Go´formiddag!

Det er/var et absolut kendt fænomen, at specielt to-cylindrede damplokomotiver, især med udvendige cylindre, kunne "vralte" i sporet. Det første gode eksempel herhjemme er med Stephensons E-maskiner engang i forrige, forrige århundrede omkring 1870´erne (ka´ ik´ lige huske årstallet), med et lokomotiv under nedkørsel fra Hasselagerbakken ved Aarhus. Lokomotivet knækkede simpelthen, på en strækning på over 500 meter, samtlige laskebolte samt knækkede flere lasker. Overbanemesteren, englænderen James Hodge, kaldte herefter lokomotiverne ”the rail crushers”. Denne hændelse, samt en tilsvarende ulykke med stor materiel skade i Bayern i Tyskland, bevirkede, at den oprindelige fastsatte hastighed på 70 km/t ved JF for fremtiden blev nedsat til 30 km/t for alle tre-koblede lokomotiver.
K-maskinernes gang i sporet og store slidtage på både flanger samt skinner medførte jo udviklingen (omkonstrueringen) af litra K til C med indvendige cylindre.
A pro pos litra R I, havde litra direkte forbud mod kørsel på visse strækninger i 1. Dc., bl.a. i "røret" mod Østerport FØREND overbygningen var blevet forstærket og loko ændret.
Også diesellokomotiver med kobbelstænger kunne vralte (Ardelt og "MAK værkerne" ) og jeg husker specielt engang, hvor jeg var temmelig tæt på LJ banelinje (tjenstligt) og så "Jumbo" komme kørende. Troede faktisk den ville ned og besøge mig - ubehagelig oplevelse.
Men altså, MANGE faktorer, der gav udslag i at 2-cylindrede loko kunne slingre og mange tiltage for at få det til at stoppe!

Med venlig hilsen

Steffen Dresler