Projektet er godt beskrevet på den kommunale hjemmeside, men jeg fik en række detaljer samt en række af kommunens billeder over forløbet, som jeg hermed bringer for eventuelle interesserede.

Processen følger tidsplanen indtil videre og det forventes fortsat, at broen kan "indvies" ved en række festligheder omkring den 1. november. Brotårnene har sat sig en anelse i løbet af årene, og broen er nu rettet op ved hjælp af en række "kaffemøller", som vi kender fra jernbanens barndom. Det viste sig nødvendigt at udskifte nogle enkelte delitationsplader, som viste tegn på slid, men ellers er broen i meget velholdt stand, og entreprenører og teknikere er meget imponerede over det gode håndværk, som blev udført tilbage i 1899.

I arbejdsprocessen formåede entreprenøren uheldigvis at knække det lyslederkabel, som for nogle år siden blev nedpløjet i dæmningen. Under arbejdet med at fjerne gruset under gitterbroen kunne man konstatere, at gruset i broens øverste gitterkonstruktion var så hårdt stampet i 1929 (hvordan man så end har kunnet gøre dette?), at gruset blev hængende i luften, selvom gruset under gitterkonstruktionen var blevet fjernet. Man måtte derfor søge med gravemaskinen at få gruset frigjort i broens øverste gitterkonstruktion med det resultat, at gruset tog lyslederkablet med sig i faldet og knækkede dette alene i kraft af vægten.

Broen er oprindeligt bygget helt vandret, men da dæmningen i 1929 blev dannet hen over broen, har man udjævnet jernbanetraceens store stigning op mod Gammelstrup station ved at øge ballastmængden i broens vestlige ende.
Gruset til dæmningen er hentet i gennemskæringen umiddelbart vest for broen, hvor overjorden dog først blev fjernet. Gruset har vist sig af god og ren kvalitet og har haft en kornstørrelse, der har tilladt passage af regnvand, hvorfor broen er blevet bevaret så intakt.

Broen er blevet dækket med et enormt telt med henblik på at beskytte omgivelserne i forbindelse med afrensning og sandblæsning af gitterkonstruktionen. Det har også vist sig nødvendigt at indhegne byggepladsen for at beskytte nysgerrige, idet afrensningen har vist sig noget mere teknisk krævende end forventet. Der afrenses
med et tryk på 2900 bar, og når der er anvendt 10 liter vand, er de ni liter fordampet på grund af det høje tryk, og den sidste liter med opsamlede urenheder bliver opsamlet i en membran af hensyn til eventuelle blyholdige malingsrester. Af hensyn til beskyttelsen af Gudenåen er der i alt udlagt to gummimembraner i broens fulde længde.

Afrensningen giver en så infernalsk larm, at arbejderne må anvende både hørepropper og høreværn på samme tid.

Når afrensningen og sandblæsningen er afsluttet bliver broen malet med tre lag maling: En form for galvanisering med zinkholdig maling, derefter grunding og færdigmaling. Broen var oprindeligt malet med en mørkerød farve, og jeg formoder at farvevalget fastholdes.

Når malingsarbejdet er afsluttet, fortsætter jordentreprenøren med at fjerne det resterende grus ned til Gudenåens løb. En helt ukendt parameter i projektet indtil videre er, hvilken tilstand brotårnenes fundament måtte have, da de jo gennem årene har været ganske tæt på Gudenåens vand. Selve tårnenes fundamenter rager omkring 1,5 meter op over vandspejlet, men det imødeses med stor interesse, hvilke krav til restaurering, som brotårnene måtte udvise, når de dukker op i lyset igen. Man vil på intet tidspunkt spærre for Gudenåens løb, idet det vil ødelægge faunaen i åløbet nord for broen. Man søger i stedet at nedbryde det eksisterende gennemløb ved at omlede vandet uden om dette.

Kommunens projektledere er fået flere oplysninger omkring de afdækkede sprængningsbrønde. De er nedgravet i dæmningen så sent som i 1966 eller 1967. På det tidspunkt nedgravedes i al hemmelighed sprængningsbrønde i en lang række danske vejbroer og enkelte jernbanebroer. Forklaringen skulle være, at russerne under den "kolde krig" havde udviklet et mobilt køretøj, der var forsynet med en 21 meter lang udklappelig bro, og således var i stand til at føre tropper hen over større viadukter. Ved at etablere en sprængningsbrønd ved hvert gittertårn, ville man således i tilfælde af krig kunne forhindre videre fremrykning langs jernbanetraceen.

Sprængningseksperter vil i øvrigt lade vide, at med den form og dybde, som sprængningsbrøndene havde, ville en sprængning have fjernet alt gruset, men broen ville været forblevet intakt.

Man har nu fundet en anden anvendelse for den dybeste af sprængningsbrøndene, da den anvendes som en form for pumpebrønd eller sugespidsanlæg, så vandet fra afrensningsprocessen kan bortledes effektivt.

Jeg vedlægger en lille billedrække.

Venlig hilsen

Flemming Høj Petersen