Avatar

Her er den igen - Amagerbanen, men ??? (1 luftfoto)

af Morten Flindt Larsen, København K, 15/1 2017, 17:58 (2659 dage siden) @ Niels Munch

[image]Amagerbro, Vermlandsgade. Ophav: Nowico. År: 1935. KBs Luftfotosamling - Id: NO-0511_01.tif (billedet er klikbart).

Et herligt billede, hvor vi ser lokomotivremisen med diesellok M 2 t.h. og en E-vogn bagved t.v. I stammen med tankvogne ses t.v. en udenlandsk godsvogn, derefter følger "mysteriet". På sporet bag tankvognene overdækkede AB I-vogne og et par Q.

Et udsnit:
[image](Større udgave bliver for pixelleret).

..... bestyrker teorien om, at det er en af de 2 P-vogne fra Danzig med bremseplatform/-hus, der er blevet overdækket tillige med ét fag af selve vognen. Er den læsset med ballast?

Men "hvorfor" er stadig ubesvaret.

Se, det foto synes jeg er ret opklarende, for fra denne vinkel kan man tydeligt se, at vognen ikke blot er blevet lukket af og overdækket på det fag, der er nærmest bremseplatformen, men også, at selvbremseplatformen er blevet lukket og forsynet med sidedøre. Der har dermed været et ret stort rum, som man kan forestille sig udover siddepladser har rummet et bord og nogle reoler til fragtbreve etc.

Min teori er, at vognen er omdannet til mandskabs- og togførervogn for godstogenes rangerpersonale, måske samtidig med at banen omdannede en stor del af sine øvrige åbne vogne til lukkede vogne med en overbygning med sadeltag. Også vores "mystiske" vogn har jo sadeltag.

Amagerbanen var en meget sparsommelig (for ikke at sige nærig) bane. Samtidig var AB en af de privatbaner, der havde flest godskunder med firmaspor, så der var mange steder, hvor der skulle rangeres undervejs. Banen kørte i mellemkrigsårene flere daglige godstog og havde før 1938 ikke overtallige rejsegodsvogne til dette formål; E-vognene kørte i persontrafikken, som også var meget intensiv. Da persontrafikken blev indstillet i 1938, blev E-vognene disponible for godtrafikken. Den ene kørte herefter i godstogene, mens den anden blev udrangeret og brugt som godsekspeditionskontor på Amagerbro station ved Vermlandsgade. P-vognen må så være blevet overflødig som mandskabsvogn og kunne tilbageføres til sit oprindelige udseende.

Helt frem til 1970'eren havde AB i øvrigt en P-vogn med bremseplatform, som anvendtes af "baneafdelingen" bl.a. til samling af affald (selv synes jeg, at det er sjovere at samle frimærker, men dem om det...). Der ses ganske rigtig noget "ballast" i vognen på det nye foto, men den kan vel have fungeret som rullende svellelager for baneafdelingen. Også på AB var svelleudskiftning i mange år en ret fast foreteelse.

Men spørgsmålet om vognen bliver jo nok ikke besvaret, før der dukker noget skriftlig dokumentation op - hvilket måske er tvivlsomt.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak