En eksisterende belgisk ex-vicinalbane (7 fotos)

af Niels Munch, 18/7 2015, 18:47 (3208 dage siden)

God aften i Forum,

Mit lille indslag om en stump belgisk ex-vicinalbane afstedkom hverken de fleste kommentarer eller de højeste seertal, og det er der næppe noget at sige til, for "der er jo ikke mere at komme efter".

Men hvis I alligevel skulle komme til Belgien og fik lyst til lidt vicinalbane-romantik, er den stadig at finde! Ganske som vi gjorde det i 1982.

SSV for Liège, ved floden Lesse, findes de berømte drypstensgrotter Grottes de Han, som gennem generationer har været udflugtsmål. Allerede i 1906 anlagde man en 3,8 km metersporet bane fra byen Han sur Lesse til grotternes indgang. Det var en sidebane til vicinalbanen fra statsbanestationen i Rochefort til Wellin (og siden videre til Graide), og som var hjemmehørende under SNCV gruppe Wellin. Selv om SNCV-systemet for længst er væk, eksisterer denne lille turistbane fortsat i bedste velgående, siden 1977 i regie af turistkomplekset omkring grotterne.

Vi besøgte stedet i ferien 1982 og fik disse billeder med hjem:

[image]ART 90 m. bivogne i Han sur Lesse 20.07.1982 (nm).

ART (AutoRailTracteur) nr. 90 er den ældste i Han sur Lesse af de karakteristiske SNVC "dieselsporvogne", der fra midten af 1930'erne afløste tramlokomotiverne. Den er bygget af SNCV selv i værkstedet i Bruxelles-Cureghem og sat i drift 1934 i en serie med nr. 80-112 (trævognkasse). Vognen blev i 1949 - sammen med et antal søstre - "omklassificeret" til godsmotorvogn (Schlepptriebwagen på tysk) uden dog at miste sæder etc.

Bivognene - som vi ville kalde skovvogne (toastrack på engelsk) - baladeuses er bygget i årene 1895-1923 i stort tal (264) til SNCV.

[image]AutoRail SNCV AR 168 ved depotet i Han sur Lesse, 20.07.1982 (nm).

AR 168 er bygget i en serie fra 1935-36 af les Forges Usines et Fonderies de Haine-St-Pierre med metal-vognkasse.

[image]SNCV bivogne (remorques) nr. 9486-9495 og godsvogn A 8518 i ny vognhal, Han sur Lesse 20.07.1982 (nm).

Disse 6-fags standardbivogne med "skarp" tagkant, hvoraf nogle også fandtes ved "Li Trimbleu", kom til Han sur Lesse i 1978-79 til brug i vejrlig, hvor baladeuse'rne var uegnede.

Vi var der faktisk også i 2001:

[image]AutoRail AR 159 med 3 baladeuses ved Grottes de Han i maj 2001 (nm).

AR 159 er bygget af Haine-St-Pierre i samme serie (med numrene 159-183) som AR 168 ovenfor.

[image]SNVC AR 159 interieur, Grottes de Han i maj 2001 (nm).

[image]SNCV AR 168 ved Grottes de Han i maj 2001. Bemærk det karakteristiske stoppestedsskilt (nm).

Endelig det uundgåelige postkort:

[image]Den gamle endestation ved Grottes de Han med tramlok o. 1910 - postkort G. Hermans, Anvers (arkiv nm).

Postkortet er gengivet i det lille hæfte af Marc Hélin: "Le Tram des Grottes", jeg købte i Han sur Lesse i 1982.

Drypstensgrotterne er et besøg værd. Man kører derop med le Tram des Grottes, spadserer gennem hulerne, omgivet af drypsten i alle størrelser og farver, for at sejle ud igen ad floden Lesse, som går gennem bjerget. Ved udmundingen affyres en signalkanon til demonstration af hulernes akustik.

I næste indlæg ser vi på nok en ex-vicinalbane.


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak